Book of Common Prayer
Bøn om beskyttelse
140 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, red mig fra onde mennesker,
beskyt mig mod voldelige mænd.
3 Altid har de ondt i sinde,
hele tiden skaber de konflikter.
4 De spiller med tungen som en slange,
deres ord er som dræbende gift.
5 Herre, beskyt mig mod de ondes angreb,
vær mit værn mod de voldsmænd,
som ønsker at få mig ned med nakken.
6 Selvsikre mennesker sætter fælder for mig,
de lægger et net ud og sætter snarer på min vej.
De ligger i baghold for at fange mig.
7 Herre, du er min Gud.
Lyt til min bøn om hjælp.
8 Ja, Herre, du er min redningsmand,
du beskytter mig på kampens dag.
9 Lad ikke de gudløse få deres vilje,
lad ikke deres onde planer lykkes.
10 Lad dem ikke få held til at omringe mig,
men lad deres ondskab ramme dem selv.
11 Lad gloende kul vælte ned over dem,
styrt dem i afgrunden, så de aldrig kommer op igen.
12 Lad ikke løgnere få fremgang i landet,
lad voldsmænd få deres velfortjente straf.
13 Herre, jeg ved, du vil føre de hjælpeløses sag
og forsvare de undertryktes rettigheder.
14 De gudfrygtige har grund til at takke dig,
de retskafne skal bo i din nærhed.
Råb om hjælp
142 En visdomssang og bøn af David, fra dengang han gemte sig i en hule.
2 Jeg råber højt til Herren,
trygler ham om nåde.
3 Jeg udøser min nød for ham,
betror ham mine problemer.
4 Når jeg er modløs og opgivende,
viser du mig den vej, jeg skal gå,
for de har sat fælder op alle vegne.
5 Jeg ser mig omkring til højre og venstre,
men alle virker så ligeglade,
ingen vil føre mig i sikkerhed,
ingen er villige til at hjælpe.
6 Herre, derfor råber jeg til dig,
du er min tilflugt, mit eneste håb.
7 Lyt til min bøn, for jeg er i stor nød.
Red mig, for mine forfølgere er stærke.
8 Hjælp mig ud af det her fængsel,
så jeg atter kan takke og tilbede dig.
Når du griber ind og redder mig,
vil de gudfrygtige samles og takke dig for det.
Endnu en bøn om beskyttelse
141 En sang af David.
Herre, jeg har brug for din hjælp her og nu.
Hør mig, når jeg beder til dig.
2 Lad min bøn være som røgelse, der stiger op,
mine løftede hænder som et aftenoffer.
3 Herre, hjælp mig til at holde min mund
og være varsom med, hvad jeg siger.
4 Hjælp mig til at tage afstand fra det onde,
så jeg ikke roder mig ind i noget forkert
sammen med ugudelige mennesker,
selv om det nok kan være fristende.
5 En kærlig irettesættelse vil jeg tage imod
som forfriskende olie til mit hoved.
Jeg bekæmper det onde med min bøn,
6 og når de gudløse ledere styrtes ned fra klippen,
vil man indse, at jeg havde ret.
7 Deres knogler vil ligge spredt ved gravens rand
som sten, der er pløjet op af marken.[a]
8 Mit blik er rettet mod dig, min Herre og Gud.
Du er min hjælp og min tilflugt,
overgiv mig ikke i onde menneskers hænder.
9 Bevar mig fra deres baghold,
fra forbrydernes fælder.
10 Lad dem selv gå i fælden,
og lad mig gå fri.
Bøn om befrielse
143 En sang af David.
Herre, hør min bøn!
Lyt til mit indtrængende råb!
Svar mig, for du er trofast og god.
2 Fordøm mig ikke, Herre,
for ingen er fejlfri i dine øjne.
3 Mine fjender forfølger mig,
de har spoleret mit liv.
De tvinger mig til at leve i mørket,
som om jeg allerede var død.
4 Modet svigter mig,
jeg er lammet af frygt.
5 Jeg tænker på gamle dage,
jeg mindes dine mægtige undere,
jeg husker det, du gjorde engang.
6 Jeg rækker ud efter dig med længsel,
min sjæl tørster som den tørre jord.
7 Skynd dig at hjælpe mig, Herre,
for jeg kan snart ikke mere.
Vend mig ikke ryggen,
for så er det ude med mig.
8 Lad mig smage din godhed hver morgen,
for det er dig, jeg sætter min lid til.
Vis mig din vilje med mit liv,
for det er dig, jeg ønsker at følge.
9 Frels mig fra mine fjender, Herre,
for det er hos dig, jeg har søgt tilflugt.
10 Lær mig at gøre din vilje,
for det er dig, der er min Gud.
Led mig ved din gode Ånd
til et sted, hvor jeg kan leve i fred.
11 Frels mig, Herre, for din æres skyld,
hjælp mig for din godheds skyld.
12 Uskadeliggør alle mine fjender,
for jeg er din tjener.
19 På den tid fandtes der ikke en eneste smed i hele Israel, for filistrene ville forhindre hebræerne i at ruste sig med sværd og spyd. 20 Derfor var israelitterne tvunget til at opsøge en filistersmed, hver gang de skulle have slebet deres plovskær, hakker, økser eller segl. 21 Prisen for en slibning var 2/3 shekel for plovskær og hakker, 1/3 shekel for økser, segl og pigstave. 22 Denne situation var årsag til, at der ikke fandtes et eneste sværd eller spyd i hele Israels hær, bortset fra Sauls og Jonatans. 23 I mellemtiden var en afdeling af filisterhæren rykket frem og havde besat bjergpasset ved Mikmas.
Jonatans heltedåd og filistrenes nederlag
14 En dag sagde Jonatan til den unge mand, som bar hans våben: „Kom, lad os snige os over til filistrenes udpost på den anden side af bjergpasset.” Men han sagde ikke til sin far, at han tog af sted.
2 Saul og hans 600 mænd lå i lejr ved granatæbletræet på bakken[a] ved Migron. 3 Blandt mændene var også præsten Ahija, som bar den hellige efod. Hans far var Ahitub, Ikabods bror, hans farfar var Pinehas, og hans oldefar var Eli, som havde været Herrens præst i Shilo.
Ingen havde lagt mærke til, at Jonatan havde forladt lejren. 4 For at nå frem til filistrene måtte Jonatan igennem et pas, som lå i en kløft med et stort klippefremspring på hver side. De to klippeformationer var kendt under navnene Botzetz og Sene. 5 Den ene lå mod nord i retning af Mikmas, og den anden mod syd i retning af Geba.
6 „Kom, lad os gå over til de uomskårne og ugudelige filistre,” sagde Jonatan til sin våbenbærer. „Måske vil Herren hjælpe os. Herren kan give os sejr, hvad enten vi er mange eller få.”
7 „Gør, som du vil!” svarede våbendrageren. „Jeg går med dig, lige meget hvad du finder på.”
8-10 „Godt, så hør her,” fortsatte Jonatan. „Vi sørger for, at de opdager os, når vi går derover. Hvis de siger: ‚Bliv stående, vi kommer ned til jer,’ så går vi ikke derop. Men hvis de siger: ‚Kom herop!’ så går vi derop, for så er det et signal fra Herren om, at han vil give os sejr.”
11 Da filistrene nu fik øje på dem, råbte de til hinanden: „Se! Nogle af hebræerne er krøbet frem fra deres skjulesteder.” 12 Så råbte de til Jonatan: „Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”
„Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. „For Herren vil give Israels folk sejren.”
13 Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret. 14 Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal. 15 Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne.
Saul bliver standset af Jesus
9 Saul var stadig fuld af had til Herrens disciple. Han levede og åndede kun for at få dem alle sammen udryddet. Han opsøgte ypperstepræsten i Jerusalem 2 og bad om at få nogle breve med til synagogerne i Damaskus, så han kunne arrestere dem, som holdt sig til „Vejen”,[a] både mænd og kvinder, og bringe dem til Jerusalem som fanger.
3 Kort før han nåede frem til Damaskus, blev han pludselig omsluttet og blændet af et stærkt lys fra himlen. 4 Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme, der sagde: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”
5 „Hvem er du, Herre?” spurgte han.
Stemmen svarede: „Jeg er nazaræeren[b] Jesus, som du forfølger! 6 Men rejs dig nu op og gå ind i byen. Dér vil du få at vide, hvad du skal gøre.”
7 De mænd, der var sammen med Saul, stod målløse. De kunne høre, at der var en, der talte til Saul, men de kunne ikke se nogen. 8 Saul rejste sig langsomt op, men da han åbnede øjnene igen, kunne han intet se. Hans ledsagere tog ham ved hånden og førte ham ind til Damaskus. 9 I de næste tre dage kunne han intet se, og han hverken spiste eller drak noget i den tid.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(A)
26 Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham.
27 En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. 28 Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. 29 For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ 30 Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’[a] 31 For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.