Book of Common Prayer

Om at blive forrådt af sine venner

55 Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.

Herrens trofasthed og hjælp

138 En sang af David.

Guds storhed og omsorg

139 Til korlederen: En sang af David.

Davids reaktion på budskabet om Sauls og Jonatans død

1 Efter at Saul var død, og David var kommet tilbage til Ziklag fra sin sejr over amalekitterne, ² ankom der et par dage senere et sendebud med nyt fra krigen. Han havde revet flænger i sit tøj og kommet jord på hovedet som tegn på sin store sorg. Han gik hen til David og kastede sig til jorden foran ham i dyb respekt.

³ „Hvor kommer du fra?” spurgte David.

„Fra Israels hær,” svarede manden.

⁴ „Hvordan gik det?” spurgte David. „Fortæl mig om slaget!”

Manden svarede: „Hele hæren flygtede over hals og hoved, og mange mænd lå sårede eller døde på slagmarken. Også Saul og hans søn Jonatan omkom.”

⁵ „Er du sikker på det?”

⁶ „Ja, jeg så med mine egne øjne, hvordan Saul på Gilboahøjen holdt sig oppe ved hjælp af sit spyd, mens fjendens stridsvogne indkredsede ham. ⁷ Da han fik øje på mig, kaldte han på mig. ⁸ ‚Hvem er du?’ spurgte han. ‚Jeg er amalekit!’ svarede jeg. ⁹ ‚Kom her hen og giv mig dødsstødet!’ bad han. ‚Jeg er allerede dødeligt såret.’ ¹⁰ Så gik jeg hen og dræbte ham, for jeg kunne se, at han var så hårdt såret, at han ikke kunne overleve. Derefter tog jeg hans krone og en af hans armringe, som jeg hermed overrækker til Dem, nådige herre.”

¹¹ Da David og hans mænd hørte, at Saul var død, rev de også flænger i deres tøj som tegn på sorg. ¹² Og resten af dagen sørgede, fastede og græd de over Saul og hans søn Jonatan, ja, over alt Herrens folk og over de faldne israelitter.

¹³ David spurgte manden, som havde bragt dem budskabet: „Hvor er du fra?”

Han svarede: „Jeg er en amalekit, der bor som fremmed iblandt israelitterne.”

^14-16 „Hvordan kunne du få dig selv til at dræbe Guds salvede konge?” udbrød David. „Du har selv indrømmet, at du dræbte ham. Derfor skal du dø.” Derpå vendte David sig til en af sine mænd og sagde: „Dræb ham!”

²² Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samråd med hele menigheden at sende nogle repræsentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De mænd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas. ²³ De fik følgende brev med:

Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.

Til de ikke-jødiske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.

Mange hilsener til jer alle!

²⁴ Vi har fået at vide, at nogle folk herfra har skabt en del uro hos jer ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved jeres frelse. Det har vi imidlertid aldrig bedt dem om, ²⁵ og vi er derfor blevet enige om at sende jer to udvalgte mænd fra menigheden her sammen med vores elskede Barnabas og Paulus, ²⁶ som jo har vovet livet i arbejdet for vores Herre, Jesus Kristus. ²⁷ Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan bekræfte det, som vi her skriver om.

²⁸ Helligånden og vi har besluttet, at der ikke skal lægges nogen større byrde på jer, end det er strengt nødvendigt. ²⁹ Det vil sige, at I skal holde jer fra at spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod. Desuden skal I holde jer fra al seksuel synd. Hvis I overholder det, handler I ret. Lev vel!

³⁰ De fire mænd tog så af sted til Antiokia, hvor de kaldte menigheden sammen og overrakte dem brevet. ³¹ Da brevet var blevet oplæst, blev der glæde i hele menigheden over de opmuntrende ord. ³² Judas og Silas var profeter, og de opmuntrede og styrkede menigheden gennem flere budskaber. ³³ De blev i byen et stykke tid, hvorefter de vendte tilbage til Jerusalem med hilsen og tak til dem, der havde sendt dem.^{[a] 35} Paulus og Barnabas opholdt sig endnu en tid i Antiokia for sammen med mange andre at undervise og forkynde Herrens ord.

Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby^(A)

6 Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. ² Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? ³ Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose,^[a] Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias.

⁴ Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.” ⁵ Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem. ⁶ Og han undrede sig meget over deres mangel på tro.

Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.

Jesus udsender de 12 disciple^(B)

⁷ En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud ^8-9 og sagde til dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end deres vandringsstav. „I skal hverken tage mad eller penge med,” fortsatte han, „heller ikke en taske med ekstra tøj og sandaler. ¹⁰ Når I kommer til et hjem, hvor de tager imod jer, skal I blive boende dér. Lad være med at flytte fra hus til hus. ¹¹ Hvis ingen vil invitere jer indenfor eller høre på jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at fra nu af er de overladt til deres egen skæbne.”

¹² Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle ændre deres indstilling og tro på Jesus. ¹³ De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.