Book of Common Prayer
Guds hellighed og magt
97 Herren er konge, lad jorden juble!
Lad de fjerne lande glæde sig!
2 Skyer og mørke omslutter ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
3 Foran ham kommer der en ild,
som opbrænder alle hans fjender.
4 Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og bæver.
5 Bjergene smelter af frygt foran ham,
for han er den Almægtige, jordens Herre.
6 Himlene udråber hans godhed,
folkene ser hans herlighed.
7 De, som beder til afguder, bliver til skamme,
de praler af deres håbløse guder,
men alle afguder bliver underlagt Herren.
8 Jerusalem skal høre det og glæde sig,
Judas byer skal fryde sig,
for du, Herre, er en retfærdig dommer.
9 Du er den højeste magt i verden,
ingen guder kan måle sig med dig.
10 I, der elsker Herren, skal tage afstand fra det onde,
for han beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af de gudløses kløer.
11 De retsindige oplever Guds lys,
de oprigtige har grund til at glæde sig.
12 Glæd jer i Herren, I retskafne,
lovsyng hans hellige navn.
Herren er en god og retfærdig konge
99 Herren er konge, og alle folkeslag bæver.
Han sidder på en trone af keruber,
og hele jorden skælver.
2 Han sidder som konge på Zions bjerg,
han hersker over alle jordens folkeslag.
3 De skal ære hans store og herlige navn.
Hans navn er helligt.
4 Du store konge, som elsker retfærdighed,
du har sørget for lighed og retfærdighed i Israel.
5 Lovpris Herren, vor hellige Gud,
bøj jer ned for hans fødder,
for han er hellig.
6 Moses og Aron var hans præster,
Samuel en profet, der bad til Gud.
De påkaldte Herren, og han svarede dem.
7 Han talte til dem fra skysøjlen,
og de fulgte den vejledning, han gav dem,
adlød hans bud og befalinger.
8 Herre, vor Gud, du svarede dem og var villig til at tilgive,
selv om du måtte straffe dem for deres synder.
9 Lovpris Herren, vor Gud,
tilbed ham på hans hellige bjerg.
Hellig er Herren.
Lovsang på vej til templet
100 En takkesang.
Råb af fryd for Herren,
2 tilbed jeres Gud med glæde,
kom til ham med jublende sang.
3 Forstå, at Herren er Gud,
han skabte os, og vi er hans folk,
vi er den fåreflok, han passer.
4 Træd ind ad tempelporten med takkesang,
gå ind i hans forgård med glæde,
lovpris hans navn og sig ham tak,
5 for Herren er god,
hans nåde varer til evig tid,
hans trofasthed fra slægt til slægt.
Herren er dommer
94 Herre, du er en retfærdig dommer.
Vis din herlighed ved at dømme de skyldige.
2 Afsig din dom over menneskene,
lad de stolte få den straf, de fortjener.
3 Åh, Herre, hvor længe skal de onde hovere,
hvor længe får de lov til at gå fri?
4 De udspyr trusler til alle sider,
de bryster sig af deres evindelige ondskab.
5 Herre, de undertrykker dit udvalgte folk,
de plager dem, der tilhører dig.
6 De myrder både enker og de fremmede i landet,
de dræber de forældreløse børn.
7 De siger, at du slet ikke ser det,
at Israels Gud ikke opdager, hvad de gør.
8 Tænk jer dog om, I tåber!
Fatter I da slet ingenting?
9 Er han, som skabte øjet, ikke i stand til at se?
Er han, som skabte øret, ikke i stand til at høre?
10 Er han, som styrer verden, ikke i stand til at straffe?
Han, som giver mennesker kundskab,
har kendskab til alt.
11 Han kender menneskenes tanker,
han ved, at de er uden værdi.
12 Det er en velsignelse at blive irettesat af Herren,
for man lærer at adlyde hans lov.
13 Man slipper for en masse problemer,
og han overvinder alle ens fjender.
14 Herren vil ikke forkaste sit folk,
han lader ikke sine egne i stikken.
15 Retfærdigheden skal sejre til sidst,
de retskafne længes efter at se det ske.
16 Hvem beskyttede mig mod de onde?
Hvem skærmede mig mod forbryderne?
17 Havde Herren ikke hjulpet mig,
havde det været ude med mig.
18 Da jeg råbte til dig i min nød,
hjalp du mig, Herre, for du er trofast.
19 Når bekymringerne vælter ind over mig,
så styrker du mig og giver mig nyt mod.
20 De onde regenter gør oprør imod dig,
når de vedtager uretfærdige love.
21 De anklager retskafne mennesker
og dømmer uskyldige til døden.
22 Men Herren er min tilflugt,
min Gud vil beskytte mig.
23 Han straffer de onde på grund af deres synd,
han udrydder dem på grund af deres ondskab.
Herren, vor Gud, vil gøre det af med dem.
Tilbedelse og lydighed
95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
2 Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
3 For Herren er den almægtige Gud,
Kongen over alle guder.
4 Han hersker over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
5 Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
7 Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
8 Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
9 De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
10 Dommens dag er kommet, for jeres vold og stolthed har nået et klimaks. 11 De rige og mægtige rammes af min vrede. De vil miste alt, og ingen af dem slipper med livet i behold.
12 Tiden er inde, dagen er kommet. Den, der har gjort et godt køb, får ikke tid til at glæde sig over nyerhvervelsen, og den, der må sælge sine ejendele, får ikke tid til at mærke tabet, for min vrede rammer alt og alle. 13 Hvis nogen fortryder et salg, bliver der ikke tid til at lade handelen gå tilbage, for min vrede rammer hele folket og kan ikke standses. Ingen undgår straffen for deres synd.
14 Der blæses i vædderhornet og kaldes til krig, men ingen gør sig klar til kamp, for min vrede vil ramme dem alle. 15 Uden for bymuren bliver krigere dræbt i kampen, og indenfor dør man af sult og sygdom.
23 Gør fangelænkerne parat til mit folk, for Jerusalem er fyldt med vold, og landet er fuld af mordere. 24 Onde folkeslag vil overtage jeres huse, og nedbryde alt det, I er så stolte over. Jeres afgudshøje vil blive ødelagt. 25 Skræk og rædsel vil overmande jer. I vil søge efter fred, men ikke finde den. 26 Katastroferne vil vælte ind over jer, og I vil høre de forfærdeligste rygter. I vil spørge profeterne, om de har fået et syn, og I ville ønske, at præsterne havde svar på jeres spørgsmål, eller lederne havde nogle gode råd. Men det får I intet ud af. 27 Kongen sørger, og fyrsterne står rådvilde og uden håb. Hele folket er lammet af frygt og forfærdelse. Jeg giver jer, hvad I har fortjent. Nu dømmer jeg jer, som altid havde så travlt med at dømme andre. Så må I da kunne indse, at jeg er Herren.”
Guds løfter står urokkeligt fast
13-14 I ved, at da Gud lovede Abraham en søn, svor han ved sit eget navn—han havde jo ikke noget større at sværge ved—og sagde til Abraham, at han ville velsigne ham og gøre hans efterkommere talrige.[a] 15 Og efter at have ventet med stor tålmodighed fik Abraham til sidst løftet opfyldt.
16 Når mennesker sværger på, at de vil gøre et eller andet, sværger de i Guds navn og påkalder Guds straf over sig selv, hvis de bryder deres løfte. At sværge på den måde gør al diskussion overflødig. 17 Således garanterede Gud også sit løfte ved at sværge på det, for han ønskede at slå det helt fast over for dem, som løftet gælder, at det er et urokkeligt løfte. 18 Der er altså to ting, som slår fast, at løftet vil blive opfyldt: For det første, at det var Gud, der lovede det, og for det andet, at han garanterede løftet ved at sværge på det. Og Gud kan ikke lyve. Det hjælper os, som har søgt tilflugt hos ham, til at holde fast ved visheden om den lovede frelse. 19 Visheden om frelse er som et anker for sjælen, et anker, der når helt ind i Guds nærvær, bag forhænget ind til det inderste rum i den himmelske helligdom, hvor det er gjort urokkeligt fast. 20 Jesus gik jo forud for os ind i Guds nærvær for dér at tjene som vores evige ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede.
Jesus udsender 70 disciple
10 Jesus udvalgte nu 70[a] andre disciple, som han ville sende i forvejen, to og to, til de landsbyer, han selv senere ville besøge. 2 Han gav dem følgende instrukser: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre sende flere arbejdere ud til sin høst. 3 Tag af sted nu. Jeg sender jer som lam blandt ulve. 4 Tag hverken penge eller oppakning med og heller ikke ekstra sko. Spild ikke tiden ved at falde i snak med dem, I møder undervejs. 5 Når I kommer ind i et hus, skal I straks velsigne det ved at sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ 6 Hvis der bor nogen, som vil tage imod jeres fredshilsen, vil de nyde godt af velsignelsen. Hvis ikke, vil velsignelsen vende tilbage til jer selv.
7-8 Når I kommer ind i en landsby, hvor de tager imod jer, skal I ikke flytte rundt fra hus til hus. Bliv på ét sted og spis og drik det, som sættes frem for jer. En arbejder er sin løn værd. 9 Helbred de syge i byen og sig til dem: ‚Nu er Guds rige kommet til jer.’ 10 Men hvis en by ikke tager imod jer, så gå gennem dens gader og råb: 11 ‚Vi ryster støvet fra jeres by af vores fødder for at advare jer om Guds dom. Vi har sagt jer det: Guds rige er kommet nær!’ 12 Jeg siger jer, at det gudløse Sodoma vil stå sig bedre på dommens dag end sådan en by.”
Dommen over de byer, der har forkastet Jesus(A)
13 Jesus fortsatte: „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. 14 Ja, Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. 15 Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes ned i Dødsriget!”
16 Derefter sagde han til disciplene: „De, der lytter til jer, lytter til mig, og de, der forkaster jer, forkaster mig, og dermed forkaster de også ham, der sendte mig.”
Den rette grund til glæde
17 Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædestrålende: „Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.