Book of Common Prayer

Herren er Konge

Herren er jordens konge og dommer

Fordelen ved at adlyde Gud

34 En sang af David om dengang, han foregav at være gået fra forstanden foran kong Abimelek, så kongen sendte ham væk.

Folket bekender deres synd

10 Mens jeg lå grædende på jorden foran templet og fremsagde denne syndsbekendelse, samledes en stor flok mænd, kvinder og børn omkring mig for at sørge og græde sammen med mig.

² Da sagde Shekanja, en søn af Jehiel af Elams slægt, til mig: „Vi erkender, at vi har været troløse over for vores Gud ved at gifte os med kvinder fra gudløse folkeslag. Men der er alligevel håb for Israels folk. ³ Lad os give Gud det løfte, at vi vil sende de fremmede kvinder og deres børn bort, sådan som du og andre gudfrygtige mænd har rådet os til. Fra nu af vil vi gøre som Toraen byder. ⁴ Rejs dig nu op, for det er dig, der skal organisere det. Vi er med dig. Så fat mod og kom i gang!”

⁵ Derpå rejste jeg mig op og bad alle præsterne, levitterne og folkets ledere om at sværge på, at de ville gøre, som Shekanja havde sagt. Det gjorde de. ⁶ Derefter forlod jeg pladsen foran Herrens hus og gik ind i Johanans, Eljashibs søns, værelse i templet, hvor jeg overnattede. Jeg hverken spiste eller drak, for jeg sørgede over de hjemvendte judæeres utroskab.

⁷ Nu blev det bekendtgjort ud over hele Judas land og i Jerusalem, at alle de mænd, som havde været i eksil, skulle komme til Jerusalem ⁸ inden tre dage, og at folkets ledere havde besluttet, at enhver som udeblev, ville blive frataget sin arvelod og udstødt af de hjemvendtes samfund. ⁹ Tre dage efter, den 20. dag i den niende måned, var alle Judas og Benjamins mænd samlet på den åbne plads foran templet. De rystede af kulde på grund af regnen og af angst på grund af sagens alvor.

¹⁰ Så rejste jeg mig og råbte til mængden: „I har været ulydige mod Herren ved at gifte jer med kvinder fra fremmede folkeslag og således øget vores skyld overfor Gud. ¹¹ Bekend derfor jeres synd for Herren, jeres fædres Gud, og gør hvad han forlanger af jer: Skil jer ud fra de fremmede omkring jer og skaf jer af med de kvinder, I har giftet jer med.”

¹² „Vi vil gøre, som du siger!” svarede hele forsamlingen. ¹³ „Men det problem kan ikke løses på en dag eller to, for der er mange af os, der har gjort det. Og vi kan ikke blive stående her ude i regnen. ¹⁴ Det må være en sag for folkets ledere. Lad dem, der har giftet sig med fremmede kvinder, komme til lederne på et nærmere aftalt tidspunkt sammen med deres bys ledere og dommere, så hver enkelt kan få deres sag gjort i orden, og vi kan afværge Guds vrede.”

¹⁵ Kun Jonatan, søn af Asael, Jahzeja, søn af Tikva, Meshullam og levitten Shabbetaj modsatte sig forslaget. ¹⁶ Alle de andre tilsluttede sig. Jeg pålagde så overhovederne for de enkelte slægter at tage sig af sagen. De mødtes den første dag i den tiende måned for at undersøge de enkelte sager og sørge for, at beslutningen blev gennemført. ¹⁷ Den første dag i den første måned var de færdige med at behandle alle sagerne angående de mænd, der havde giftet sig med fremmede kvinder.

Paulus’ forsvarstale for Felix

¹⁰ Guvernøren gav tegn til, at Paulus nu havde lejlighed til at forsvare sig, og han begyndte sin tale: „Det er med stor glæde og frimodighed, at jeg fremfører mit forsvar for dig, Felix, for jeg ved, at du har været dommer i jødiske sager i mange år. ¹¹ Det er ikke mere end 12 dage siden, jeg ankom til Jerusalem for at tilbede i helligdommen. Det kan du let få bekræftet. ¹² Jeg har ikke på noget tidspunkt foranstaltet diskussioner eller skabt røre blandt folk hverken på tempelpladsen, i synagogerne eller noget andet sted i byen. ¹³ De er ikke i stand til at bevise en eneste af deres anklager imod mig. ¹⁴ Men jeg indrømmer, at jeg tjener vores forfædres Gud i overensstemmelse med det, som vi kalder ‚Vejen’, men som de kalder en sekt. Jeg tror på alt det, der står i Toraen og de profetiske skrifter. ¹⁵ Endvidere er jeg overbevist om, at Gud engang vil oprejse alle mennesker fra de døde, hvad enten de hører ham til eller ej. Mine anklagere har for øvrigt den samme overbevisning. ¹⁶ Derfor gør jeg også mit bedste for altid at bevare en ren samvittighed for både Gud og mennesker.

¹⁷ Efter at have rejst i udlandet i flere år vendte jeg tilbage til Jerusalem for at overbringe en barmhjertighedsgave til mit folk og for at bringe nogle ofre til Gud. ¹⁸ Det var derfor, jeg var i templet, men jeg havde renset mig forinden. Jeg gav aldeles ingen anledning til sammenstimlen eller optøjer. ¹⁹ Det var nogle jøder fra provinsen Asien, som skabte tumulter. De burde have været her, hvis de havde haft noget at anklage mig for. ²⁰ Men lad nu dem, der står her, fortælle, om man fandt noget at dømme mig for, da jeg blev fremstillet for Det jødiske Råd. ²¹ Det skulle da lige være den ene ting, jeg råbte, nemlig: ‚Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.’ ”

¹² Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. ¹³ Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. ¹⁴ De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”

Historien om den store bryllupsfest^(A)

¹⁵ En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” ¹⁶ Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. ¹⁷ Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’ ¹⁸ Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. ¹⁹ ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ ²⁰ ‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’

²¹ Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ ²² Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ ²³ Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’

²⁴ Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”