Book of Common Prayer
Nødråb til Gud
69 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.
2 Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
vandet når mig allerede til halsen.
3 Jeg er som sunket i et bundløst hul,
jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
snart skyller bølgerne hen over mig.
4 Jeg er udmattet af at råbe om hjælp,
min hals er hæs og tør,
mine øjne er trætte af at stirre
og vente på hjælp fra min Gud.
5 De, som hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved.
De ønsker at gøre det af med mig,
selv om jeg er ganske uskyldig.
De beskylder mig for at stjæle
og forlanger det stjålne tilbage.
6 Gud, du kender mig og mine tåbeligheder,
mine fejl kan ikke skjules for dig.
7 Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig,
tabe modet på grund af mine trængsler.
Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp,
opgive håbet på grund af mine problemer.
8 Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig.
Det er derfor, jeg bliver gjort til grin.
9 Mine søskende vil ikke kendes ved mig,
de ser mig som en fuldstændig fremmed.
10 Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.
Den hån, som ramte dig, ramte også mig.
11 Når jeg faster for Herren,
håner de mig.
12 Når jeg sørger i sæk og aske,
synger de smædeviser om mig.
13 Byens ledere taler nedsættende om mig,
fulde folk synger spottesange.
14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
Hør min bøn og hjælp mig.
15 Træk mig op af det dybe dynd,
lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
lad mig ikke drukne i dybet.
16 Lad ikke bølgerne begrave mig.
Lad ikke dybet opsluge mig.
Lad ikke døden få det sidste ord.
17 Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld,
hjælp mig i din store nåde.
18 Vend dig ikke bort fra din tjener,
skynd dig at redde mig ud af min nød.
19 Kom til mig og frels mig,
fri mig fra mine fjenders magt.
20 Du ved, hvad de siger om mig,
hvordan de håner og spotter mig.
Du kender mine fjender,
og du ved, hvad de siger.
21 Deres hån har taget så hårdt på mig,
at jeg fuldstændig har mistet modet.
Ingen havde medlidenhed med mig,
ingen var villig til at trøste mig.
22 De ville have mig til at spise deres giftige mad,
og de ville slukke min tørst med sur vin.
23 Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
24 Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.[a]
25 Udøs din vrede over dem,
lad din harme fortære dem.
26 Lad deres hjem ligge øde hen,
lad ingen mere bo i deres telte.
27 Du opdrager mig,
men de håner mig.
Mens jeg lider under min straf,
spreder de falske rygter om mig.
28 Straf dem for alle deres synder,
lad dem ikke undslippe.
29 Slet deres navne af livets bog,[b]
så de ikke tælles med blandt dit folk.
30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
Red mig snart fra min elendighed.
31 Så vil jeg prise og tilbede dig,
ophøje dig med takkesange.
32 For i dine øjne er dét mere værd
end at ofre både okser og tyre.
33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
vil de glæde sig og fatte nyt mod.
34 For Herren hører den ydmyges råb,
han foragter ikke dem, han opdrager.
35 Selv himlen og jorden skal prise ham,
havet og fiskene stemme i med lovsang.
36 Ja, Gud vil redde Jerusalem
og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
og tager landet i eje som før.
37 Hans tjeneres børn får det i arv,
de, som elsker Herren, skal bo der.
Gud er retfærdig og god
73 En sang af Asaf.
Gud er god mod sit folk,
mod dem, hvis hjerte er rent.
2 Men jeg var på nippet til at miste min tro,
jeg var kommet snublende nær til afgrunden.
3 For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse,
de har jo fremgang på trods af deres ondskab.
4 Alt går så glat og sorgløst for dem,
de er raske og strutter af sundhed.
5 De bekymrer sig ikke om noget som helst,
eller plages af problemer som os andre.
6 Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod,
de omgiver sig med vold, som var det en kappe.
7 Ondskaben vælter ud af deres indre,
deres tanker er fyldt med nedrige planer.
8 Deres tale er ondskabsfuld og hånlig,
de er fyldt med foragt og trusler mod andre.
9 De gør oprør mod Gud i Himlen
og opfører sig, som om de ejede hele jorden.
10 Derfor bøjer folket sig for dem
og giver dem alt, hvad de forlanger.[a]
11 „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de.
„Den Højeste Gud aner ingenting.”
12 Sikken et grusomt hovmod.
Deres velstand øges,
uden at de anstrenger sig for det.
13 Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst.
Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv.
14 Det giver mig kun problemer dagen lang,
og jeg pines fra morgen til aften.”
15 Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan,
ville jeg være en forræder mod dit folk.
16 Jeg har prøvet at forstå det,
men det er bestemt ikke let.
17 Så gik jeg ind i dit tempel, Gud,
og du forklarede mig de ondes endeligt.
18 Jeg indså, at de er ude på et skråplan,
du vil straffe dem med døden engang.
19 På et øjeblik er det forbi med dem,
de vil opleve en frygtelig afslutning på livet.
20 Deres liv er som en drøm,
der forsvinder, når man vågner.
Når du griber ind, Herre,
bliver det enden på deres drømmeliv.
21 Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet,
hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.
22 Dengang var jeg dum og uvidende,
som et dyr, der intet forstår.
23 Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
Du holder fast ved min højre hånd.
24 Du rådgiver mig på livets vej,
og til sidst går jeg ind til herligheden.
25 Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud,
ingen andre i verden kan jeg stole på.
26 Kroppen kan svigte og livsmodet synke,
men du er min tilflugt og tryghed for evigt.
27 Alle, der vender dig ryggen, går til grunde,
du udrydder dem, der gør oprør imod dig.
28 At leve i Guds nærhed er min lykke!
Jeg har valgt at stole på Herren, min Gud,
og vidne om alle hans velgerninger.
27 Da jeg, Ezra, havde læst brevet, udbrød jeg: „Lovet være Herren, vores fædres Gud, som lagde et ønske på kongens hjerte om at udsmykke og herliggøre Herrens tempel i Jerusalem, 28 og som gjorde kongen, hans rådgivere og mægtige embedsmænd venligt stemt overfor mig.” Fordi Herren, min Gud, på den måde hjalp mig, fik jeg mod til at overtale nogle af Israels ledende mænd til at rejse til Jerusalem sammen med mig.
21 Mens vi opholdt os ved Ahavafloden, udråbte jeg en faste, så vi på den måde kunne ydmyge os for Gud og bede om en vellykket rejse og om beskyttelse over os selv, vores børn og vores ejendele. 22 Jeg brød mig nemlig ikke om at bede kongen om soldater og ryttere til at hjælpe os mod fjenderne undervejs. Vi havde jo netop sagt til kongen: „Vores Gud beskytter alle dem, som tilbeder ham. Men ulykke rammer dem, som vender sig fra ham.” 23 Altså fastede vi og bønfaldt Gud om at være med os. Og det var han.
24 Jeg indsatte derefter 12 af præsterne som ledere, og desuden indsatte jeg Sherebja, Hashabja og ti andre som ledere af levitterne. 25 Dem overlod jeg så ansvaret for sølvet, guldet, fadene, skålene og de øvrige ting, som kongen og hans embedsmænd samt Israels folk havde skænket til Guds hus. 26 Da jeg overdrog dem disse værdier, vejede jeg guldet og sølvet og fandt, at der var 22 tons sølv og 3,4 tons guld, samt sølvgenstande med en totalvægt på 3,4 tons, 27 20 guldbægre til en værdi af 1000 guldmønter og to smukke bronzeskåle så fine og værdifulde, som var de af guld. 28 De førnævnte mænd indviede jeg til Herren tillige med skattene, de havde ansvar for, pengene og alt tempeludstyret, der var blevet givet som frivillige ofre til Herren, vores fædres Gud.
29 „Pas godt på alle disse ting,” sagde jeg til dem, „for I har ansvaret for dem, indtil de bliver vejet igen i Herrens hus i Jerusalem og kvitteret for af præsterne, levitterne og folkets ledere.” 30 Præsterne og levitterne overtog så ansvaret for at bringe pengene og udstyret til Guds hus i Jerusalem.
31 Den 12. dag i den første måned var vi klar til at bryde op fra vores lejr ved Ahava for at rejse til Jerusalem. Og Gud beskyttede os imod fjender og banditter undervejs. 32 Da vi var ankommet til Jerusalem i god behold, hvilede vi ud de første tre dage. 33 På fjerdedagen efter ankomsten blev guldet, sølvet og tempeludstyret vejet i templet og overdraget til Meremot, søn af præsten Urija. Han blev assisteret af Eleazar, søn af Pinehas, samt levitterne Jozabad, søn af Jeshua, og Noadja, søn af Binnuj. 34 Alting blev optalt, vejet og checket af efter listen, og den samlede vægt blev udregnet og nedskrevet.
35 Efter at det var gjort, ofrede alle de hjemvendte judæere brændofre til Israels Gud: 12 tyre for hele Israel, 96 væddere og 77 lam. Som et særligt syndoffer ofrede man 12 gedebukke. 36 Den kongelige befaling blev overdraget til guvernørerne og de højtstående embedsmænd i området vest for Eufratfloden, og fra da af gav de deres støtte til folket og til Guds hus.
Lovprisning til Lammet og indledning til Guds sidste, syvfoldige straf
15 Der kom endnu et stort og forbavsende tegn på himlen. Jeg så syv engle, som skulle udføre syv plager, der var udtryk for Guds sidste vrede og straf.
2 Men først så jeg ligesom et glasklart hav, blandet op med ild, og jeg så dem, der var kommet sejrrigt ud af kampen med uhyret, dets statue og dets tal. De stod ved det glasklare hav. I hånden havde de alle en harpe, som de havde fået af Gud, 3 og de sang en lovprisningssang til Lammet, ligesom Moses takkede Gud med en sejrssang:[a]
„Utrolige og underfulde er dine gerninger,
du den øverste Herre og Gud.
Du handler retfærdigt og sandt,
du, konge over alle folkeslag.
4 Alle må bøje sig for dig, Herre,
og ære dit ophøjede navn,
for du alene er hellig.
Alle folkeslag vil komme til dig,
de vil bøje sig i støvet og tilbede dig,
for de har set dine retfærdige gerninger.”
5 Derefter så jeg, at der blev lukket op ind til den himmelske helligdom, åbenbaringsteltet, 6 og ud derfra kom de syv engle, der skulle udføre de syv plager. De var alle klædt i en skinnende hvid linnedklædning med et guldbroderet bånd over brystet. 7 Et af de fire levende væsener gav hver af de syv engle en guldskål, fyldt med den evige Guds vrede og straf. 8 Helligdommen blev nu fyldt med røgen fra Guds herlighed og magt, og ingen kunne gå derind, før de syv engle havde fuldført de syv plager.
Bespisningen af de 5000(A)
13 Da Jesus fik det at vide,[a] gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen.
14 Da Jesus gik i land, så han en stor folkeskare. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge.
15 Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.”
16 „Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!”
17 „Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene.
18 „Godt! Kom med dem!” sagde Jesus.
19 Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden. 20 Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve. 21 Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.