Book of Common Prayer
Guds retfærdige dom
75 Til korlederen: En lovsang af Asaf.
2 Vi priser og takker dig, Gud,
vi glæder os over din godhed.
Du er os altid nær,
og vi oplever din underfulde hjælp.
3 Dommen kommer til den fastsatte tid,
og det bliver en retfærdig dom.
4 Jorden skal ryste og menneskene skælve,
men Gud står urokkeligt fast.
5 Jeg siger til de stolte: „Vær ikke hovmodige.”
Jeg advarer de gudløse: „Vær ikke selvsikre.
6 Prøv ikke på at kæmpe mod himlens Gud,
sæt jer endelig ikke op imod ham.
7 Dommen kommer hverken fra øst eller vest,
eller fra ørkenen nede mod syd.
8 For det er Gud, der dømmer os alle:
han ydmyger den ene og ophøjer den anden.
9 Herren holder et bæger i hånden,
hans vrede bobler som en krydret vin.
Han udøser sin straf over alle de onde,
de skal tømme bægeret til sidste dråbe.”
10 Men jeg vil altid juble og glædes,
takke og lovprise Israels Gud,
11 for han vil bryde de gudløses magt,
men de gudfrygtiges styrke skal vokse.
Guds magt og straf
76 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang af Asaf.
2 Gud har vist sin magt i Judas land,
han er berømt overalt i Israel.
3 Hans bolig er bygget i Jerusalem,
hans hjem findes på Zions bjerg.
4 Han brækkede fjendens pile og skjolde,
han ødelagde alle deres våben.
5 Du er mægtig og herlig,
større end de højeste bjerge.[a]
6 De stolte fjender blev slået,
nu sover de dødens søvn.
De kunne intet stille op mod dig.
7 Ved lyden af dit krigsråb, Jakobs Gud,
faldt heste og ryttere omkuld.
8 Hvem ville ikke frygte dig, Gud?
Hvem kan holde stand mod din vrede?
9 Du udråbte din dom fra himlen,
jorden skælvede og tav stille.
10 Du gik til angreb for at dømme de gudløse,
for at forsvare dit undertrykte folk.
11 Vi ærer dig, fordi du straffede de onde,
du åbenbarede din mægtige vrede.[b]
12 Opfyld de løfter, I har givet jeres Gud.
Bring jeres gaver som tak til den Almægtige.
13 Han ydmyger stormænd og mægtige fyrster,
alle konger på jorden frygter hans magt.
Herren er min hyrde
23 En sang af David.
Herren er min hyrde,
han sørger altid for mig.
2 Han leder mig til grønne enge
og fører mig til det friske vand.
3 Han redder mig, når jeg går fejl,
og leder mig ind på rette vej,
for han er en god og trofast Gud.[a]
4 Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal,
har jeg dog intet at frygte,
for du går ved min side,
din kæp og din stav beskytter mig.
5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du gør mig til æresgæst
og fylder mit bæger til randen.
6 Din godhed og trofaste nåde
følger mig livet igennem.
Og jeg får lov at bo i dit hus,
så længe jeg lever.
Tillid til Herren
27 En sang af David.
Herren er mit lys og min redning,
så hvem har jeg grund til at frygte?
Herren beskytter mit liv,
hvad har jeg så at være bange for?
2 Når mine fjender angriber mig og vil mig til livs,
så snubler de alle og falder.
3 Selv om jeg omringes af en hær, er jeg ikke bange.
Selv om alt tyder på krig, er jeg stadig tryg.
4 Jeg har bedt Herren om én ting,
og det er mit højeste ønske:
at få lov at leve i hans nærhed livet igennem,
at se hans herlighed og meditere i hans helligdom.
5 Herren beskytter mig,
når der er fare på færde.
Han skjuler mig i sit telt,
sætter mig højt på en klippe.
6 Dér kan jeg være i fred,
for fjenden kan ikke nå mig.
Dér vil jeg bringe ofre til Herren
og lovprise ham af hele mit hjerte.
7 Herre, hør min bøn!
Vær mig nådig og svar mig.
8 Mit hjerte byder mig at søge dig,
og derfor kommer jeg til dig.[a]
9 Vend mig ikke ryggen, Herre.
Vis ikke din tjener bort i vrede.
Du er min redning, svigt mig ikke nu!
Lad mig ikke i stikken, min frelses Gud!
10 Selv hvis min far og mor forlod mig,
ville du altid blive hos mig, Herre.
11 Vis mig den vej, jeg bør følge,
led mig på ærlighedens sti.
Mine fjender venter på, at jeg falder.
12 Lad mig ikke falde i hænderne på dem!
De anklager mig for ting, jeg ikke har gjort,
og de er altid ude på vold.
13 Men jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe mig,
så jeg oplever hans godhed hele mit liv.
14 Regn med Herren og hold ud!
Stol på ham og tab ikke modet!
Ezras reaktion på de blandede ægteskaber
9 Kort tid efter kom Judas ledere til mig og fortalte, at folket og endda nogle af præsterne og levitterne ikke havde holdt sig adskilt fra de kana’anæere, hittitter, perizzitter, jebusitter, ammonitter, moabitter, egyptere og amoritter, som boede i landet, og at de havde antaget nogle af deres afskyelige skikke. 2 Judæiske mænd havde indgået ægteskab med kvinder fra disse gudløse folkeslag, og de havde tilladt deres sønner at gifte sig med piger fra disse folk. Derved var Guds hellige folk blevet urent, og lederne havde oven i købet været de første til at være utro mod Herren.
3 Da jeg hørte det, flængede jeg i fortvivlelse mit tøj, rev mig i håret og skægget og satte mig ned, stum af sorg og smerte. 4 De, som havde dyb respekt for Israels Guds befalinger til sit folk, og som frygtede Guds straf på grund af den synd, som var begået, kom og sad hos mig. Sådan sad vi overvældet af sorg, indtil det var tid at bringe aftenofferet. 5 Så rejste jeg mig i mit flængede tøj, og skamfuld vendte jeg mig til Herren. Jeg faldt på knæ, løftede hænderne til Herren, min Gud, 6 og råbte: „Åh min Gud, jeg skammer mig over at løfte mit ansigt til dig, for vi står i synd til halsen, vores synd er himmelråbende. 7 Vores folks historie er fra ende til anden en sørgelig beretning om synd og frafald, og derfor blev vi og vores konger og præster konstant overfaldet, plyndret, sendt i eksil og hånet af ugudelige konger lige til i dag. 8 Men nu har vi oplevet din nåde, idet du har ladet den lille rest, der er tilbage af os, undslippe slaveriet og endnu engang bosætte os i det hellige land. Du har tændt håbets lys i vores øjne og givet os nyt mod efter vores slavetilværelse. 9 Selvom vi var slaver, svigtede du os ikke, men gjorde de persiske konger venligt stemt over for os. Du gav os kræfter til at genopbygge templet og opnå din beskyttelse i Jerusalem og Judas land.
10 Men hvad skal vi nu gøre, Herre? Endnu en gang har vi vendt os bort fra dig og har overtrådt dine befalinger. 11 Profeterne advarede os på forhånd om, at det land, vi skulle tage i besiddelse, var forurenet af den tidligere befolknings afskyelige skikke og fuldt af ugudelighed fra ende til anden. 12 Du advarede os imod at lade vores børn indgå ægteskab med deres børn, og imod at lade os besnære af deres form for velstand. Du lovede, at hvis vi adlød dig, ville vi blive en stærk nation, og vi og vores efterkommere ville for altid få lov at blive boende i landet og nyde dets goder. 13 Du har straffet os for vores ulydighed, dog ikke så hårdt som vi fortjente, for du har i din nåde ladet en rest af os overleve og vende hjem. 14 Men nu har vi igen overtrådt dine befalinger ved at gifte os med folk, som praktiserer afskyelige ting. Vil du nu i din vrede tilintetgøre os fuldstændigt, så der ikke bliver nogen rest tilbage? 15 Åh Herre, Israels Gud, du er en god og retfærdig Gud. Vi står her i dag for dit ansigt som en rest, der har overlevet. Men vi står med en stor synd og kan ikke forvente andet end din straf.”
Babylon, den store skøge
17 En af de syv engle, som hver havde fået en skål med Guds vrede, kom hen for at tale med mig. „Kom!” sagde han. „Jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som bor ved de mange vande. 2 Jordens konger har forgudet hende, og alle, der bor på jorden, har beruset sig i hendes forførende vin.”
3 Englen bragte mig i ånden ud i en ørken, hvor jeg så en kvinde sidde på et skarlagenrødt uhyre, der havde syv hoveder og ti horn. Uhyret var fuldt af blasfemiske ord. 4 Kvinden var klædt i kostbart, purpurfarvet og skarlagenrødt tøj, og hun havde smykket sig med guld, ædelsten og perler. I hånden havde hun et guldbæger, som var fyldt til randen med modbydelige og urene symboler på hendes onde handlinger. 5 På hendes pande var der skrevet et hemmelighedsfuldt navn: „Det Mægtige Babylon, igangsætteren af al jordens modbydelighed og afguderi.” 6 Og jeg så, at kvinden var beruset efter at have drukket blodet fra de mennesker, der troede på Jesus og ikke fornægtede ham. Jeg blev meget forundret, da jeg så hende.
7 Englen sagde til mig: „Hvorfor er du forundret? Lad mig forklare dig hemmeligheden om kvinden og det uhyre med de syv hoveder og ti horn, som hun sidder på. 8 Uhyret har haft stor magt, men har det ikke nu. Det vil stige op fra afgrunden med ny magt, men det går sin undergang i møde. Alle dem, der bor på jorden, hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse har været skrevet i livets bog, vil fyldes af beundring for det uhyre, som var engang, ikke er nu, men snart kommer tilbage.
9 Her gælder det om at have visdom. De syv hoveder symboliserer de syv høje, som kvinden sidder på, men de viser også hen til syv konger. 10 Fem er faldet, en regerer nu, og den sidste er endnu ikke kommet. Når han kommer, vil han kun have magt i kort tid. 11 Selve uhyret, som var engang, men ikke er nu, symboliserer en konge nummer otte, af samme art som de syv, men også den konge vil gå sin undergang i møde. 12 De ti horn symboliserer ti fyrster, som ikke har noget at regere over, men i en kort periode vil de få lov at regere sammen med uhyret. 13 De ti har fælles mål og tanke, og de stiller deres magt og indflydelse til rådighed for uhyret. 14 De vil gå til angreb på Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi han er Kongen over alle konger og har magten over alle magthavere. Og de, der står på Lammets side, er de kaldede, udvalgte og trofaste.”
Disciplenes tøvende tro(A)
22 Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. 23 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.
24 Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.
25 Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. 26 Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 27 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”
28 Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” 29 „Kom!” sagde Jesus.
Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. 30 Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.
„Herre, red mig!” råbte han.
31 Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”
32 Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. 33 Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.
Helbredelser i Genesaret området(B)
34 De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. 35 Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. 36 De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.