Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 97

Guds hellighed og magt

97 Herren er konge, lad jorden juble!
    Lad de fjerne lande glæde sig!
Skyer og mørke omslutter ham,
    retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
Foran ham kommer der en ild,
    som opbrænder alle hans fjender.
Hans lyn oplyser verden,
    jorden ser det og bæver.
Bjergene smelter af frygt foran ham,
    for han er den Almægtige, jordens Herre.
Himlene udråber hans godhed,
    folkene ser hans herlighed.
De, som beder til afguder, bliver til skamme,
    de praler af deres håbløse guder,
        men alle afguder bliver underlagt Herren.
Jerusalem skal høre det og glæde sig,
    Judas byer skal fryde sig,
        for du, Herre, er en retfærdig dommer.
Du er den højeste magt i verden,
    ingen guder kan måle sig med dig.

10 I, der elsker Herren, skal tage afstand fra det onde,
    for han beskytter dem, der adlyder ham,
        han redder dem ud af de gudløses kløer.
11 De retsindige oplever Guds lys,
    de oprigtige har grund til at glæde sig.
12 Glæd jer i Herren, I retskafne,
    lovsyng hans hellige navn.

Salme 99-100

Herren er en god og retfærdig konge

99 Herren er konge, og alle folkeslag bæver.
    Han sidder på en trone af keruber,
        og hele jorden skælver.
Han sidder som konge på Zions bjerg,
    han hersker over alle jordens folkeslag.
De skal ære hans store og herlige navn.
    Hans navn er helligt.
Du store konge, som elsker retfærdighed,
    du har sørget for lighed og retfærdighed i Israel.
Lovpris Herren, vor hellige Gud,
    bøj jer ned for hans fødder,
        for han er hellig.
Moses og Aron var hans præster,
    Samuel en profet, der bad til Gud.
        De påkaldte Herren, og han svarede dem.
Han talte til dem fra skysøjlen,
    og de fulgte den vejledning, han gav dem,
        adlød hans bud og befalinger.
Herre, vor Gud, du svarede dem og var villig til at tilgive,
    selv om du måtte straffe dem for deres synder.
Lovpris Herren, vor Gud,
    tilbed ham på hans hellige bjerg.
        Hellig er Herren.

Lovsang på vej til templet

100 En takkesang.

Råb af fryd for Herren,
    tilbed jeres Gud med glæde,
        kom til ham med jublende sang.
Forstå, at Herren er Gud,
    han skabte os, og vi er hans folk,
        vi er den fåreflok, han passer.
Træd ind ad tempelporten med takkesang,
    gå ind i hans forgård med glæde,
        lovpris hans navn og sig ham tak,
for Herren er god,
    hans nåde varer til evig tid,
        hans trofasthed fra slægt til slægt.

Salme 94-95

Herren er dommer

94 Herre, du er en retfærdig dommer.
    Vis din herlighed ved at dømme de skyldige.
Afsig din dom over menneskene,
    lad de stolte få den straf, de fortjener.
Åh, Herre, hvor længe skal de onde hovere,
    hvor længe får de lov til at gå fri?
De udspyr trusler til alle sider,
    de bryster sig af deres evindelige ondskab.
Herre, de undertrykker dit udvalgte folk,
    de plager dem, der tilhører dig.
De myrder både enker og de fremmede i landet,
    de dræber de forældreløse børn.
De siger, at du slet ikke ser det,
    at Israels Gud ikke opdager, hvad de gør.

Tænk jer dog om, I tåber!
    Fatter I da slet ingenting?
Er han, som skabte øjet, ikke i stand til at se?
    Er han, som skabte øret, ikke i stand til at høre?
10 Er han, som styrer verden, ikke i stand til at straffe?

Han, som giver mennesker kundskab,
    har kendskab til alt.
11 Han kender menneskenes tanker,
    han ved, at de er uden værdi.

12 Det er en velsignelse at blive irettesat af Herren,
    for man lærer at adlyde hans lov.
13 Man slipper for en masse problemer,
    og han overvinder alle ens fjender.
14 Herren vil ikke forkaste sit folk,
    han lader ikke sine egne i stikken.
15 Retfærdigheden skal sejre til sidst,
    de retskafne længes efter at se det ske.
16 Hvem beskyttede mig mod de onde?
    Hvem skærmede mig mod forbryderne?
17 Havde Herren ikke hjulpet mig,
    havde det været ude med mig.

18 Da jeg råbte til dig i min nød,
    hjalp du mig, Herre, for du er trofast.
19 Når bekymringerne vælter ind over mig,
    så styrker du mig og giver mig nyt mod.
20 De onde regenter gør oprør imod dig,
    når de vedtager uretfærdige love.
21 De anklager retskafne mennesker
    og dømmer uskyldige til døden.
22 Men Herren er min tilflugt,
    min Gud vil beskytte mig.
23 Han straffer de onde på grund af deres synd,
    han udrydder dem på grund af deres ondskab.
    Herren, vor Gud, vil gøre det af med dem.

Tilbedelse og lydighed

95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
    lad os råbe af fryd for vor Frelser.
Lad os komme til ham med tak,
    lad os spille og synge til hans ære.
For Herren er den almægtige Gud,
    Kongen over alle guder.
Han hersker over havenes dyb,
    de mægtige bjerge tilhører ham.
Han skabte både hav og land,
    derfor tilhører det hele ham.
Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
    lad os knæle for Herren, vor Skaber.
Han er vor Gud, og vi er hans folk,
    den hjord, han vogter og tager sig af.

Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord,
    som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
        og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
De provokerede mig og satte mig på prøve,
    selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
    i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
    „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”

1 Samuel 6:1-16

Filistrene sender arken tilbage

Arken havde nu været i filistrenes land i syv måneder. Da fik filisterkongerne fat på nogle præster og spåmænd og spurgte dem: „Hvordan skal vi bære os ad med at sende arken tilbage?”

„Når I sender den tilbage, skal I sende en gave med som forsoningsoffer til Israels Gud,” svarede de. „Så vil byldeplagen standse, og I vil forstå, hvorfor hans hånd har hvilet så tungt på jer.”[a]

4-5 „Hvad skal vi sende med som forsoningsoffer?” spurgte de.

„Siden det er den samme plage, der har ramt jer i alle fem byer, skal I lave fem efterligninger i guld af de bylder, som plagen har forårsaget,” lød svaret. „Send også fem efterligninger i guld af de mus, som har hærget landet. Send disse gaver til ære for Israels Gud, så vil han måske løfte sin hånd fra jer og jeres gud og jeres land. Vær ikke stædige og oprørske, som Farao og egypterne var. De ville jo ikke give slip på Israels folk, før deres Gud ramte dem med sine frygtelige plager. Byg en ny vogn og tag to køer, der lige har fået kalve, og som aldrig har været spændt i åg. Dem skal I spænde for vognen, og deres kalve skal I tage fra dem og lukke inde i stalden. Sæt så arken op på vognen, og sæt et skrin med guldmusene og guldbylderne ved siden af den. Send så køerne af sted med arken. Hvis de går over grænsen og ind til Bet-Shemesh, kan vi være sikre på, at det er Israels Gud, som har sendt denne ulykke over os. Gør de ikke det, så ved vi, at det ikke er ham, der har sendt plagen, men at det bare er et sammentræf af uheldige omstændigheder.”

10 Dette råd fulgte de. To køer, som for nylig havde kælvet, blev spændt for vognen, og kalvene blev lukket inde i stalden. 11 Så blev Herrens Ark og skrinet med guldmusene og guldbylderne sat op på vognen. 12 Køerne satte straks kursen direkte mod Bet-Shemesh, og de brølede hele vejen. Filisterkongerne fulgte efter dem til Bet-Shemesh’ grænse.

13 Bet-Shemesh’ indbyggere var i færd med at høste hvede i dalen, da arken ankom. Da de fik øje på den, blev de ude af sig selv af begejstring. 14-15 Vognen standsede ved siden af en stor sten ved kanten af en mark, der tilhørte en mand ved navn Jehoshua. En gruppe mænd af Levis stamme løftede arken og skrinet med guldmusene og guldbylderne ned fra vognen og satte dem på stenen. Høstfolkene slog straks vognen i stykker og brugte træet fra den til et offerbål. Så slagtede de køerne og ofrede dem som et brændoffer til Herren. Den dag ofrede Bet-Shemesh’ indbyggere adskillige brændofre og slagtofre til Herren. 16 Imens stod de fem filisterkonger på afstand og iagttog, hvad der foregik. Derefter vendte de samme dag tilbage til Ekron.

Apostelenes gerninger 5:27-42

27 Apostlene blev nu ført frem for Rådet, hvorefter ypperstepræsten sagde: 28 „Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at tale mere om den mand? Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres propaganda! Det er tydeligt, at I er ude på at give os skylden for hans død.”

29 Peter svarede på apostlenes vegne: „Vi må adlyde Gud mere end mennesker. 30 Vores forfædres Gud oprejste Jesus fra de døde, efter at I havde fået ham hængt op på et kors og dræbt. 31 Ham har Gud nu ophøjet og givet pladsen ved sin højre side, og ham har han gjort til leder og Frelser, således at Israels folk kan få anledning til at vende om fra deres synder og blive tilgivet. 32 Vi kan bevidne alt, hvad der er sket. Og Helligånden, som Gud giver til dem, der vil adlyde ham, bekræfter det.”

33 Da rådsmedlemmerne hørte det, blev de så rasende, at de ville slå apostlene ihjel med det samme. 34 Men et medlem af Rådet, en farisæer ved navn Gamaliel, som underviste i Toraen og var højt respekteret af folket, rejste sig og anmodede om, at apostlene blev ført uden for rådssalen et øjeblik. 35 Så vendte han sig til Rådets øvrige medlemmer og sagde: „Venner! Pas på, at I ikke gør noget overilet mod disse mennesker. 36 For en del år siden var der en mand ved navn Teudas, som gav sig ud for at være noget stort, og der var ca. 400 mænd, der sluttede sig til ham. Men da han til sidst blev dræbt, opløstes det hele af sig selv, og hans tilhængere blev spredt for alle vinde. 37 Efter ham dukkede så Judas fra Galilæa op, dengang vi havde den store folketælling.[a] Han fik også samlet en flok oprørere, men da han mistede livet, forsvandt hans tilhængerskare som dug for solen. 38 Derfor vil jeg råde jer til at lade mændene være i fred. Hvis det her har sit udspring i menneskelige tanker og planer, så vil det hele snart gå i sig selv. 39 Men hvis Gud står bag det, så kan I ikke standse det, tværtimod risikerer I at komme til at kæmpe mod Gud selv.”

Forsamlingen fulgte hans råd. 40 Apostlene blev kaldt ind igen, blev pisket og endnu en gang advaret imod at tale om Jesus. Så blev de løsladt, 41 og de gik fra stedet fyldt med glæde over, at Gud havde regnet dem for værdige til at lide for Jesu skyld. 42 Men de fortsatte med hver dag at forkynde budskabet om, at Jesus er Messias, og undervise folk både på tempelpladsen og rundt omkring i hjemmene.

Lukas 21:37-22:13

Jesus underviser dagligt på tempelpladsen

37-38 Jesus kom til tempelområdet hver dag for at undervise folk, og fra tidlig morgen stimlede folk sammen for at høre ham. Om aftenen gik han ud til Olivenbjerget, hvor han plejede at overnatte.

De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen(A)

22 Tiden for påskefesten[a] nærmede sig. Ypperstepræsterne og de skriftlærde drøftede, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel, uden at der blev uroligheder.

Judas beslutter at forråde Jesus(B)

Da fór Djævelen i Judas Iskariot, som var en af de Tolv. Han opsøgte ypperstepræsterne og lederne af det vagtmandskab, der hørte til templet, og han forklarede dem, hvordan han kunne forråde Jesus til dem. Det var de glade for at høre, og de lovede ham en vis sum penge. Judas accepterede, og fra det øjeblik ventede han på en gunstig anledning, hvor Jesus ikke var omgivet af en masse mennesker.

Forberedelsen til påskemåltidet(C)

Så kom den første dag under påskefesten, hvor påskelammet skulle slagtes. Jesus kaldte på Peter og Johannes. „Gå ind til byen og gør klar til, at vi sammen kan fejre påskemåltidet,” sagde han.

„Hvor vil du have, at vi skal gå hen og gøre det hele parat?” spurgte de.

10 „Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, der bærer på en vandkrukke. Følg efter ham til det hus, hvor han går ind, 11 og sig til husets ejer: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ 12 Så vil han føre jer op ovenpå til et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”

13 Da de kom ind i byen, fandt de det hele, sådan som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.