Book of Common Prayer

Lovsang som tak for sejr^[a]

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.

Samuel salver Saul til konge

10 Samuel tog nu sin olieflaske og hældte olien ud over Sauls hoved. Så kyssede han ham på kinden og sagde: „Jeg salver dig, fordi Herren har udpeget dig til at være leder for Israel, hans ejendomsfolk. ² Når du går herfra, vil du træffe to mænd ved Rakels grav i Zeltza i Benjamins land. De vil fortælle dig, at æslerne er fundet, og at din far nu er bekymret for dig og tænker: ‚Hvad er der dog blevet af min søn?’ ³ Og når du kommer til egetræet ved byen Tabor, vil du møde tre mænd, der er på vej til Betel for at tilbede Herren. Den ene af mændene har tre gedekid med sig. Den anden medbringer tre brød og den tredje en lædersæk med vin. ⁴ Mændene vil hilse på dig og tilbyde dig to af brødene, og dem skal du tage imod. ⁵ Derefter kommer du til den hellige by Geba,^[a] hvor filistrenes garnison ligger. Der vil du møde en flok profeter, som er på vej ned fra offerhøjen. De spiller på harpe, tamburin, fløjte og lyre, mens de profeterer. ⁶ Da vil Herrens Ånd komme over dig så stærkt, at du begynder at profetere sammen med dem, og du bliver et helt nyt menneske. ⁷ Når disse ting er sket, kan du trygt gøre, hvad du finder rigtigt, for Gud er med dig. ⁸ Gå derefter ned til Gilgal og vent på mig i syv dage, så kommer jeg for at ofre brændofre og takofre, og så vil jeg sige dig, hvad du skal gøre.”

⁹ Da Saul tog afsked med Samuel og begyndte på hjemrejsen, ændrede Gud hans indstilling, og alle Samuels forudsigelser gik i opfyldelse samme dag. ¹⁰ Da Saul og hans tjener var nået næsten frem til Geba, kom nogle profeter dem i møde. Og Guds Ånd kom over Saul, så han begyndte at profetere.

¹¹ Da de, som kendte Saul, så, hvad der gik for sig, udbrød de: „Hvad går der af Kish’ søn? Er Saul nu også blevet en af profeterne?” ¹² En mand der fra stedet svarede: „Hvem har ansvar for dem?”^[b] Derfor blev det et stående udtryk: „Er Saul nu også blevet profet?”

¹³ Da Saul holdt op med at profetere, gik han op på offerhøjen.

¹⁴ Da han kom hjem, spurgte hans farbror: „Hvor i alverden har du været henne?” „Ude og lede efter æslerne,” svarede Saul. „Men vi kunne ikke finde dem. Derfor opsøgte vi profeten Samuel for at finde ud af, hvor de var.”

¹⁵ „Aha!” udbrød onklen. „Og hvad sagde Samuel så?”

¹⁶ „At æslerne var i god behold,” svarede Saul uden at fortælle noget om, at Samuel også havde salvet ham til konge.

¹³ Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. ¹⁴ Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. ¹⁵ Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.

¹⁶ Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. ¹⁷ Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”^[a] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. ^18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. ²⁰ Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. ²¹ Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

²² Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, ²³ som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. ²⁴ Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. ²⁵ Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.

De jødiske lederes uærlighed^(A)

²³ Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

²⁴ „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. ²⁵ Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”

De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. ²⁶ Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”

²⁷ Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”

De jødiske lederes hykleriske ulydighed

²⁸ „Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ ²⁹ ‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. ³⁰ Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. ³¹ Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”

„Det gjorde den første,” svarede de.

„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. ³² For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”