Book of Common Prayer
Et kongeligt løfte om retfærdighed
101 En sang af David.
Jeg priser dig, Herre, for din trofasthed,
jeg vil synge om din godhed og retfærdighed.
2 Jeg ønsker at leve et ulasteligt liv,
og derfor har jeg brug for din hjælp.
Alt, hvad jeg gør i mit kongelige palads,
vil jeg gøre af et oprigtigt hjerte.
3 Jeg vil ikke tage del i ondskab,
jeg hader dem, der gør oprør imod dig.
4 Jeg vil stræbe efter ubetinget ærlighed,
ikke tolerere falskhed og ondskab.
5 De, der nedgør andre bag deres ryg,
vil jeg sørge for, bliver straffet.
Jeg tager afstand fra stolte mennesker,
hovmodige folk kan jeg ikke holde ud.
6 Men de gudfrygtige, der lever i landet, er velkomne hos mig.
Jeg vil kun have ærlige folk i min tjeneste.
7 Bedragere skal ikke få plads under mit tag,
løgnagtige folk bliver ikke lukket ind.
8 Jeg vil gøre det af med de onde dag efter dag,
fjerne alle forbrydere fra Herrens by.
Bøn under forfølgelse
109 Til korlederen: En sang af David.
Gud, jeg lovsynger dig.
Forbliv ikke tavs og afvisende,
2 mens onde mennesker lyver om mig,
bagtaler mig med deres falske anklager.
3 De taler ondskabsfuldt om mig,
hader mig, skønt jeg intet har gjort.
4 Jeg elsker dem og går i forbøn for dem,
men alligevel anklager de mig groft.
5 De gengælder mig ondt for godt,
belønner min venlighed med had.
6 Lad en anklager stå frem
og føre sag mod min fjende i retten.
7 Lad ham blive kendt skyldig,
lad hans selviske bønner blive afsløret.
8 Gør hans livstid kort,
lad en anden overtage hans lederfunktion.
9 Lad hans børn blive faderløse
og hans hustru enke.
10 Lad dem tigge sig til dagligt brød
og blive jaget fra hus og hjem.
11 Lad hans kreditorer overtage hans ejendom,
lad fremmede røve hans formue.
12 Lad ingen vise ham barmhjertighed
eller have ondt af hans efterladte børn.
13 Lad hans slægt dø ud,
så hans navn for altid er glemt.
14 Husk hans forfædres ondskab,
tilgiv ikke hans mors synd.
15 Herre, husk altid på hans synder,
men lad hans slægt blive glemt.
16 Han havde ikke tanke for andres vel,
men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde.
17 Han elskede at forbande,
så lad ham være forbandet.
Han brød sig ikke om din velsignelse,
så lad være med at velsigne ham.
18 At forbande andre var en livsstil for ham,
det gennemtrængte ham fuldstændigt.
19 Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham
som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.
20 Det skal være din straf mod de fjender,
der udslynger løgne og dødstrusler imod mig.
21 Herre, frels mig for din æres skyld.
Lad mig opleve din nåde og godhed.
22 For jeg er i stor nød,
mit hjerte hamrer af angst.
23 Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder,
det bliver viftet væk som en flue.
24 Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster,
jeg er kun skind og ben.
25 Folk ser på mig med foragt,
de ryster på hovedet, når de ser mig.
26 Hjælp mig, min Herre og Gud,
red mig, for du er trofast.
27 Så vil de se, at det er dig, der griber ind.
De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.
28 Lad dem bare forbande,
for du velsigner mig.
Deres angreb vil mislykkes,
så de ydmyges, mens jeg fryder mig.
29 Lad mine fjender blive gjort skamfulde,
lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.
30 Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte.
Jeg vil prise dig i alles påhør.
Om at følge Guds bud under modstand
121 Jeg forsøger altid at gøre det rigtige.
Lad ikke mine fjender få bugt med mig.
122 Jag de stolte og overmodige mennesker væk,
så de ikke har mulighed for at skade mig.
123 Jeg er træt af at vente på, at du redder mig,
selv om jeg ved, at du altid holder dine løfter.
124 Jeg ved, at din kærlighed omslutter mig,
lær mig at kende din vilje.
125 Jeg er din tjener, giv mig forstand
til at fatte dine formaninger.
126 Jeg græmmes, når de gudløse overtræder dine bud.
Herre, hvornår griber du ind?
127 Jeg foretrækker din lov
frem for guld og grønne skove.
128 Jeg hader løgn og bedrag,
men elsker at adlyde dine bud.
Velsignelsen ved at adlyde Guds vilje
129 Din vejledning er vidunderlig,
jeg ønsker at rette mig efter den.
130 Dit ord bringer lys, når det bliver forstået,
selv begyndere kan fatte det.
131 Dit ord skaber en længsel i mig,
jeg kan aldrig få nok af det.
132 Din nåde og barmhjertighed gør mig godt,
du er god mod alle, som elsker dig.
133 Dit ord viser mig den vej, jeg skal gå,
så jeg ikke bliver overrumplet af det onde.
134 Der er mennesker, som vil føre mig på vildspor.
Hjælp mig til at holde fast ved dine bud.
135 Du velsigner mig med dit nærvær.
Hjælp mig at tjene dig bedre.
136 Der er mange, der ikke holder dine bud,
derfor strømmer tårerne ned over mine kinder.
Ordet står fast for evigt
137 Du er en god Gud, Herre,
alle dine love er retfærdige.
138 Dine principper er fuldkomne,
og din trofasthed er stor.
139 Der er mange, som ignorerer din vejledning,
og det skærer mig i hjertet at se det.
140 Dit ord er ædelt som renset sølv,
derfor elsker jeg det så højt.
141 Der er ikke noget særligt ved mig,
men jeg forsømmer ikke at adlyde dine bud.
142 Din retfærdighed varer evigt,
din lov vil altid være sand.
143 Det sker, at jeg tynges af bekymring og uro,
men dine bud gør mig glad igen.
144 Din lov står altid ved magt,
lad mig forstå den bedre dag for dag.
Det ny Jerusalem
9 En af de syv engle, der havde hældt de syv sidste plager ud over jorden, kom hen til mig og sagde: „Kom! Jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.” 10 Så førte han mig i ånden op på et stort og højt bjerg, hvorfra han viste mig den hellige by, Jerusalem, som var på vej ned fra Guds Himmel. 11 Den var fyldt med Guds herlighed og strålede som en kostbar ædelsten, som en krystalklar diamant. 12 Bymuren var meget høj. Den havde 12 porte, og ved hver port stod der en engel. Portene havde som indskrift navnene på Israels 12 stammer. 13 Tre porte vendte mod øst, tre mod nord, tre mod syd og tre mod vest. 14 Byens mur havde 12 grundsten, og navnene på Lammets 12 apostle stod skrevet på dem.
15 Den engel, som talte med mig, havde en målestok af guld for at kunne opmåle byen, dens porte og dens mur. 16 Byens grundflade var en firkant, og den var lige så bred, som den var lang. Han opmålte byen med målestokken og fandt, at den var 12.000 stadier[a] i hver retning, både længde, bredde og højde. 17 Derefter målte han muren til at være 144 alen[b] efter menneskemål, som også er det mål, englen brugte. 18 Muren var bygget af jaspis, og byen selv var af rent guld, der skinnede som krystalglas. 19 Bymurens grundsten var prydet med følgende 12 ædelsten: Jaspis, safir, agat, smaragd, 20 onyks, karneol, krysolit, beryl, topas, krysopras, hyacinth og ametyst. 21 De 12 porte var 12 perler, og hver port var lavet af en eneste perle. Byens gader var af rent guld, klart som glas.
Jesus taler igen om sin død og opstandelse(A)
22-23 Da de igen var samlet i Galilæa, sagde Jesus en dag til disciplene: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.” Hans disciple blev dybt bedrøvede ved at høre det.
Om at betale skat til templet
24 Da Jesus og disciplene var kommet hjem til Kapernaum, henvendte de, der opkrævede tempelskatten, sig til Peter. „Betaler jeres mester ikke den årlige tempelskat?” spurgte de.
25 „Jo, selvfølgelig!” svarede Peter.
Så gik han ind i huset for at tale med Jesus om det. Men før han fik sagt noget, spurgte Jesus: „Sig mig, Peter: Hvem plejer jordens konger at opkræve told og skat af, deres egne børn eller andre folk?”
26 „Af de andre!” svarede Peter. „Godt,” sagde Jesus, „så er deres egne børn altså fritaget. 27 Men for ikke at forarge nogen, så lad os alligevel betale. Gå ned til søen og kast snøren ud. I munden på den første fisk, du fanger, vil du finde en mønt. Giv den som betaling for mig og dig.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.