Book of Common Prayer
Sørgesang i Babylonien
137 Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
når vi tænkte tilbage på Zion.
2 Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
så vi hængte dem op i piletræerne.
3 Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
vore plageånder pålagde os at være glade:
„Syng en sang om Zion for os!”
4 Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
når vi sygner hen i et fremmed land?
5 Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
må min højre hånd da blive lammet!
6 Gid min tunge må klæbe til ganen,[a]
hvis jeg ikke husker på dig
og sætter dig højere end alt andet.
7 Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
„Riv byen ned, jævn den med jorden!”
8 Babylon, du går din undergang i møde.
Velsignet være dem, der gengælder dig,
hvad du har gjort mod os.
9 Lad dem tage dine spædbørn
og knuse dem mod klippen.
Guds folks sejr og fremgang
144 Af David.
Lovet være du, Herre,
du er min urokkelige Klippe.
Du træner mine hænder til kamp,
du styrker mine fingre til krig.
2 Du er min trofaste beskytter,
mit skjold, min tilflugt og befrier.
Jeg søger ly og hjælp hos dig,
for du giver mig sejr over de fremmede folkeslag.
3 Hvad er et menneske, at du tænker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det.
4 Et menneskes liv er flygtigt som et åndepust,
som en skygge passerer livet forbi.
5 Skub himlens forhæng til side og stig ned,
sæt din fod på bjergene, så de hylles i røg.
6 Send dine lyn, Herre, spred fjenderne,
jag dem på flugt med dine pile.
7 Ræk hånden ned til mig fra himlen,
træk mig op af det frådende dyb.
Red mig fra dette hav af fjender,
befri mig fra de fremmedes magt.
8 De er fulde af løgn,
og de sværger gerne falsk.
9 Jeg vil synge en ny sang til dig, Gud,
spille for dig på en ti-strenget harpe.
10 For du gav dine konger sejr,
du hjalp din tjener David.
11 Red mig fra det dødbringende sværd,
fra fremmede folkeslags herredømme.
De er jo fulde af løgn
og sværger gerne falsk.
12 Gid vore sønner må vokse sig stærke
og stå ranke som store træer.
Gid vore døtre må vokse sig smukke
som de kunstfærdige søjler i paladset.
13 Gid vore lader må blive fulde af al slags afgrøde
og vore får formere sig i tusindvis,
så de står tæt på alle vore marker.
14 Gid vore køer må få masser af kalve.
Jeg beder om, at byens porte ikke bliver brudt ned,
at ingen af os bliver taget til fange,
og at vi bliver skånet for jamren på torvene.
15 Velsignet er det folk, som oplever dette.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud.
Skabningens Herre
104 Min sjæl, pris Herren.
Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
2 du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
3 og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
og farer af sted på vindens vinger.
4 Du bruger stormvinde som dine sendebud
og gør lynene til dine tjenere.
5 Du grundfæstede jorden,
den står urokkeligt fast.
6 Havets vandmasser dækkede den som en klædning
og gik hen over bjergenes tinder.
7 Ved din befaling kom vandene i bevægelse,
de styrtede væk ved din tordenrøst,
8 de strømmede over bjerge og gennem dale,
for at komme til det sted, du havde beredt for dem.
9 Havene fik en grænse at holde sig bagved,
så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
10 Du lod kilder risle frem i dalene
og bække bane sig vej mellem bjergene,
11 så dyrene kan få vand at drikke,
vildæslerne slukke deres tørst.
12 Ved bredden bygger fuglene rede,
fra trækronerne høres deres sang.
13 Fra himlen sender du regn over bjergene,
du velsigner jorden med væde.
14 Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
15 Vin, som giver os glæde,
olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
brød, som giver os styrke og helse.
16 Herren passer de træer, han har plantet,
Libanons cedre får rigeligt med regn.
17 Fuglene bygger rede i træernes grene,
storkene bor i fyrretræernes toppe.
18 Højt på bjerget holder stenbukken til,
mellem klipper er grævlingens skjul.
19 Du skabte månen til at markere årets gang,
solen står op og går ned på den fastsatte tid.
20 Du skabte nattens mørke,
hvor de vilde dyr kommer frem.
21 De unge løver brøler efter bytte,
fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
22 De trækker sig tilbage, når solen står op,
går hjem til deres huler og lægger sig.
23 Da begynder mennesket sin daglige dont,
bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.
24 Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
Jorden er fuld af dine skabninger.
Hvilken mangfoldighed du har skabt.
25 Foran mig ligger det mægtige hav,
det vrimler af liv i alle former og farver.
26 Skibene pløjer sig gennem de store have,
Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
27 Hele skabningen er afhængig af dig,
du giver dem føde i rette tid.
28 Du giver, og de tager imod,
når du åbner din hånd, bliver de mætte.
29 Men vender du ryggen til dem,
bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
dør de og bliver til støv.
30 Din livgivende Ånd har skabende kraft,
du fornyer alt liv på jorden.
31 Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
32 Når han ser på jorden, skælver den.
Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.
33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
prise Gud til mit sidste åndedrag.
34 Må han finde behag i min lovsang,
for han er kilden til al min glæde.
35 Gid der ingen syndere var tilbage,
ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
Halleluja!
16 Sauls udkigsposter i Geba[a] lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.
17 „Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. 18 „Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest,[b] som man brugte, når man ville spørge Herren til råds. 19 Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. „Lad det bare være!” råbte Saul til ham. 20 Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned. 21 De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side. 22 Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre. 23 Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.
Sauls dumhed
24-26 Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: „Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring, 27 Men Jonatan, der ikke havde hørt sin fars erklæring, stak sin stav i en bikage og fiskede lidt honning frem, og da han havde spist honningen, følte han sig stærk igen. 28 En af mændene, som så ham gøre det, sagde: „Din far tog hele hæren i ed og sagde: ‚Forbandet være den, som spiser noget i dag.’ Det er derfor, vi alle er så udmattede.”
29 „Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. „Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning. 30 Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”
10 I Damaskus boede der en discipel, som hed Ananias. Til ham sagde Herren i et syn: „Ananias!” „Ja, Herre,” svarede han. 11 „Gå hen i Den Lige Gade. Find frem til det hus, der tilhører en mand ved navn Judas, og spørg efter Saul fra Tarsos. Han er ved at bede, 12 og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind til ham og lægge hænderne på ham, for at han kan få sit syn igen.”
13 „Jamen, Herre,” udbrød Ananias, „jeg har hørt så mange fortælle om alle de frygtelige ting, han har gjort mod de troende i Jerusalem. 14 Det siges, at han nu har fået fuldmagt fra ypperstepræsterne, så han kan arrestere alle, der tror på dig.”
15 „Gør det nu alligevel,” sagde Herren, „for jeg har udvalgt ham til at forkynde mit budskab både for Israels folk og for andre folkeslag, endog for konger. 16 Jeg vil vise ham, hvor meget han skal komme til at gå igennem for min skyld.”
17 Så gik Ananias hen og fandt Saul, lagde hænderne på ham og sagde: „Bror Saul! Herren Jesus, som åbenbarede sig for dig på vejen hertil, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligåndens kraft.” 18 Straks faldt der noget ligesom skæl fra Sauls øjne, og han kunne se igen, hvorefter han rejste sig og blev døbt. 19 Så spiste han igen og kom hurtigt til kræfter.
Saul i Damaskus
Saul blev hos de Jesus-troende i Damaskus i nogle dage,
32 To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. 33 Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre.
34 Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. 35 Folkeskaren stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!”
36 Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: 37 „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” 38 Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk.[a]
39 Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” 40 Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? 41 Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” 42 Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.”
43 Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.”[b]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.