Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 118

Lovsang som tak for sejr[a]

118 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid.
Syng med, Israels menighed:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”
Syng med, Arons præsteslægt:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”
Syng med, alle I, der kender Herren:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”

I min nød bad jeg til Herren,[b]
    han svarede og satte mig fri.
Herren er med mig, så jeg vil intet frygte.
    Hvad kan mennesker gøre mig?
Herren hjælper mig,
    han besejrer alle mine fjender.
Det er bedre at stole på Herren
    end at sætte sin lid til mennesker.
Det er bedre at søge hjælp hos ham
    end at stole på stormænd og fyrster.
10 Jeg var omringet af fjendtlige hære,
    men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
11 De kom imod mig fra alle sider,
    men i Herrens kraft sejrede jeg over dem.
12 De sværmede om mig som bier,
    de blussede op som ild i en bunke kvas,
        men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
13 Jeg blev angrebet hårdt og var ved at bukke under,
    men Herren kom mig til undsætning.
14 Herren hjalp mig og gav mig styrke,
    han gav mig sejr over mine fjender.
15 Der høres jubel og sejrsråb i de gudfrygtiges telte:
    „Herren gav os sejr!
16 Herren er stor og mægtig!
    Det var ham, der gav os sejren!”
17 Jeg er ikke død, jeg lever stadig.
    Jeg vil fortælle, hvad Herren har gjort.
18 Selv om Herren satte mig på en hård prøve,
    skånede han dog mit liv.
19 Luk helligdommens porte op,
    så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
20 De porte fører ind til Guds nærhed,
    kun de gudfrygtige kan gå derind.
21 Jeg takker dig, Herre,
    for du hørte min bøn og gav mig sejr.

22 Den sten, bygmestrene kasserede,
    er blevet selve hjørnestenen.[c]
23 Det er Herren, der har gjort det,
    og det er forunderligt at se.
24 Det er Herrens dag i dag,
    kom, lad os juble og fryde os.
25 Herre, hjælp os, når vi er i nød,
    red os og giv os fremgang!

26 Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
    Vi velsigner jer fra Herrens hus.
27 Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
    Lad folk komme i festligt optog
        til alterets horn med flettede grene.[d]
28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
    Jeg vil fortælle om din storhed og magt.

29 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid!

Salme 145

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.

Altid vil jeg prise dig, Herre,[a]
    du er min Konge og Gud for evigt.
Bestandig vil jeg synge til din ære,
    takke dig hver eneste dag.
Der er ingen så mægtig som dig, Herre,
    ingen kan fatte din storhed.
En generation skal fortælle det videre til den næste,
    at dine underfulde gerninger er uden sidestykke.
Folk skal fortælle om din herlighed og magt,
    og jeg vil altid mindes dine undere.
Gang på gang bliver dine gerninger berømmet,
    jeg vil fortælle om din storhed igen og igen.
Hvor er din godhed dog stor,
    din retfærdighed bliver husket med glæde.
Ingen er nådig og barmhjertig som dig,
    du er tålmodig og utrolig trofast.
Jeg ved, at du er god mod alle,
    barmhjertig mod alle dine skabninger.
10 Kan mennesker gøre andet end takke dig, Herre?
    Dine tjenere vil altid lovprise dig.
11 Lad os altid tale om dit riges herlighed,
    fortælle om din vældige magt.
12 Mennesker i hele verden skal høre om din magt,
    om dit riges strålende herlighed.
13 Når alt andet forgår, vil dit rige bestå.
    Du skal regere i evighed.
Ord fra dig kan man stole på,
    dine handlinger viser din nåde imod os.[b]
14 På livets vej kan vi synke i knæ,
    men du rejser os op, når vi falder.
15 Retter vi vores blik mod dig i tro,
    vil du altid give os det, vi har brug for.
16 Så snart et menneske erkender sit behov,
    er du straks parat til at opfylde det.
17 Trofasthed og retfærdighed kendes du på,
    dine handlinger er baseret på kærlighed.
18 Uden undtagelse hjælper du alle,
    som beder til dig af et oprigtigt hjerte.
19 Vælger mennesker at følge dig,
    vil du redde dem, når de råber om hjælp.
20 Ærligt troende oplever din beskyttelse,
    men de onde går deres undergang i møde.
21 År efter år vil jeg prise dig, Herre,
    måtte alt levende lovsynge dig for evigt.

1 Samuel 10:1-16

Samuel salver Saul til konge

10 Samuel tog nu sin olieflaske og hældte olien ud over Sauls hoved. Så kyssede han ham på kinden og sagde: „Jeg salver dig, fordi Herren har udpeget dig til at være leder for Israel, hans ejendomsfolk. Når du går herfra, vil du træffe to mænd ved Rakels grav i Zeltza i Benjamins land. De vil fortælle dig, at æslerne er fundet, og at din far nu er bekymret for dig og tænker: ‚Hvad er der dog blevet af min søn?’ Og når du kommer til egetræet ved byen Tabor, vil du møde tre mænd, der er på vej til Betel for at tilbede Herren. Den ene af mændene har tre gedekid med sig. Den anden medbringer tre brød og den tredje en lædersæk med vin. Mændene vil hilse på dig og tilbyde dig to af brødene, og dem skal du tage imod. Derefter kommer du til den hellige by Geba,[a] hvor filistrenes garnison ligger. Der vil du møde en flok profeter, som er på vej ned fra offerhøjen. De spiller på harpe, tamburin, fløjte og lyre, mens de profeterer. Da vil Herrens Ånd komme over dig så stærkt, at du begynder at profetere sammen med dem, og du bliver et helt nyt menneske. Når disse ting er sket, kan du trygt gøre, hvad du finder rigtigt, for Gud er med dig. Gå derefter ned til Gilgal og vent på mig i syv dage, så kommer jeg for at ofre brændofre og takofre, og så vil jeg sige dig, hvad du skal gøre.”

Da Saul tog afsked med Samuel og begyndte på hjemrejsen, ændrede Gud hans indstilling, og alle Samuels forudsigelser gik i opfyldelse samme dag. 10 Da Saul og hans tjener var nået næsten frem til Geba, kom nogle profeter dem i møde. Og Guds Ånd kom over Saul, så han begyndte at profetere.

11 Da de, som kendte Saul, så, hvad der gik for sig, udbrød de: „Hvad går der af Kish’ søn? Er Saul nu også blevet en af profeterne?” 12 En mand der fra stedet svarede: „Hvem har ansvar for dem?”[b] Derfor blev det et stående udtryk: „Er Saul nu også blevet profet?”

13 Da Saul holdt op med at profetere, gik han op på offerhøjen.

14 Da han kom hjem, spurgte hans farbror: „Hvor i alverden har du været henne?” „Ude og lede efter æslerne,” svarede Saul. „Men vi kunne ikke finde dem. Derfor opsøgte vi profeten Samuel for at finde ud af, hvor de var.”

15 „Aha!” udbrød onklen. „Og hvad sagde Samuel så?”

16 „At æslerne var i god behold,” svarede Saul uden at fortælle noget om, at Samuel også havde salvet ham til konge.

Romerne 4:13-25

13 Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. 14 Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. 15 Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.

16 Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. 17 Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”[a] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. 18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. 20 Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. 21 Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

22 Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, 23 som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. 24 Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. 25 Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.

Matthæus 21:23-32

De jødiske lederes uærlighed(A)

23 Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

24 „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 25 Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”

De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 26 Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”

27 Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”

De jødiske lederes hykleriske ulydighed

28 „Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ 29 ‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. 30 Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. 31 Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”

„Det gjorde den første,” svarede de.

„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. 32 For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.