Book of Common Prayer
Israels Gud—historiens Gud
78 En visdomssang af Asaf.
Mit folk, lyt til min belæring,
hør nøje efter, hvad jeg siger.
2 Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.
3 Det er vore forfædres historier,
som er fortalt gennem mange generationer.
4 Vi vil fortælle dem til vore børn,
som igen skal give dem videre til nye generationer.
De skal også høre om Herrens magt,
om de forunderlige ting, han har gjort.
5 Han gav sine love til Jakobs slægt,
åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.
Han befalede vore forfædre
at undervise deres børn derom,
6 så den næste generation ville vide besked,
så selv de børn, som endnu ikke var født,
til sin tid kunne belære deres børn,
7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud,
huske hans vældige gerninger
og adlyde hans befalinger,
8 så de ikke bliver som deres forfædre,
der var stædige og oprørske,
som ikke vendte deres hjerte til Gud,
men var troløse og ulydige mod ham.
9 Efraims krigere var udrustet med buer,
men flygtede alligevel i kampens hede.
10 De overholdt ikke pagten med Gud,
og de nægtede at følge hans lov.
11 De glemte, hvad Gud havde gjort,
alle de store undere, han havde udført.
12 Han gjorde mirakler for deres forfædre,
da de kom fra Zoans slette i Egypten.
13 Han delte havet og førte dem igennem,
vandet stod som en vold på begge sider.
14 Om dagen ledte han dem ved en sky,
om natten var der en søjle af ild.
15 Han kløvede ørkenens klipper
og skaffede masser af vand.
16 En kilde sprang frem fra klippen,
så vandet flød som en flod.
17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud,
de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.
18 De provokerede Gud med vilje,
forlangte deres egyptiske livretter.
19 De fornærmede Gud ved at sige:
„Kan Gud dække bord i ørkenen?
20 Han slog ganske vist på klippen,
så vandet strømmede ud.
Men kan han give os brød?
Kan han skaffe kød til sit folk?”
21 Da Gud hørte det, blev han vred.
Hans vrede blussede op imod Israel,
22 for de havde ikke tillid til deres Gud.
De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.
23 Men han gav befaling til skyerne
og åbnede himlens sluser.
24 Han lod det regne ned over dem med manna,
han gav dem brød fra himlen at spise.
25 Han gav dem englemad,
så de havde rigeligt at spise.
26 Han lod østenvinden fare hen over himlen,
styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,
27 lod kød hagle ned over dem,
fugle så talrige som sandkornene på stranden.
28 Han lod dem falde ned midt i lejren,
de lå rundt omkring imellem teltene.
29 Folket spiste sig overmætte,
Gud tilfredsstillede deres grådighed.
30 Men mens de endnu havde munden fuld,
blev deres grådighed straffet.
31 De blev ramt af Herrens vrede,
han dræbte deres stærkeste mænd,
gjorde det af med de bedste krigere.
32 Alligevel blev de ved med at synde,
til trods for hans mægtige undere.
33 Derfor dræbte han folk i deres bedste alder,
de blev alle grebet af rædsel.
34 Når han dræbte en stor del af dem,
søgte resten tilbage til ham.
De angrede og vendte sig igen til Gud.
35 Så huskede de, at Gud var deres redning,
den almægtige Gud var deres befrier.
36 Men de dyrkede kun Gud med deres ord,
deres lovprisning var ikke andet end løgn.
37 Deres hjerter var langt fra Gud,
de holdt ikke fast ved hans pagt.
38 Alligevel var Gud barmhjertig,
han tilgav deres synd og udslettede dem ikke.
Ofte holdt han sin vrede tilbage,
lod ikke sit raseri få frit løb.
39 Han vidste jo, at de kun var mennesker,
de var som et vindpust, der farer forbi.
40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen?
De vakte hans vrede og voldte ham sorg.
41 De provokerede deres Gud gang på gang,
de var ulydige mod Israels Herre.
42 De glemte hans underfulde kraft,
som befriede dem fra fjendens tyranni.
43 De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne,
gjorde mægtige undere på Zoans slette.
44 Han forvandlede floderne til blod,
så vandet ikke kunne drikkes.
45 Han sendte insekter, som stak dem,
et mylder af frøer, som ødelagde deres land.
46 Han gav deres afgrøde til græshopperne,
hele deres høst blev ædt op.
47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl,
deres figentræer med den iskolde regn.
48 Deres kvæg bukkede under for haglene,
deres får blev ramt af lynene.
49 Han udøste sin vrede over dem,
sendte ødelæggelsen ind over dem.
50 Han gav sin vrede frit løb
og sparede ikke egypternes liv,
men gjorde dem til ofre for de mange plager.
51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte,
symbolet på hver eneste families frugtbarhed.
52 Men han førte sit eget folk i frihed,
ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.
53 Han ledte dem frem i sikkerhed,
mens deres fjender blev begravet i havet.
54 Han førte dem til det forjættede land,
det bjergland, han havde lovet at give dem.
55 Han drev folkeslag bort foran dem,
han uddelte landet til dem ved lodkastning,
så Israels stammer kunne bosætte sig der.
56 Men de trodsede igen den almægtige Gud,
de adlød ikke hans befalinger.
57 De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort,
de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.
58 De krænkede ham med deres afgudsbilleder,
æggede ham med deres offerhøje.
59 Gud så deres opførsel og blev meget vred,
han følte en stærk lede ved sit folk.
60 Han forlod sin helligdom i Shilo,
hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.
61 Han tillod, at arken blev taget som bytte,
overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.
62 Han lod mange blive dræbt i krig,
for han var vred på sit udvalgte folk.
63 De tapre krigere døde i deres ungdom,
de unge piger havde ingen at gifte sig med.
64 Præsterne blev myrdet af fjendens soldater,
enkerne fik ikke lov at synge klagesange.
65 Da rejste Herren sig som af søvne,
som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.
66 Han drev fjenderne på flugt,
voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.
67 Men han forkastede Efraims krigere,
de der var efterkommere af Josef.
68 I stedet valgte han Judas stamme,
og besluttede sig for Zions bjerg.
69 Dér byggede han sin prægtige helligdom
på et fundament, som varer til evig tid.
70 Han udvalgte sin tjener David,
som ikke var andet end en fårehyrde.
71 Han fjernede ham fra faderens får
og gjorde ham til konge i Israel,
til hyrde for sit udvalgte folk.
72 David blev en god og retfærdig konge,
han ledte folket med kyndig hånd.
26 Men de gjorde oprør imod dig,
var ulydige og tilsidesatte din lov.
De myrdede dine profeter,
som formanede dem til omvendelse.
De hånede dig op i dit åbne ansigt.
27 Da udleverede du dem til fjenderne,
og de kom i stor nød og ulykke.
I deres lidelser råbte de til dig,
og du hørte deres råb i din Himmel.
I din nåde sendte du dem ledere,
som frelste dem fra deres fjender.
28 Men så snart der igen var fred,
gjorde de atter oprør imod dig.
Du gav dem påny i fjendevold,
så de igen måtte råbe til dig om hjælp.
Du hørte deres bøn i himlen
og reddede dem gang på gang.
29 Du formanede dem til at følge din love,
men de ville ikke høre på dine bud.
De overtrådte de befalinger,
som netop skulle holde dem i live.
De var stædige og stivnakkede,
de nægtede at adlyde dig.
30 I mange år bar du over med dem.
Du advarede dem ved din Ånd
gennem dine profeters ord.
Men de vendte det døve øre til,
og fremmede folk besejrede dem.
31 Men på grund af din trofasthed,
udryddede du dem aldrig helt.
I din nåde svigtede du dem aldrig,
for du er en barmhjertig Gud.
32 Og nu, Herre, vor Gud,
du store, mægtige, frygtindgydende,
du, som holder fast ved din pagt og nåde,
du ved, hvilke lidelser der har ramt os:
vores konger, fyrster og præster,
profeter, forfædre og hele vores folk,
siden assyrerkongerne indtog vores land.
33 Hver gang du straffede os, var det retfærdigt.
Du havde ret, og vi havde uret.
34 Vores konger adlød ikke dine love,
vores fyrster, præster og forfædre
lyttede ikke til dine gentagne advarsler.
35 Du gav dem deres eget land,
du viste dem godhed gang på gang.
De nød godt af et stort og frugtbart land,
men vendte sig ikke fra deres ondskab.
36 Derfor sidder vi som slaver i vores eget land,
det dejlige land, du gav vores forfædre
for at de skulle nyde dets goder.
37 Landets rigdom går nu til de konger,
du har sat over os på grund af vores synd.
De har hånds- og halsret over os.
Vi er i stor nød!
9 Når regenterne på jorden, som forgudede hende og tog del i hendes luksus, ser røgen fra de brændende ruiner, vil de græde og sørge over hende. 10 De vil holde sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem, og de vil råbe: ‚Ak og ve, du store by! Babylon, du mægtige by! På én time kom straffen over dig!’
11-12 Jordens handelsmænd vil græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres varer, deres ladninger af guld, sølv, ædelsten, perler, fint linned, silke og kostbare stoffer, fornemt træ, udsøgte elfenbens- og træskærerarbejder, samt fine ting af kobber, jern og marmor. 13 Der er heller ikke salg i deres kostbare krydderier, røgelse, parfumer, vin, olivenolie, fint mel, hvede, køer, får, heste, vogne og slaver. 14 Deres tanker går til den ødelagte by: ‚De vidunderlige ting, du satte så stor pris på, kan du ikke nyde længere, og alle dine kostbarheder er ødelagt. Det er alt sammen forbi for evigt.’
15 Handelsmændene, der har tjent formuer ved at sælge deres varer til hende, holder sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem. De vil græde og sørge 16 og råbe: ‚Ak og ve! Det var en mægtig by, den var som en dronning klædt i det fineste purpur og skarlagenrøde klæder, smykket med guld, ædelsten og perler. 17 Al den umådelige rigdom blev ødelagt—på én time.’
Alle, der sejler på havene, styrmænd, kaptajner og menige søfolk stod på lang afstand, 18 og mens de så på røgen fra brandtomten, råbte de: ‚Verdens rigeste by ligger i ruiner!’ 19 De sørgede og græd, kastede støv på hovedet og råbte: ‚Ak og ve. Hvilken storslået by! Alle, der havde skibe på havet, blev rige på grund af dens købekraft. Men nu er den lagt i aske—på én time!’ ”
20 Til slut råbte stemmen: „Fryd dig, Himmel! Glæd jer, I som tilhører Gud! Glæd jer, apostle og profeter! For Gud har givet jer oprejsning og dømt hende, der kæmpede imod jer.”
En ikke-jødisk kvindes tro(A)
21 Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.
22 En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”
23 Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.” 24 Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.” 25 Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”
26 Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”
27 „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”
28 „Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.