Book of Common Prayer
Guds trøst under vanskelige forhold
49 Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter,
for det er dem, der giver mig håb.
50 Hver gang jeg kommer ud for modstand,
giver dit ord mig nyt mod på livet.
51 Hån og spot hagler ned over mig,
men jeg holder fast ved dit ord.
52 Herre, jeg holder mig dine bud for øje,
de har stået deres prøve, og de giver mig trøst.
53 Harmen vælder op i mig,
når de gudløse gør nar af dine bud.
54 Hvor jeg end opholder mig,
hylder jeg dine befalinger med glæde.
55 Herre, selv om natten tænker jeg på dig,
også da vil jeg adlyde dine bud.
56 Hver dag vil jeg følge dine bud,
for det giver mig glæde i livet.
At handle på Guds bud
57 Jeg bygger mit liv på dig, Herre,
og jeg har besluttet at følge dine bud.
58 Jeg beder dig af hele mit hjerte:
vær nådig imod mig, som du har lovet.
59 Jeg har gjort status over mit liv
og har valgt at rette mig efter dit ord.
60 Jeg vil ikke vente eller tøve,
men straks gøre det, du siger, jeg skal.
61 Jeg vil aldrig glemme din lov,
selv om de gudløse prøver at få mig i fælden.
62 Jeg kan stå op midt om natten
for at takke dig for dine gode love.
63 Jeg er ven med alle, der tjener dig
og overholder dine forordninger.
64 Jorden er fuld af din trofasthed, Herre,
lær mig at forstå dine bud til bunds.
Guds bud og samvittigheden
65 Du har holdt dit løfte, Herre.
Du har velsignet mig som din tjener.
66 Dine befalinger og bud er gode,
lær mig at forstå dem og bruge dem ret.
67 Der var engang, hvor jeg gik mine egne veje,
men du ydmygede mig, og nu følger jeg dit ord.
68 Du er god og gør altid det gode.
Hjælp mig at adlyde dine befalinger.
69 Det kan godt være, de gudløse bagtaler mig,
men jeg vil helhjertet holde din lov.
70 De er både tykhovedede og stivnakkede,
men at adlyde dit ord giver mig glæde.
71 Det var godt, at du ydmygede mig,
så jeg kunne lære at overholde dine bud.
72 Dit ord er mere værd for mig
end guld og sølv i dynger.
Rigdom set i dødens perspektiv
49 Til korlederen: En sang af Koras slægt.
2 Hør her, alle folkeslag,
lyt til mig, alle folk på jorden,
3 høj og lav, rig og fattig.
4 Jeg taler med visdom,
og mine tanker er fulde af indsigt.
5 Jeg har lyttet til mange ordsprog
og giver min indsigt videre med sang og musik.
6 Jeg har intet at frygte i vanskelige tider,
selv om bedragere omringer mig på alle sider.
7 De stoler på deres rigdom,
praler af alt det, de ejer.
8 Men ingen kan betale sig fra at skulle dø,
for Gud bestemmer, hvornår livet er slut.
9 Gud har sat prisen så højt,
at den slags aldrig kan lade sig gøre.
10 Ellers kunne den rige jo leve evigt
og aldrig opleve død og grav.
11 Alle ved, at selv vise folk dør.
De ender i graven akkurat som tåberne
og efterlader deres rigdom til andre.
12 Selv om de er kendt og ejer både gods og guld,
bliver graven deres hjem til slut,
og de vender aldrig tilbage derfra.
13 Selv de rige lever ikke evigt.
De dør ligesom dyrene og forsvinder.
14 Sådan går det med de selvsikre,
dem, der tror, de kan klare alt.
15 Som får bliver de gennet ned i dødsriget.
Det er døden, der driver dem af sted.
Næste morgen går mennesker hen over deres grav,
mens de selv rådner op i deres nye bolig.
16 Men Gud har magt til at redde mit liv,
han kan rive mig ud af dødens kløer.
17 Derfor skal du ikke blive modløs,
hvis nogle bliver styrtende rige,
18 for i døden tager de intet med sig,
deres velstand må de lade tilbage.
19 Om end de er selvsikre hele livet,
og folk berømmer dem for deres succes,
20 så ender de dog hos deres forfædre
og ser aldrig dagens lys igen.
21 De, der stoler på deres rigdom, er uden forstand,
for det går dem som dyrene, de skal alle dø.
Menneskets ondskab
53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.[a]
2 Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
3 Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger ham?
4 Nej, alle er faldet fra, forgiftede af synd.
Ingen gør noget godt, ikke én eneste.
5 „Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
6 En dag skal de gribes af rædsel,
fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
7 Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
da bliver der jubel og glæde i Israel.
Abigajil går i forbøn for Nabal
23 Da Abigajil fik øje på David, steg hun af æslet, bøjede sig til jorden for ham og sagde:
24 „Herre, jeg tager hele skylden på mig. Vær så venlig at høre efter, hvad jeg har at sige. 25 Nabal er ond og hidsig, men tag dig ikke af ham. Han lever helt op til sit navn—han er et stort fjols. Det ærgrer mig, at jeg ikke så de mænd, du sendte til os. 26 Herre, siden Gud har bevaret dig fra at tage sagen i din egen hånd og myrde Nabal, beder jeg af hjertet til, at det må gå dine fjender lige så elendigt, som det skulle have gået Nabal. 27 Tag nu imod denne gave til dig og dine mænd, 28 og tilgiv mig min dristighed. Herren skal lønne dig ved at sikre dit kongedømme, for det er ham, du kæmper for, og der skal ikke ske dig noget ondt, så længe du lever. 29 Selv når du jages af dine fjender, skal du være tryg i Herren, din Guds, hånd. Men dine fjender vil han slynge bort som sten fra en slynge.
30-31 Når Herren har opfyldt alle sine løfter til dig og har gjort dig til konge over Israel, skal du ikke plages af samvittighedskvaler over at have taget loven i din egen hånd og udgydt uskyldigt blod. Når Herren har opfyldt sine løfter til dig, vil jeg bede dig om at tænke på mig med velvilje.”
32 David svarede Abigajil: „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har sendt dig til mig. 33 Jeg er dig dybt taknemmelig for din visdom, som har forhindret mig i at tage loven i min egen hånd og myrde et andet menneske. 34 Jeg sværger ved Herren, Israels Gud, at hvis du ikke var kommet mig i møde, ville alle af mandkøn hos Nabal have været døde inden i morgen tidlig. Nu har Herren afværget denne tragedie.”
35 Derefter tog David imod Abigajils gaver og sagde: „Vend du blot hjem. Du har intet at frygte. Jeg har valgt at følge dit råd.”
36-37 Da hun kom hjem, var Nabal ved at holde gilde. Han var fuld og i højt humør. Derfor fortalte hun ham ikke om sit møde med David før næste morgen, da han var ædru. Da han hørte historien, fik han et slagtilfælde og blev fuldstændig lammet. 38 Ti dage efter tog Herren hans liv.
39 Da David hørte om Nabals død, udbrød han: „Lovet være Herren! Gud har taget hævn over Nabal, fordi jeg undlod at gøre det selv. Nu har Nabal fået den straf, han fortjener.”
Straks sendte David bud til Abigajil og spurgte, om hun ville blive hans kone. 40 Da sendebudene nåede frem til Karmel og overbragte hende Davids anmodning, 41 bøjede hun sig til jorden og sagde: „Jeg er parat til at være den ringeste tjener i Davids hus.” 42 Så sadlede hun sit æsel og tog fem tjenestepiger med sig. Mændene førte hende straks til David, og hun blev Davids kone.
43 David havde også giftet sig med Ahinoam fra Jizre’el, så nu havde han to koner. 44 Hans første kone, Sauls datter Mikal, var i mellemtiden blevet givet til Lajish’ søn, Palti, fra Gallim.
19 Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død. 20 Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen.
Paulus og Barnabas vender tilbage til Antiokia
Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe, 21 hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien. 22 De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de. 23 I hver af menighederne indsatte[a] apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på.
24 Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien. 25 De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia. 26 Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.
27 Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus. 28 Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(A)
35 Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” 36 Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.
37 Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. 38 Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” 39 Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. 40 „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”
41 Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.