Book of Common Prayer
Herrens trofasthed imod sit folk
106 Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
3 Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
5 Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
og for at vise sin magt for verden.
9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
og folket kunne gå tørskoet over.
10 Han frelste dem fra deres fjender,
friede dem fra egypternes had.
11 Vandet skyllede hen over forfølgerne,
så de druknede alle som en.
12 Da troede folket på Guds løfter
og brød ud i lovsang til ham.
13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,
de holdt op med at søge hans vilje.
14 I ørkenen krævede de kød at spise,
de udfordrede Guds tålmodighed.
15 Han gav dem, hvad de forlangte,
men straffede dem også for deres oprør.
16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses
og på Aron, Guds udvalgte præst.
17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,
lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.
18 Ild for ned fra himlen
og fortærede dem, der gjorde oprør.
19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
20 De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
22 Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land,
for de troede ikke på Guds løfte.
25 De sad bare i deres telte og surmulede
og ville slet ikke høre på Herrens ord.
26 Derfor svor han højt og helligt,
at oprørerne skulle dø i ørkenen.
27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene
og gøres til flygtninge i fremmede lande.
28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,
de holdt fest og ofrede til livløse afguder.
29 Deres opførsel krænkede Herren dybt,
og han lod en pest bryde ud iblandt dem.
30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,
og det gjorde, at plagen holdt op.
31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,
og det vil han altid blive husket for.
32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,
og Moses faldt i unåde hos Herren.
33 De gjorde ham nemlig så oprørt,
at han talte i vrede og handlede overilet.
34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,
som Herren havde befalet dem at udrydde.
35 De giftede sig tilmed ind i deres familier,
lærte sig deres ugudelige skikke,
36 så de dyrkede de fremmedes afguder
og derved blev skyld i deres egen ulykke.
37 De ofrede både deres sønner og døtre
til de fremmede folkeslags guder.
38 Fordi de myrdede uskyldige børn
og ofrede dem til afguderne,
blev landet besmittet af det udgydte blod.
39 Guds folk var blevet urent i hans øjne,
deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.
40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem,
han følte afsky for sit ejendomsfolk.
41 Han overgav dem i fremmedes vold,
deres fjender undertrykte dem.
42 De gjorde livet surt for dem
og kuede dem på alle måder.
43 Gang på gang befriede Herren sit folk,
men de blev ved med at gøre oprør
og falde dybere og dybere i synd.
44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,
han hørte deres råb om nåde.
45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk,
og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.
46 Han sørgede for, at de fremmede herskere
fik medlidenhed med dem.
47 Vor Herre og Gud, frels os!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan give dig taknemmelighedsofre
og lovprise dit hellige navn.
48 Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Lad hele folket svare: Amen!
Halleluja!
Gud lover at udgyde sin Ånd
3 Engang herefter vil jeg udgyde af min Ånd over hele menneskeheden. Alle vil komme til at profetere, både mænd og kvinder. De gamle vil få åbenbaret min vilje gennem drømme, de unge vil få det gennem syner. 2 Selv mine ringeste tjenere vil blive fyldt med min Ånd, og de skal profetere.
Indledende hilsen
1 Dette brev er fra Peter, en af Jesu Kristi apostle. Jeg skriver til de kristne,[a] der bor som fremmede i provinserne Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien. 2 Gud Fader udvalgte jer i sin forudviden til at blive frikendt for skyld og straf, ved at Jesus Kristus ofrede sit liv for jer, og til et liv i lydighed og indvielse til Gud ved Helligåndens medvirken.
Må I opleve stadig mere af Guds nåde og fred.
Visheden om det evige liv som troens mål
3-4 Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Ved hans store barmhjertighed er vi blevet født på ny. Og fordi Jesus Kristus opstod fra de døde, er vi overbeviste om, at vi får del i det vidunderlige liv, der venter os i Himlen, det evige liv, som aldrig kan ødelægges eller miste sin herlighed. 5 Det gælder alle jer, der gennem jeres tro bliver beskyttet af Guds kraft, indtil I når frem til den fulde frigørelse, som allerede ligger parat, men først bliver virkeliggjort ved afslutningen af den nuværende tidsalder.
6 Det kan I se frem til med glæde, selvom I nu for en kort tid må igennem lidelser, som gør jer bedrøvede. 7 Det er jo sådan, jeres tro[b] prøves og forædles, ligesom guld renses og forædles ved at blive smeltet i ilden. Når troen kommer styrket gennem prøven, er den meget mere værd end et stykke forgængeligt guld, og den vil bringe jer ære, pris og herlighed, når Jesus Kristus åbenbares i sin herlighed.
8 I elsker Jesus, selvom I aldrig har set ham, og I tror på ham, selvom I endnu ikke ser ham, og I skal fryde jer over ham med en ubeskrivelig og vidunderlig glæde, 9 den dag I når målet for jeres tro, nemlig jeres sjæles frelse.
10 Den frelse prøvede profeterne at forstå og forestille sig, når de profeterede om den nåde, som I skulle få del i. 11 Når Kristi Ånd i dem talte om de lidelser, som Messias engang skulle igennem, og om den herlighed, som ville komme bagefter, grundede de over, hvornår og hvordan det ville ske. 12 De forstod, at budskabet ikke angik dem selv, men deres efterkommere. Det glædelige budskab om Jesus har I nu hørt og taget imod, og det blev fortalt jer af mennesker, der var inspireret af Helligånden, som blev sendt ned fra Himlen. Det er et budskab, som selv englene ville ønske, de kunne forstå.
Om ægteskab og skilsmisse(A)
19 Efter at Jesus havde undervist sine disciple om tilgivelse, tog de af sted fra Galilæa og vandrede gennem det jødiske område på den østlige side af Jordanfloden. 2 Mange mennesker fulgte ham, og han helbredte dem, der var syge.
3 Nogle farisæere prøvede at stille en fælde for Jesus og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone uanset af hvilken grund?” 4-5 Jesus svarede: „Har I ikke læst, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde og sagde, at manden skal forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét?[a] 6 Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”
7 „Hvordan kan det så være, at Moses har sagt, at en mand godt må skille sig fra sin kone, når bare han giver hende et skilsmissebrev?”[b] fortsatte farisæerne.
8 „Den indrømmelse gav Moses på grund af menneskers uforsonlige holdning, men det var ikke Guds mening fra begyndelsen,” svarede Jesus. 9 „Det siger jeg jer: Hvis en mand skiller sig fra sin kone af nogen anden grund end utroskab fra hendes side og derefter gifter sig med en anden, så er han skyldig i ægteskabsbrud over for den første.”
10 „Så er det nok bedre aldrig at gifte sig!” udbrød disciplene. 11 „Det er ikke enhver, som kan forstå og tage til sig, hvad jeg siger, kun hvem det er givet,” svarede Jesus. 12 „Der er nogle, som forbliver ugifte, fordi de fra fødslen af er ude af stand til at fuldbyrde et ægteskab, og andre, fordi mennesker har gjort dem ude af stand til det. Endelig er der nogle, der afstår fra ægteskab for Guds riges skyld. Den, som kan forstå det, kan tage det til sig.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.