Book of Common Prayer
Tillid til Gud
56 Til korlederen: En sang af David, dengang han blev taget til fange af filistrene i Gat.[a] Synges til melodien „Den tavse due i det fjerne.”
2 Åh, min Gud, vær mig nådig!
Mine fjender er efter mig,
de plager mig dagen lang.
3 De er ude efter mig hele tiden,
de kappes om at få mig ned med nakken.
4 Men når jeg er bange,
sætter jeg min lid til dig.
5 Jeg stoler på dit ord,
der er ingen grund til frygt.
Hvad kan mennesker gøre mig?
6 De er ude på at gøre mig fortræd,
de lægger onde planer imod mig.
7 De udspionerer mig hele tiden,
overvåger mine skridt for at slå mig ihjel.
8 Lad ikke forbryderne gå fri, Herre.
Lad dem mærke din vrede og straf.
9 Du kender alle mine problemer
og skriver dem ned i din dagbog,
du gemmer mine tårer i din lædersæk.
10 Når jeg råber om hjælp, må fjenderne flygte,
for jeg ved, at du står ved min side, Gud.
11 Jeg stoler på dine løfter, min Herre og Gud,
jeg priser dig, for du holder ord.
12 Der er ingen grund til at frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?
13 De løfter, jeg har givet dig, Gud,
vil jeg opfylde med lovprisningsofre.[b]
14 Du frelser mig fra døden
og redder mine fødder fra at snuble,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
Tillidsfuld bøn om hjælp
57 Til korlederen: En sang af David, dengang han flygtede fra Saul ind i en hule.
2 Åh, min Gud, vær mig nådig og barmhjertig,
for jeg tyer til dig i min nød.
Jeg søger ly under dine vinger,
indtil stormen er drevet over.
3 Jeg råber til den almægtige Gud,
for han fører mig igennem til sejr.
4 Han sender mig hjælp fra Himlen,
han frelser mig fra alle mine fjender.
Han er trofast og god imod mig.
5 Jeg er omringet af blodtørstige løver,
de er klar til at springe på mig.
Deres tænder er spyd og pile,
deres tunge er et skarpt sværd.
6 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
7 Mine fjender satte en fælde for mig,
derfor er jeg dybt bekymret.
De gravede en faldgrube på min vej,
men de kommer selv til at falde i den.
8 Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
jeg vil synge og spille til din ære.
9 Jeg vil gribe min harpe og lyre,
når befrielsens sol står op.[c]
10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
jeg vil synge din pris for de fremmede.
11 Din trofasthed fylder universet,
din godhed når til skyerne.
12 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
Dom over onde magthavere
58 Til korlederen: En sang af David.
2 Mon I fyrster ved, hvad der er ret og rigtigt?
Mon I behandler folk retfærdigt?
3 Nej, I har kun ondskab i tanke,
I giver volden frit løb i landet.
4 I har været onde fra fødslen af,
fra barnsben har I været fulde af løgn.
5 I udspyr slangegift og vil ikke lytte til Gud.
I ligner en døv kobra,
6 der ikke kan høre slangetæmmeren,
lige meget hvor højt han spiller.
7 Knus kæberne på de grusomme løver, Herre.
Bræk alle deres skarpe tænder, Gud.
8 Lad dem forsvinde som vand i ørkenen,
lad dem visne som græs i tørtiden.
9 Lad dem blive til slim som sneglen,
lad dem ende som dødfødte fostre,
der aldrig får lyset at se.
10 Gud vil feje de onde af vejen,
hurtigere end brændet kan få gryden i kog.[d]
11 De gudfrygtige glæder sig, når retten sejrer.
De får lov at vade i de gudløses blod.
12 Da skal folk udbryde:
„Ja, de gudfrygtige bliver belønnet til sidst.
Der er en Gud, som sørger for retfærdighed på jorden.”
Gud straffer ondskab
64 Til korlederen: En sang af David.
2 Hør min bøn, Gud, midt i min nød.
Red mig fra fjendernes angreb.
3 Skærm mig mod deres skumle planer,
beskyt mig mod deres ondskabsfulde list.
4 Deres tunger er som skarpe sværd,
deres ord som giftige pile.
5 De sigter på de uskyldige fra deres baghold,
de skyder dem ned uden skrupler.
6 De mødes for at ægge hinanden til ondskab
og planlægge, hvor de skal sætte deres fælder.
„Ingen opdager noget,” siger de selvsikkert.
7 De udklækker grusomme planer,
som de hemmeligt fører ud i livet.
Et menneskes tanker ligger skjult i sindet.
8 Men Gud vil selv ramme dem med sin straf,
pludselig bliver de gennemboret af hans pile.
9 Deres egne ord vil fælde dem,
og alle, som oplever deres fald,
vil ryste på hovedet i foragt
10 og fyldes af ærefrygt for Gud.
De vil forkynde Guds store undere
og forstå hans retfærdige dom.
11 De gudfrygtige skal glæde sig over Gud
og søge tilflugt hos ham.
Alle de retskafne skal glæde sig.
En takkesang ved høstfesten
65 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Zions Gud, vi vil lovprise dig,
vi vil indfri vore løfter til dig.
3 Du er en Gud, der hører bøn,
og vi kommer alle til dig.
4 Når vi indrømmer vores synd,
oplever vi din nådige tilgivelse.
5 Lykkelige er de, du lader leve i din nærhed.
Vi jubler over alt det gode, du giver os.
6 Du er vores frelser, Gud,
du redder os ved dine mægtige undere.
Du kan give håb til alle og enhver,
hvor de end bor i den vide verden.
7 Du er den almægtige Gud.
Du formede de enorme bjerge,
8 du dæmper bølgernes brusen
og standser nationernes oprør.
9 Alle folkeslag forundres over dine vældige gerninger,
du bliver lovprist både i øst og i vest.
10 Du vander jorden og gør den frugtbar,
du fylder floderne med enorme vandmasser.
Du sørger for væde til jorden,
så der bliver en god høst.
11 Du sender regn til de pløjede marker,
så furerne fyldes med vand.
Du blødgør jorden med regn
og giver grobund for den sæd, der er sået.
12 Når høsten er omme, er laderne fulde,
din velsignelse betyder overflod.
13 Græsgangene i ødemarken glinser af væde,
bakkerne blomstrer af fryd.
14 Fårene flokkes på de frodige enge,
dalene klædes i korn.
Hele dit skaberværk synger af glæde.
David bliver konge over Juda
2 David spurgte nu Herren: „Skal jeg rejse tilbage til Judas land?”
Herren svarede: „Ja!”
„Hvilken by skal jeg slå mig ned i?”
„Hebron,” svarede Herren.
2 Så tog David sine koner, Ahinoam fra Jizre’el, og Abigajil, Nabals enke fra Karmel, 3 samt sine trofaste mænd med deres familier, og de bosatte sig i Hebron og omegn. 4 Derefter kom Judas ledere til David og salvede ham til konge over Juda.
Da David fik at vide, at indbyggerne i Jabesh i Gilead havde begravet Saul, 5 sendte han dem følgende budskab: „Må Herren velsigne jer, fordi I har været trofaste overfor jeres konge ved at give ham en anstændig begravelse. 6 Må Herren i sin trofasthed belønne jer for jeres storsind. Men også jeg vil gøre godt imod jer, fordi I gjorde dette. 7 Selvom Saul nu er død, må I ikke lade hænderne synke eller tabe modet. Judas stamme har allerede udråbt mig til konge.”
Ishboshet bliver konge over Nordriget
8 Men Abner, Sauls hærfører, bragte Sauls søn, Ishboshet, til Mahanajim og udråbte ham til konge over Nordriget. 9 Han kom til at regere over Gilead, Asher, Jizre’el, Efraim og Benjamins stamme, ja, hele Israel[a] bortset fra Judas område.
10-11 Ishboshet var 40 år gammel, da han blev konge, og han regerede ud fra Mahanajim i to år. David regerede over Judas land i syv et halvt år fra Hebron.
Paulus rejser ud med Silas, og Barnabas tager Markus med
36 Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: „Lad os nu vende tilbage for at se, hvordan det går med menighederne i de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord.” 37 Men da Barnabas ønskede at tage Johannes Markus med, 38 gjorde Paulus indsigelser. Han mente ikke, at Markus skulle med dem nu, eftersom han var rejst tilbage, da de kom til Pamfylien, i stedet for at fortsætte i arbejdet sammen med dem.
39 De to mænds uenighed på det punkt blev så skarp, at de besluttede at tage hver sit sted hen. Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Cypern. 40 Men Paulus valgte at tage Silas med, og efter at menighedens ledere havde bedt om, at Gud i sin nåde ville være med dem, 41 tog de af sted og rejste til provinserne Syrien og Kilikien for at styrke menighederne der.
Paulus udvælger Timoteus som sin discipel
16 Paulus og Silas fortsatte rejsen, og efter et kort ophold i Derbe ankom de til Lystra. Her traf de en discipel, der hed Timoteus. Selv om hans far var græker, blev han regnet for at være jøde, fordi hans mor var jøde. 2 Timoteus havde et godt omdømme blandt lederne af menighederne både i Lystra og Ikonion, 3 så Paulus ville gerne have ham med på den videre rejse. Han fik Timoteus omskåret, inden de tog af sted, af hensyn til de mange jøder, de kom i kontakt med. De vidste nemlig alle, at han ikke var blevet omskåret på grund af sin græske far.
4 De rejste nu fra by til by, og de brugte anledningen til at forklare de lokale menigheder de regler, som apostlene og menighedens ledere i Jerusalem havde besluttet, at de burde overholde. 5 Ved den undervisning og opmuntring, menighederne modtog fra Paulus og Silas, blev de styrket i troen og voksede dagligt i antal.
Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er(A)
14 Jesus blev mere og mere kendt, og det varede ikke længe, før også kong Herodes hørte rygterne om ham. Man diskuterede, hvem Jesus egentlig var. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde, og at det var derfor, han kunne gøre mirakler. 15 Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet tilbage, mens andre mente, at han var en profet ligesom de kendte profeter fra gamle dage. 16 Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”
17-19 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: „Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes, 20 men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.
21 Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodes’ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.
22 Herodias’ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have. 23 „Forlang hvad du vil!” råbte han. „Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”
24 Pigen løb ud til sin mor og spurgte: „Hvad skal jeg forlange?”
„Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.
25 Pigen løb tilbage til kongen. „Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, „nu med det samme—på et fad!”
26 Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne. 27 Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes. 28 Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.
29 Da Johannes’ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.