Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 119:145-176

En bøn om redning fra fjenderne

145 Jeg beder dig inderligt om hjælp, Herre.
    Svar mig, og jeg vil adlyde dine bud.
146 Jeg råber til dig: „Red mig,
    så jeg kan adlyde dine bud.”
147 Jeg er oppe før daggry for at råbe om hjælp,
    for jeg sætter min lid til løfterne i dit ord.
148 Jeg ligger vågen om natten
    og mediterer over dit ord.
149 Jeg beder dig, Herre, hør min bøn,
    vær mig nådig og red mit liv.
150 Jeg gruer for, hvad mine fjender vil gøre,
    for de er ligeglade med din lov.
151 Jeg ved dog, at du er mig nær, Herre,
    alle dine bud er grundet på sandheden.
152 Jeg har for længe siden lært,
    at dit ord står urokkeligt fast.

Guds løfter giver nyt mod

153 Vær nådig og fri mig fra mine lidelser,
    for jeg har ikke taget let på din lov.
154 Ved at høre dine løfter får jeg nyt mod.
    Kæmp på min side og red mig.
155 Ved at gøre oprør mod dig og dine bud,
    har de gudløse mistet håbet om frelse.
156 Hvor er din nåde dog stor, Herre,
    du har magt til at redde mit liv.
157 Vel er mine fjender og modstandere mange,
    men jeg holder fast ved dine lovbud.
158 Ved synet af de gudløse bliver jeg fyldt med foragt,
    for de gør oprør mod dine bud og befalinger.
159 Vis mig din kærlighed og red mit liv,
    Tænk dog på, hvor højt jeg elsker dine love.
        Giv mig liv, for du elsker mig med trofast kærlighed!
160 Værdien af dit ord er ubeskrivelig,
    det er troværdigt og står fast for evigt.

Lydighed og tryghed

161 Der er magtfulde mænd, som angriber mig uden grund,
    men jeg vil holde fast ved dit ord i mit hjerte.
162 Din vejledning fylder mig med glæde,
    som en, der har vundet en stor gevinst.
163 Det er løgn og bedrag, jeg hader,
    men jeg elsker dit ord.
164 Dag efter dag vil jeg takke dig
    for dine retfærdige lovbud.
165 De, der elsker din lov, lever trygt,
    intet kan rokke dem.
166 Der er en forvisning i mit hjerte om, at du vil redde mig,
    og jeg vil blive ved med at adlyde dine bud.
167 Dine befalinger har jeg altid for øje,
    jeg elsker dem af hele mit hjerte.
168 Du ved, at jeg har adlydt dine bud,
    for mit liv ligger udbredt for dig.

Råb om frelse

169 Jeg beder om hjælp, Herre, lyt til mit råb.
    Lad dit ord give mig råd og vejledning.
170 Ja, jeg beder så inderligt om nåde,
    grib ind og red mig, som du har lovet.
171 Jeg vil lovprise dig, Herre,
    for du har lært mig at forstå dine bud.
172 Jeg vil synge en sang om dit ord,
    for alle dine love er gode og retfærdige.
173 Jeg venter på, at du griber ind,
    for jeg har valgt at gøre din vilje.
174 Jeg længes efter, at du redder mig, Herre,
    og jeg glæder mig over dine lovbud.
175 Jeg ønsker at leve i lovprisning til dig.
    Lad dit ord være min støtte på livsvejen.
176 Jeg er som et får, der er faret vild.
    Kom og red mig, for jeg har holdt fast ved dine bud.

Salme 128-130

Velsignelsen ved at adlyde Herren

128 En valfartssang.

Du bliver velsignet, når du adlyder Herren,
    når du omhyggeligt handler på hans ord.
Du får lov at nyde resultatet af dit arbejde,
    du bliver lykkelig og får et godt liv.
Din hustru trives hos dig,
    hun er frugtbar som en vinranke.
Dine børn sidder omkring bordet,
    sunde og raske som unge oliventræer.
Se, det er Herrens velsignelse,
    sådan lønner han enhver, der adlyder ham.
Må Herren velsigne dig rigt fra Zion,
    må du se Jerusalem blomstre op.
Må du leve længe og se dine børnebørn.

Fred være med Israel!

Jerusalems skæbne

129 En valfartssang.

Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig
    —lad hele Israel gentage det:
Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig.
    De angreb mig, men overvandt mig ikke.
Min ryg er mærket af dybe sår,
    som var den pløjet med en plov.
Men Herren er retfærdig,
    han satte en stopper for deres mishandling.

Alle, der angriber Zion,
    vil blive slået og tvunget til at vende om.
De er som græsset, der vokser på taget,
    det visner og dør, før det bliver til noget.
Det fylder ingenting i høstfolkenes hænder,
    der er ikke nok til at binde et neg af.
Ingen, der går forbi dem, vil sige:
    „Herren velsigne jer!”

Herren er villig til at tilgive

130 En valfartssang.

Herre, jeg er dybt fortvivlet.
    Hør mit råb, oh, Gud!
        Lyt til min tryglende bøn!

Hvis du holdt regnskab med alle vore synder,
    hvem kunne da undslippe dommen?
Men jeg ved, du er villig til at tilgive,
    og det ansporer mig til ærefrygt.
Jeg venter på, at du griber ind, Herre,
    jeg ser frem til, at du taler til mig.
Jeg længes mere efter at høre fra dig,
    end nattevagten længes efter daggry.

Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
    for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
    han vil redde os ud af syndens morads.

Obadias 15-21

15 Dommen over alle folkeslag er nær. I vil få løn som forskyldt. Hvad I har gjort mod andre, vil blive gjort mod jer. 16 I drak af voldens bæger på mit hellige bjerg, og det samme vil andre folkeslag gøre fremover. Derfor skal I også drikke af straffens bæger, ja tømme det til bunds, så I bliver helt udslettet.

17 Men en rest af mit folk skal overleve, og Zions bjerg skal være et helligt sted. Jakobs efterkommere vil genindtage det land, som blev taget fra dem. 18 Da vil Jakobs og Josefs efterkommere blive som en fortærende ild, mens Edom bliver som en stubmark. Alt bliver brændt. Ikke en eneste af Esaus efterkommere vil undslippe! Jeg, Herren, har talt.

19 Den del af mit folk, som bor i Negev, skal indtage Edoms bjergland. De, som bor på Judas vestlige bakkeskråninger, skal erobre filistrenes sletter, og resten af judæerne skal overtage Efraims og Samarias agerland. Benjamins folk skal erobre Gilead. 20 De soldater af Jakobs efterkommere, som blev taget til fange, vil vende hjem og overtage kyststrækningen helt op til Zarepta, og de indbyggere fra Jerusalem, som blev ført til Lilleasien,[a] skal vende hjem og overtage Negevs landsbyer. 21 De befriede[b] vil tage til Zions bjerg for at regere over Esaus bjerge. Og så skal Herren være konge.”

1 Peter 2:1-10

Læg derfor al ondskab til side, hvad enten det er falskhed, hykleri, misundelse eller sårende ord.

Kom til Jesus og lad ham forme jer

2-3 Har I oplevet Herrens godhed?[a] Så stræb efter at opleve endnu mere af hans godhed. Som nyfødte børn begærligt sutter mælk i sig, skal I blive ved at suge til jer af den åndelige, uforfalskede mælk,[b] så I kan vokse i jeres frelse. 4-5 Kom til Jesus, som er den dyrebare, levende sten, der blev udvalgt af Gud som hjørnestenen i det nye åndelige tempel, selvom han blev vraget af de menneskelige bygmestre, det jødiske præsteskab. Lad ham bruge jer som levende sten, når han bygger sit nye tempel. I skal være et nyt, helligt præsteskab, der med hjælp fra Jesus Kristus bringer åndelige ofre, som Gud med glæde kan tage imod. Skriften siger det sådan:

„Jeg lægger på Zions bjerg[c]
    en udvalgt og dyrebar hjørnesten.
De, der tror på ham,
    vil ikke blive skuffede.”[d]

For jer, som tror på Jesus, er han den dyrebare hjørnesten. Men for dem, der nægter at tro på ham, opfyldes følgende skriftord:

„Den sten, bygmestrene kasserede,
    blev selve hjørnestenen.”[e]
„…en anstødssten, som de vil snuble over.”[f]

De, der er ulydige mod Guds ord, snubler og falder. Sådan har Gud bestemt det. Men I er blevet en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, ja, Guds ejendomsfolk, så I kan fortælle om, hvor vidunderlig han er, som kaldte jer ud af mørket og ind i sit underfulde lys. 10 I, der ikke før hørte sammen som et folk, er nu blevet Guds folk. I, som ikke kendte til Guds barmhjertighed, har nu erfaret hans barmhjertighed.

Matthæus 19:23-30

23 Så sagde Jesus til disciplene: „Det siger jeg jer: Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom. 24 Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

25 Disciplene var dybt rystede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de. 26 Jesus så på dem og sagde: „Det kan intet menneske opnå af sig selv, men Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus(A)

27 „Men vi har forladt alt for at følge dig. Hvad får vi så ud af det?” spurgte Peter.

28 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Når Menneskesønnen sidder på sin herlighedstrone i den kommende verden, så skal I, mine disciple, sidde på 12 troner og regere over Israels 12 stammer. 29 Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig, skal få det 100 gange igen—og de skal få det evige liv! 30 Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.