Book of Common Prayer
33 Han forvandlede floder til ødemark,
gjorde kildevand til ørkensand.
34 Frugtbart land blev til saltsletter
på grund af beboernes ondskab.
35 Men derefter gjorde han ørkenen til oase
og ødemarken til frugtbart land,
36 så hans sultende folk kunne slå sig ned
og bygge byer, hvor de kunne bo,
37 tilså deres marker, plante vingårde
og bringe en bugnende høst i hus.
38 Han velsignede dem, de blev mange,
og der var ingen mangel på kvæg.
39 Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker,
mange døde, så de blev færre og færre.
40 Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere,
lade dem flakke om i øde egne.
41 Men de, der søgte hjælp hos Herren,
blev reddet ud af deres ulykke.
Han tog sig af dem,
så de trivedes og havde fremgang.
42 De retskafne glæder sig over at se det,
men de onde holder skamfuldt deres mund.
43 De vise vil lægge mærke til det
og anerkende Herrens trofasthed.
Hjælp mod fjenden
108 En sang af David.
2 Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
jeg vil synge og spille til din ære.
3 Jeg vil gribe min harpe og lyre,
når befrielsens sol står op.[a]
4 Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
jeg vil synge din pris for de fremmede.
5 Din trofasthed fylder universet,
din godhed når til skyerne.
6 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
7 Hør min bøn og gør brug af din magt,
så dit elskede folk kan blive reddet.
8 Gud har talt fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
jeg vil udmåle Sukkots dal.
9 Gilead tilhører mig,
Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
og dygtige krigere fra Efraim.
10 Moabitterne skal tjene mig
og edomitterne være mine slaver.
Jeg vinder sejr over filistrene.”
11 Hvem tager med os til den befæstede by?
Hvem vil gå med os mod Edom?
12 Herre, har du forkastet os?
Hvorfor drager du ikke med os i krig?
13 Hjælp os dog mod vore fjender,
for menneskers hjælp er intet værd.
Lovsang om Herrens magt og trofasthed
33 Råb af glæde, I, der kender Herren.
Det er godt at prise og lovsynge ham.
2 Spil en takkesang på lyren,
skøn musik på den ti-strengede harpe.
3 Syng en ny sang for Herren,
spil smukt på lyren og råb af fryd.
4 For Herrens bud er gode,
og alt, hvad han gør, er rigtigt.
5 Han elsker det rette og gode,
hans nåde mærkes i hele verden.
6 Da Herren talte, blev himlen skabt,
alle stjerner blev til på hans ord.
7 Han samlede vandet, så det blev til hav,
han dannede et mægtigt vandreservoir.
8 Hele jorden bør give ham ære,
alle mennesker bør vise ham respekt.
9 Et ord fra ham satte verden i gang,
på hans befaling blev jorden til.
10 Herren ødelægger folkenes planer
og forhindrer deres mange intriger.
11 Men Herrens planer står fast for evigt,
hans tanker bliver altid til virkelighed.
12 Lykkeligt er det folk, som har Herren til Gud,
dem han valgte som sit ejendomsfolk.
13 Herren ser ned fra Himlen,
han ser på alle menneskene.
14 Fra sin bolig iagttager han dem alle,
han holder øje med verdens befolkning.
15 Det er ham, der har skabt dem alle,
han kender deres motiver og handlinger.
16 En konge sejrer ikke ved sin store hær,
en helt vinder ikke ved sin egen styrke.
17 Stridsheste kan være nok så stærke,
det er dog ikke dem, der giver sejren.
18 Men de, der ærer Herren og stoler på ham,
oplever hans trofasthed og nåde.
19 Han redder dem fra døden
og hjælper dem i hungersnøden.
20 Vi venter på, at Herren griber ind,
det er ham, der hjælper og beskytter os.
21 Det er en stor glæde at kende ham,
vi stoler på hans magt og herlighed.
22 Herre, vis os din trofaste kærlighed,
til dig alene har vi sat vores håb.
17 Hør her! Jeg vil skabe en ny himmel og en ny jord, og man vil ikke huske det gamle mere. 18 Glæd jer! Fryd jer for evigt over mit nye skaberværk!
Jeg gør Jerusalem til et vidunderligt sted, hvor folk vil juble af glæde. 19 Og jeg vil fryde mig over mit folk i Jerusalem. Ingen skal længere græde og jamre af sorg. 20 Ingen børn vil dø som spæde, og de gamle vil ikke gå bort før tiden. Hundrede år skal betragtes som en ung alder, og en, der ikke når de hundrede, vil man regne for at være under forbandelse. 21 De bygger sig huse og bor der selv, de planter vinmarker og nyder selv dens frugt. 22 De bliver ikke jaget fra hus og hjem, og andre røver ikke deres høst. Mit folk vil opnå en høj alder og nyde frugten af deres arbejde. 23 De skal ikke arbejde forgæves eller føde børn for bare at miste dem igen. De er Herrens velsignede folk, og velsignelsen skal gå i arv til deres børn. 24 Jeg vil gribe ind og hjælpe dem, før de kalder på mig. Ja, før de ved, hvad de skal bede om, vil jeg give dem det, de har brug for. 25 Ulven og lammet skal græsse sammen, løven skal æde hø som oksen, men slangen skal spise støv. Til den tid vil der hverken findes ondskab eller ødelæggelse i hele mit hellige bjergland,” siger Herren.
14 Velsignede er de, som har gjort deres dragter rene,[a] så de har lov til at spise af frugten fra livets træ og gå ind gennem byens porte. 15 Men de andre hører ikke til i byen: De perverse,[b] de okkulte og de, der lever i seksuel synd, voldsmændene, afgudsdyrkerne, ja alle, der hellere vil leve på en løgn.
16 „Jeg sendte min engel,” sagde Jesus, „for at du skal fortælle det her til menighederne. Jeg er Davids rodskud[c] og efterkommer, den strålende morgenstjerne.”
17 Ånden og bruden siger: „Kom!” Lad dem, der hører det, sige: „Kom!” De, som er tørstige, må komme. Enhver, som ønsker det, kan drikke så meget, de vil, af det livgivende vand.
18 Jeg understreger kraftigt for enhver, som hører de profetiske ord i denne bog: Hvis I lægger noget til, vil Gud lægge alle de plager på jer, som er beskrevet i denne bog. 19 Og hvis I tager noget væk, vil Gud fratage jer retten til livets træ og den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.
20 Han, som fortæller de her ting, siger: „Jeg kommer snart!”
Ja, Herre Jesus, kom snart!
21 Herren Jesu nåde være med jer alle.
Om tilgivelsens nødvendighed
21 „Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?” 22 „Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange![a] 23 Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. 24 Den første skyldte ham et millionbeløb.[b] 25 Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. 26 Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’ 27 Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.
28 Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde.[c] ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben. 29 Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’ 30 Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt.
31 De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. 32 Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det. 33 Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’ 34 Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.
35 Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.