Book of Common Prayer
Folket beder for kongen før kampen
20 Til korlederen: En sang af[a] David.
2 Må Herren svare på din bøn, når du er i nød,
må Jakobs Gud bevare dig fra alt ondt.
3 Må han sende dig hjælp fra sin helligdom,
styrke dig fra sin bolig på Zion.
4 Må han mindes alle dine gaver
og acceptere dine brændofre.
5 Må han opfylde dit hjertes længsler
og lade dine planer lykkes.
6 Må vi få anledning til at råbe af glæde,
når vi hører om dine sejre.
Må vi få anledning til at lovsynge vor Gud.
Må Herren svare på alle dine bønner.
Kongen giver udtryk for sin tillid til Herren
7 Jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe sin udvalgte konge.
Han svarer mig fra sin himmelske bolig,
hjælper mig med sin mægtige styrke.
8 Nogle stoler på vogne og ryttere,
men vi stoler på Herren, vor Gud.
9 De skal falde og gå til grunde,
men vi rejser os og står fast.
10 Giv mig sejren, Herre!
Hør os, når vi beder dig om hjælp!
Lovsang efter sejren
21 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, kongen glæder sig over din magt,
han råber af fryd over din sejr.
3 Du har opfyldt hans hjertes ønske,
ikke nægtet ham, hvad han bad dig om.
4 Du kom til ham med rige gaver.
Du satte en gylden krone på hans hoved.
5 Han bad om din velsignelse over sit liv,
og du lovede ham et varigt dynasti.
6 Du gav ham sejre og berømmelse,
du tildelte ham ære og værdighed.
7 Din velsignelse følger ham altid,
dit nærvær fylder ham med usigelig glæde.
8 Han stoler på Herren og skal aldrig snuble,
for den Almægtiges trofaste nåde bevarer ham.
9 Du opsporer alle dine fjender,
tilintetgør enhver, som hader dig.
10 Når du viser dig, brænder de op som i en ovn,
du opsluger dem i vrede, lader ild fortære dem.
11 Du fjerner deres børn fra jordens overflade,
deres slægt dør fuldstændig ud.
12 Selv om de sætter sig op imod dig,
vil deres onde planer ikke lykkes.
13 De vender om og flygter,
når du sender dine pile.
14 Rejs dig, Herre, i din vældige styrke.
Med sang og spil vil vi lovprise din magt.
Den mægtige konge
110 En sang af David.
Herren sagde til min Herre:
„Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.”
2 Herren vil give dig et mægtigt kongerige,
fra Zion skal du herske over alle dine fjender.
3 Dit folk kommer villigt på kampens dag,
din hær af friske unge samles ved solopgang på det hellige bjerg.[a]
4 Herren har aflagt et løfte, som aldrig kan rokkes:
„Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”
5 Herren er ved din side, han er din styrke,
han knuser de fjendtlige konger i sin vrede.
6 Han holder dom over folkeslagene,
han knuser jordens ledere, dalene fyldes med lig.
7 Han drikker af en bæk langs vejen,
han rejser sig med fornyet styrke.
Hjælp i dødsangst
116 Jeg elsker Herren,
for han hører min bøn.
2 Han lytter til mit råb om hjælp,
jeg vil bede til ham, så længe jeg lever.
3 Døden holdt mig i sit kvælertag,
jeg var dødsens angst og dybt fortvivlet.
4 Da råbte jeg: „Herre, red mig fra at dø!”
5 Herren er god og nådig.
Vor Gud er fuld af barmhjertighed.
6 Han hjælper dem, der råber om hjælp,
han frelste mig i nødens stund.
7 Min sjæl, fald til ro igen,
for Herren har bevist sin godhed.
8 Han reddede mig fra døden,
mit øje fra gråd, min fod fra fald.
9 Jeg er stadig i live,
og jeg vil altid følge Herrens vej.
10 Jeg troede, og derfor talte jeg.
„Herre!” råbte jeg. „Jeg er i stor nød!”
11 I min bitre angst sagde jeg:
„De er alle sammen fulde af løgn!”
12 Hvad kan jeg give til Herren
for al hans godhed imod mig?
13 Jeg vil takke ham for min redning
med et drikoffer.
14 Jeg vil bringe ham de ofre, jeg har lovet,
for øjnene af hele folket.
15 Herren elsker sit folk,
han griber ind, hvis nogen er nær ved at dø.
16 Herre, jeg er din tjener, en simpel slave.
Tak, fordi du reddede mig fra døden.
17 Jeg vil bringe dig takofre
og lovprise dig.
18 Jeg vil bringe de ofre, jeg lovede,
for øjnene af hele folket,
19 midt i din helligdom, Herre,
midt i Jerusalem.
Halleluja!
Herrens godhed og trofasthed
117 Pris Herren, alle nationer.
Lovsyng ham, alle folkeslag.
2 For hans godhed mod os er stor,
hans trofasthed varer for evigt.
Halleluja!
David kæmper mod Goliat
31 Det rygtedes hurtigt i lejren, hvad David havde sagt. Da kong Saul fik det at vide, sendte han bud efter ham.
32 „Du må ikke lade dig slå ud af den overmodige filister,” sagde David til Saul. „Jeg skal nok gøre det af med ham.”
33 „Det kan du ikke,” sukkede Saul. „Du er ung og uerfaren, mens den mand har været kriger fra sin ungdom af.”
34 Men David svarede: „Jeg har i årevis vogtet min fars får. Hvis der kom en løve eller en bjørn og tog et lam fra hjorden, 35 løb jeg efter dyret, fældede det med min slynge og rev lammet ud af gabet på det. Hvis dyret så angreb mig, greb jeg fat i dets pels og slog det ihjel. 36 Jeg har slået både løver og bjørne ihjel, og nu skal det gå den her uomskårne filister på samme måde, for han har udfordret den levende Guds hær. 37 Den Gud, som frelste mig fra løvers og bjørnes kløer, vil også hjælpe mig imod den filister.”
„Godt,” svarede Saul, „så gå imod ham. Og må Herren være med dig.”
38 Saul gav nu David sin egen rustning med både bronzehjelm og brynje. 39 David spændte bæltet med sværdet om livet, men han kunne ikke bevæge sig med alt det på. Han havde jo aldrig prøvet det før. „Jeg kan dårligt bevæge mig i den mundering,” sagde han og tog det hele af igen. 40 I stedet udvalgte han sig fem glatte sten ved bækken og lagde dem i sin hyrdetaske, og med sin hyrdestav og sin slynge gik han Goliat i møde. 41-42 Goliat kom gående hen imod David med skjoldbæreren foran sig. Da han fik øje på ham, snerrede han i foragt over den lille rødmossede fyr, der vovede sig frem imod ham.
43 „Hvad regner du mig for? En hund?” brølede han til David. „Du kommer jo imod mig med en kæp!” Så forbandede han David ved alle sine guder 44 og tilføjede: „Kom herhen, så skal jeg gøre dig til føde for fuglene og de vilde dyr!”
45 Men David råbte tilbage: „Du kommer imod mig med sværd, spyd og lanse, men jeg kommer imod dig i Herrens navn! Du har hånet ham, skønt han er Anføreren for de himmelske hære og for Israels styrker! 46 Derfor vil Herren gøre det af med dig i dag. Jeg vil slå dig ihjel og hugge hovedet af dig, så det er dig og dine folk, der bliver til føde for fuglene og de vilde dyr. På den måde får hele verden at se, at der er en Gud i Israel! 47 Og Israel skal lære, at Herren ikke giver sejr ved sværd og spyd, når han vil gennemføre sine planer. I dag vil han udlevere jer til os.”
48 Da Goliat nærmede sig, løb David ham i møde. 49 Han stak hånden i sin hyrdetaske, fiskede en sten op, slyngede den rundt og lod den flyve mod filisterens hoved. Stenen borede sig ind i Goliats pande, og han faldt næsegrus til jorden.
Apostlene i Jerusalem accepterer, at Messias ikke kun kom for jødernes skyld
11 Det varede ikke længe før apostlene og menighederne rundt omkring i Judæa hørte, at en gruppe ikke-jøder havde taget imod Guds ord. 2 Da Peter vendte tilbage til Jerusalem, måtte han stå skoleret for menighedens ledere dér. 3 „Du har besøgt en ikke-jødisk familie, og du har oven i købet spist sammen med dem!” lød anklagen. 4 Peter fortalte dem så fra ende til anden, hvad der var sket: 5 „En dag, mens jeg var i bøn i Joppe, havde jeg et syn,” forklarede han. „Noget blev sænket ned fra himlen. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner, og den dalede ned foran mig. 6 Jeg stirrede på den og så alle mulige slags pattedyr, rovdyr, krybdyr og fugle. 7 Så hørte jeg en stemme sige: ‚Rejs dig, Peter, slagt og spis.’ 8 ‚Ikke tale om, Herre!’ svarede jeg. ‚Sådan nogle urene dyr har jeg aldrig spist.’ 9 Men stemmen talte igen: ‚Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.’ 10 Det skete tre gange, og så forsvandt det hele op i himlen.
11 I det samme stod der tre mænd uden for huset, hvor jeg opholdt mig. De var kommet fra Cæsarea for at hente mig. 12 Helligånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre indvendinger. De seks mænd, der står her, fulgte også med, og vi tog så op til mandens hus. 13 Da vi ankom, fortalte han os, hvordan en engel pludselig havde stået foran ham og havde sagt til ham: ‚Send bud til Joppe efter en, der hedder Simon Peter. 14 Han vil fortælle dig, hvordan du selv og hele din husstand kan blive frelst.’
15 Men så snart jeg begyndte at tale til dem, faldt Helligånden på dem, akkurat som det skete for os i begyndelsen. 16 Så kom jeg i tanke om, hvad Herren havde sagt: ‚Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligåndens kraft!’ 17 Gud gav altså de her ikke-jøder den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus, Messias. Hvem er da jeg, at jeg skulle stille mig i vejen for Gud?”
18 Da de hørte den beretning, blev de først helt stille. Derefter begyndte de at lovprise Gud og sagde til hinanden: „Så er det altså Guds ønske, at det ikke kun er jøderne, der skal vende om fra deres synd og modtage det evige liv.”
Jesus begynder at fortælle om Guds rige(A)
14 Kort tid efter blev Johannes sat i fængsel af kong Herodes,[a] og Jesus begyndte at gå rundt i Galilæa og fortælle de gode nyheder fra Gud. 15 „Nu er tiden inde!” sagde han. „Nu er Guds rige kommet. I skal ændre jeres indstilling og tro på det glædelige budskab, som jeg bringer jer.”
Jesus udvælger sine første disciple(B)
16 En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, fik han øje på to mænd, som var i færd med at fiske med kastenet i søen. Det var Simon og hans bror Andreas. 17 „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” råbte Jesus til dem. 18 Øjeblikkelig forlod de deres net og fulgte ham som hans disciple.[b]
19 Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på Zebedæus’ sønner, Jakob og Johannes. De sad i deres båd og rensede nettene. 20 Da Jesus kaldte på dem, gik de straks med ham. De efterlod deres far i båden sammen med de folk, han havde i arbejde.
Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder(C)
21 Snart efter nåede Jesus og hans disciple frem til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik de ind i synagogen, og Jesus fik anledning til at undervise der. 22 Hans ord gjorde dybt indtryk på de forsamlede, for han talte med en autoritet, som de ikke var vant til fra de skriftlærde.
23 Blandt tilhørerne var der en mand, som var plaget af en ond ånd. 24 Pludselig begyndte den onde ånd i manden at råbe: „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”
25 „Ti stille, og kom ud af ham,” befalede Jesus. 26 Den onde ånd fik manden til at ryste voldsomt og fór så skrigende ud af ham.
27 De tilstedeværende blev grebet af forfærdelse og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvad er det her for noget? Det er en helt ny måde at undervise på, og sikken en autoritet han har. Selv de onde ånder adlyder ham!” 28 Det, der var sket, rygtedes hurtigt ud over hele den del af Galilæa.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.