Book of Common Prayer
Bøn for nationens genopbygning
80 Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”
2 Hør os, du Israels Hyrde,
du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner blandt hellige keruber,
bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
3 Hjælp Efraim, Benjamin og Manasse.
Stå frem i din vælde og red os.
4 Genopret dit folk, Gud.
Se i nåde til os og frels os.
5 Herre, almægtige Gud,
hvor længe vil du blive ved at være vred?
Hvor længe er du døv for vore bønner?
6 Du gav os sorg i overflod,
tårer i rigeligt mål,
7 vore nabofolk foragter os,
vore fjender ler ad os.
8 Genopret dit folk, almægtige Gud.
Se i nåde til os og frels os.
9 Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
10 Du beredte jorden for din vinstok,
den slog rod og spredte sig over landet.
11 Den bredte sig ud over bjergene,
dækkede de mægtige cedertræer.
12 Den bredte sine ranker til Middelhavet
og nåede helt op til Eufratfloden.
13 Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
så alle og enhver kan plukke af druerne?
14 Skovens vildsvin gnaver af planterne,
de vilde dyr æder af druerne.
15 Vend dit ansigt imod os, almægtige Gud!
Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
16 Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte.
17 Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
Dit folk er bukket under for din vrede.
18 Velsign det folk, som vil tjene dig,
den nation, som du selv har udvalgt.
19 Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
så vi igen kan påkalde dit navn.
20 Genopret dit folk, almægtige Herre.
Se i nåde til os og frels os.
Når Gud tilsyneladende ikke svarer
77 Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.
2 Jeg råber til Gud uden ophør.
Jeg håber, han hører min bøn.
3 Jeg er i nød og søger hen til min herre.
Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham.
Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.
4 Jeg tænker på Gud og stønner i min nød,
jeg sukker af længsel efter hans hjælp.
5 Jeg kan ikke sove, før han griber ind.
Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.
6 Jeg mindes de gamle dage,
den tid, som nu er forbi.
7 Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten.
Nu sidder jeg og spørger mig selv:
8 Har Herren forkastet mig for evigt?
Vil han aldrig igen være nådig?
9 Er hans trofasthed opbrugt?
Gælder hans løfter ikke længere?
10 Har Gud glemt at være god?
Har han lukket sit hjerte i vrede?
11 Jeg kan ikke udholde den tanke,
at den Almægtige skulle have mistet sin magt.
12 Jeg husker miraklerne i gamle dage,
de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
13 De er altid i mine tanker,
jeg kan ikke lade være at grunde over dem.
14 Du er helt speciel, Gud,
ingen guder kan måles med dig.
15 Du er undernes og miraklernes Gud,
du viste din magt, så alverden hørte om det.
16 Du befriede dit folk med din vældige styrke,
det var Jakobs og Josefs slægt.
17 Havet så dig og trak sig tilbage af frygt,
Det Røde Hav skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
18 skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
dine lynpile fløj til alle sider.
19 Tordenen rumlede som vognhjul,
lynene oplyste himlen.
Hele jorden rystede og bævede.
20 Du banede en vej gennem havet,
du vandrede igennem de vældige vande,
men du efterlod dig ingen fodspor.
21 Som en fårehyrde førte du dit folk,
Moses og Aron var dine hjælpere.
Bøn om Israels redning og hævn over fjenden
79 En sang af Asaf.
Åh, Gud, fjenderne har invaderet dit eget land.
De har gjort din helligdom uren
og lagt Jerusalem i ruiner.
2 Dine dræbte tjenere blev gribbenes føde,
de gudfrygtiges kroppe blev ædt af vilde dyr.
3 Blodet flød i Jerusalems gader,
der er ingen tilbage til at begrave de faldne.
4 Nabolandene håner og foragter os,
vi er blevet til spot for vore omgivelser.
5 Hvor længe vil du straffe os, Herre?
Hvor længe vil din harme brænde som ild?
6 Udøs hellere din vrede over de gudløse folk.
Straf dem, der ikke tilbeder dig.
7 Fjenden har nu ødelagt dit udvalgte folk,
de har lagt byen og landet i ruiner.
8 Straf os ikke for vore forfædres synder.
Skynd dig at vise din nåde og barmhjertighed.
Er vi ikke blevet ydmyget nok?
9 Hjælp os, for du er vor Gud og Frelser.
Du er jo en trofast og nådig Gud.
Tilgiv vores synd og red os,
for du er en trofast og nådig Gud.
10 Hvorfor skal gudløse folk håne os?
De siger: „Hvor er deres Gud?”
Gør gengæld for drabet på dine tjenere,
så alle i hele verden får det at vide.
11 Lyt til fangernes suk,
red dem, som er dømt til at dø.
12 Tag syvfold hævn på de folkeslag,
som har hånet dig, Herre.
13 Så vil vi takke dig for evigt,
vi, som er dit folk, den hjord, du vogter.
Så vil vi lovprise dig i de kommende generationer.
Hannas barnløshed
1 I byen Rama[a] i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf[b] og kom oprindelig fra Betlehem.[c]
2 Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. 3 Hvert år rejste Elkana sammen med sin familie til helligdommen i Shilo for at tilbede Herren, den Almægtige, og ofre til ham. Det var på den tid, da Elis to sønner Hofni og Pinehas gjorde tjeneste som præster. 4 Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver, 5 men Hanna gav han to stykker,[d] for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn. 6 Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn. 7 Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.
8 „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”
9 Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. 10 I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren 11 og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”
12 Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, 13 for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. 14 „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” 15 Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. 16 Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” 17 „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” 18 „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.
Samuels fødsel
19 Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. 20 Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel,[e] for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”
1 1-3 Højtærede Teofilus!
I min tidligere beretning fortalte jeg dig om alle de mirakler, Jesus udførte, og om hans undervisning lige fra begyndelsen af, og indtil han blev taget op til Himlen. I de 40 dage, der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart, viste han sig adskillige gange for de apostle, han havde udvalgt. På den måde beviste han, at han virkelig var blevet levende igen, og når de var sammen, talte han med dem om Guds rige og gav dem ved Helligåndens inspiration sine instrukser.
Helligåndens og Guds riges komme
4 En dag, da de spiste sammen, sagde Jesus: „I må ikke tage væk fra Jerusalem, før I har modtaget det, som Faderen har lovet, og som jeg har fortalt jer om. 5 Johannes døbte jo med vand, men I vil om ganske få dage blive døbt med Helligåndens kraft.”
6 Mens de var sammen, spurgte de ham: „Herre, er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette Israels kongerige?”
7 Jesus svarede: „Det tilkommer ikke jer at få kendskab til de tidspunkter, som Faderen i sin almagt har fastsat. 8 Men I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer, og så skal I bringe budskabet om mig til Jerusalem, til hele Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.”
Jesus tages op til Himlen, hvorfra han skal vende tilbage igen
9 Derefter blev Jesus løftet op fra jorden, mens de så på det, og han forsvandt ind i en sky. 10 Som de nu blev ved at stirre op mod himlen for at se, hvor han var blevet af, stod der pludselig to hvidklædte mænd hos dem. 11 „Mænd fra Galilæa,” sagde de, „hvorfor står I og stirrer op i luften? Jesus, som nu er taget bort til Himlen, vil komme tilbage igen på samme måde, som I så ham forsvinde.”
Disciplene samles til bøn
12 Apostlene gik så ned fra Olivenbjerget, hvor det her var sket, og tilbage til Jerusalem. Det var kun omkring et kvarters gang. 13 De gik hen til det hus, hvor de plejede at samles i en stor sal ovenpå. De 11 tilbageværende apostle var: Peter, Johannes, Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Frihedskæmper og Judas, Jakobs søn. 14 De mødtes ofte for i fællesskab at bede til Gud. Også de kvinder, der havde fulgt Jesus, samt Jesu mor og hans brødre, var med.
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab(A)
9 Jesus fortalte nu folkeskaren følgende historie:
„Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. 10 Ved høsttid sendte han en af sine folk af sted for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 11 Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. 12 En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. 13 Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ 14 Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. 15 Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
„Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. 16 „Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark bort til andre.”
Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!”
17 Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’[a] 18 Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!”
19 Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.