Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 16-17

Glæden i Guds nærvær

16 En sang af David.

Åh, Gud, beskyt mig,
    for jeg søger ly hos dig.
Du er min Herre, og alt det gode,
    jeg har oplevet, kommer fra dig.

De gudfrygtige i landet er mine helte,
    og jeg glæder mig over dem.
Men de, som tilbeder andre guder,
    oplever mange sorger.
Jeg vil ikke nævne deres guders navne
    eller være med til at bringe dem ofre.

Herre, du opfylder alle mine behov,
    mit liv er i dine hænder.
Du har velsignet mig med et herligt land
    og givet mig en vidunderlig arv.

Jeg vil prise Herren, min Rådgiver,
    selv om natten vejleder han mig.
Jeg stoler altid på Herren.
    Han står ved min side, så jeg ikke falder.
Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
    Også mit legeme er i sikkerhed,
10 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
    Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.
11 Du har vist mig vejen til livet,
    hos dig fyldes jeg med glæde,
        du giver mig den evige herlighed.

Et gudfrygtigt menneskes bøn

17 En bøn af David.

Herre, lyt til mig,
    for jeg er gudfrygtig.
Hør min bøn,
    for den kommer fra et oprigtigt hjerte.
Frikend mig, Herre,
    du kender dem, som gør det rette.
Du er klar over mine motiver,
    du kender mine inderste tanker.
Når du gransker mit hjerte, finder du intet forkert.
    Jeg har besluttet ikke at synde med mine ord.
Jeg har altid fulgt din vejledning
    og holdt mig fra onde menneskers handlinger.
Jeg har nøje fulgt den afmærkede sti,
    ikke vaklet, når det gjaldt at adlyde dine bud.
Jeg beder til dig, Gud,
    for jeg ved, du svarer mig.
        Bøj dig ned og lyt til mine ord.
Vis mig din trofaste nåde,
    for du redder dem, der søger ly hos dig fra deres fjender.
Beskyt mig, som du beskytter dit eget øje.
    Gem mig under dine vingers skygge.
Red mig fra de gudløse, som angriber mig,
    fra de morderiske fjender, som omringer mig.
10 De kender ikke til at vise nåde,
    men er fulde af hovmod.
11 De opsporer mig og omringer mig,
    de er parat til at gøre det af med mig.
12 De er som rovdyr på jagt efter bytte,
    som unge løver, der ligger på lur.
13 Kom og slå dem ned, Herre.
    Brug din magt til at redde mig fra dem.
14 Frels mig med din stærke hånd, Herre,
    red mig fra disse mordere.
De er rige og får alt, hvad de peger på.
    De har mange børn og kan efterlade dem en rigelig arv.[a]
15 Men jeg er uskyldig og ser frem til at se dit ansigt.
    Når jeg vågner, vil du åbenbare dig for mig.

Salme 22

En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp

22 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.

Min Gud! Min Gud!
    Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
    Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
Dag efter dag råber jeg til dig,
    men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
    men du giver mig ingen trøst.
Du sidder på din hellige trone,
    du er den, som Israel lovsynger.
Vore forfædre stolede på dig,
    og du reddede dem.
Du hørte deres nødråb og befriede dem,
    du skuffede aldrig deres tillid til dig.

Men jeg føler mig som en ussel orm,
    jeg bliver hånet og foragtet af alle.
Enhver, der ser mig, griner ad mig,
    ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
„Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
    „Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
    så burde han gribe ind og frelse ham!”

10 Herre, du var der, da jeg blev født,
    du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
    hele mit liv har du været min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig nu,
    for jeg er undergangen nær,
        og ingen andre kan hjælpe mig.

13 Frygtindgydende fjender har omringet mig,
    som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14 Som sultne og brølende løver
    kommer de imod mig med åbent gab.
15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
    alle mine knogler føles, som er de gået af led,
    mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16 Mine læber er tørre som potteskår,
    min tunge klistrer til ganen,
        du har bragt mig til gravens rand.
17 Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
    en bande af forbrydere omringer mig.
        De har gennemboret[a] mine hænder og fødder.
18 Jeg kan tælle alle mine knogler.
    Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19 De deler mine klæder imellem sig
    og trækker lod om min kjortel.
20 Herre, hold dig ikke på afstand.
    Du er min redning, kom mig til hjælp.
21 Frels mig fra døden,
    red mig fra de vilde hunde.
22 Lad mig undslippe løvens gab,
    lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.

Gud, du har hørt min bøn.
23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
    jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24 Pris Herren, I, der kender ham,
    giv ham ære, Jakobs efterkommere,
        vis ham ærefrygt, Israels folk,
25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
    han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
        Han lyttede til mit råb om hjælp.

26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
    jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
    de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
        Må de altid leve under din velsignelse.

28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
    alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29 For magten tilhører dig,
    du er Konge over alle nationer.
30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
    Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31 Jeg vil leve for dig,
    og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
    om dine underfulde gerninger.
32 De skal fortælle om din nåde og frelse
    til slægter, som endnu ikke er født.

1 Samuel 17:17-30

17 En dag sagde Isaj til David: „Tag den her sæk ristede korn og de her ti brød med til dine brødre i Sauls hær, 18 og giv de her ti stykker ost til deres anfører. Find ud af, hvordan dine brødre har det, og sørg for at bringe et brev eller noget andet med tilbage fra dem. 19 De er sammen med Saul og hele hæren i Elahdalen.”

20 David overlod så fårene til en anden hyrde, og tidligt næste morgen tog han af sted. Han ankom til udkanten af lejren, netop som hæren var ved at stille op til kamp og udstødte kampråbet. 21 Israelitterne og filistrene stillede op over for hinanden på hver sin side af dalen. 22 David efterlod sin bagage hos manden, der havde opsyn med forsyningerne, og skyndte sig ud for at finde sine brødre. 23 Mens han talte med dem, trådte Goliat frem og stillede sig op foran filisterhæren, og David hørte, hvordan han råbte sin udfordring til israelitterne. 24 Så snart Israels krigere så ham, flygtede de skrækslagne.

25 „Sikken en kæmpe,” sagde krigerne til hinanden, „han kommer hver dag for at håne Israels hær. Kongen har udlovet en belønning til den, der slår kæmpen ihjel. Han bliver rig, han får kongens datter til kone, og hele hans slægt bliver fritaget for at betale skat.”

26 David henvendte sig nu til nogle af de omkringstående og spurgte: „Hvad får den mand, der slår filisteren ihjel og gør en ende på hans forhånelser? Hvem er egentlig denne ugudelige, uomskårne filister, der tror, han kan tillade sig at håne den levende Guds hær?” 27 Han fik det samme svar igen om den udlovede dusør.

28 Men da Davids ældste bror, Eliab, hørte, hvad David talte med mændene om, blev han vred. „Hvad bestiller du egentlig her?” skældte han. „Har du efterladt de stakkels får i ørkenen? Jeg kender dig. Du er både hovmodig og selvisk. Du er bare kommet for at se på kampen.”

29 „Hvad har jeg nu gjort?” forsvarede David sig. „Der er vel ikke noget forkert i at spørge?”

30 Så gik han hen til nogle andre mænd og stillede samme spørgsmål. De gav ham det samme svar.

Apostelenes gerninger 10:34-48

Kornelius med flere kommer til tro og modtager Helligånden

34 „Nu forstår jeg virkelig, at alle mennesker er lige for Gud,” begyndte Peter. 35 „Han accepterer alle, der ærer ham og handler efter hans vilje, uanset hvilket folk de tilhører. 36 Og det er det budskab, som Gud sendte til Israels folk, idet han forkyndte fred gennem Jesus, Messias: Han er Herre for alle folkeslag. 37 I ved, hvad der er sket i jødernes land, og at det hele startede i Galilæa, efter at Johannes begyndte at døbe. 38 I har hørt om nazaræeren Jesus, hvordan Gud udrustede ham med Helligånd og kraft. Han gik omkring og befriede alle, der lå under for Djævelens herredømme. Det kunne han gøre, fordi Gud var med ham. 39 Vi apostle er vidner om alt det, han gjorde ud over jødernes land, inklusive Jerusalem, hvor han til sidst blev henrettet på et kors. 40 Men Gud oprejste ham fra døden på den tredje dag og lod ham træde synligt frem. 41 Han blev ikke set af alle, men kun af os, som Gud i forvejen havde udpeget til at være vidner. Vi både spiste og drak sammen med ham, efter at han var genopstået fra de døde. 42 Han pålagde os at bevidne hans opstandelse og fortælle det jødiske folk, at det er Jesus og ingen anden, som Gud har indsat til at være dommer over både de levende og de døde. 43 Det er ham, alle profeterne har skrevet om. Han tilgiver mennesker deres synder, hvis bare de tror på ham.”

44 Mens Peter endnu talte, faldt Helligånden på alle dem, der lyttede. 45 De Jesus-troende jøder, der var kommet dertil sammen med Peter, var forbløffede over, at Helligåndens gave nu også var blevet givet til andre end jøderne, 46 men de kunne jo høre dem tale i tunger og prise Gud. 47 Da sagde Peter: „Er der noget i vejen for, at de mennesker her kan blive døbt, siden de har modtaget Helligåndens kraft, akkurat som vi gjorde?” 48 Så gav han besked om, at de skulle døbes til at tilhøre Jesus, Messias. Derefter bad de ham om at blive nogle dage hos dem.

Markus 1:1-13

Johannes Døber og hans budskab(A)

Min beretning handler om Jesus, som er Guds Søn og den ventede Messias.

At der skulle komme en forløber for Frelseren, har Gud forudsagt i de profetiske bøger.[a] Der står jo skrevet:

„Jeg vil sende min udsending foran dig.
    Han skal berede vejen for dig.”[b]

og:

„Der lyder en stemme i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
    Gør vejen klar til hans komme!’ ”[c]

Den omtalte udsending var Johannes Døber. Han opholdt sig i de øde egne, og han sagde til folk, at de skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. Fra Jerusalem og hele Judæaområdet kom folk strømmende til for at se og høre ham. Når de havde bekendt deres synder, døbte han dem i Jordanfloden. Johannes var klædt i en profetkappe vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet.[d] Han levede af græshopper og honning fra vilde bier. Hans budskab var: „Der kommer snart en, som har større magt end jeg har. Jeg er end ikke værdig til at knæle ned og løse remmen på hans sandaler.[e] Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med Helligåndens kraft.”[f]

Jesus bliver døbt med vand og Helligånd(B)

Også Jesus tog af sted fra sin hjemby, Nazaret i Galilæa, og kom til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. 10 Da Jesus efter dåben steg op af floden, så han himlen blive åbnet og Helligånden dale ned imod ham som en due. 11 Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”[g]

Fristelsen i ørkenen(C)

12-13 Straks efter sendte Helligånden Jesus ud i ødemarken, hvor han blev i 40 dage. Dér blev han fristet af Satan, og rundt omkring ham lurede de vilde dyr. Bagefter kom nogle engle og sørgede for mad til ham.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.