Book of Common Prayer

Jerusalem—Guds by og hans folks hjem

87 En sang af Koras slægt.

Moses’ bøn

90 En bøn af Guds tjener Moses.

Herrens trofasthed og magt

⁴ „Jeg sender dig til Israels folk med et budskab fra mig,” fortsatte han. ⁵ „Jeg sender dig ikke til et fremmed folk, hvis sprog du ikke forstår. ⁶ Hvis jeg gjorde det, ville de i det mindste lytte til dig. ⁷ I stedet sender jeg dig til Israels folk, og de vil ikke lytte mere til dig, end de lytter til mig, for de er stivnakkede og egenrådige i bund og grund. ⁸ Men se, jeg gør dig hård og ubøjelig som dem, så du kan holde stand imod dem. ⁹ Jeg gør dig hårdhudet og stærk som en klippe, så du ikke bliver såret af deres vrede blikke. Husk på, at det er et oprørsk folk. ¹⁰ Hør godt efter alt, hvad jeg siger til dig, og lad budskabet blive en del af dig selv. ¹¹ Gå derefter rundt til folket, der bor i eksil, og forkynd dem mit ord, uanset om de hører efter eller ej.”

¹² Så løftede Ånden mig op og førte mig bort. Bag mig hørte jeg en buldrende røst, som lovpriste Herrens herlighed, ¹³ og jeg hørte lyden af de levende væseners vinger, der rørte ved hinanden, og en voldsom rumlen fra hjulene, der fulgtes med dem.

¹⁴ Efter at Ånden havde løftet mig op og ført mig bort, vandrede jeg om med forpint sjæl og oprørt indre, og Herrens kraft var stadig over mig. ¹⁵ Så kom jeg til judæerne, som boede i Tel-Abib ved Kebarfloden. Der satte jeg mig tavs ned og stirrede lamslået frem for mig i syv dage.

Ezekiel kaldes til at være en vagtpost for folket

¹⁶ Da de syv dage var gået, sagde Herren til mig:

¹⁷ „Jeg har udvalgt dig til at holde udkig og stå vagt for Israels folk. Når du får et budskab fra mig, skal du straks give advarslen videre.

⁷ Engang, mens Jesus levede her på jorden som menneske, bad han inderligt til Gud med tårer og smerte, for han vidste, at Gud var den eneste, der kunne redde ham fra en frygtelig død. Og Gud hørte hans bøn på grund af hans gudsfrygt.^{[a] 8} Selvom Jesus var Guds Søn, måtte han gennem sine lidelser lære, hvad fuld lydighed indebærer. ⁹ Da hans gerning var fuldført, havde han dermed skabt grundlaget for, at alle, som adlyder ham, opnår en evig frelse. ¹⁰ Gud havde jo kaldt ham ypperstepræst for evigt efter Melkizedeks forbillede.

Åndelig modenhed

¹¹ Det kunne der siges meget mere om, men det er vanskeligt at forklare, for I har svært ved at forstå det. ¹² I har nu været kristne i lang tid, og I burde derfor kunne undervise andre, men i stedet trænger I til igen at blive undervist om de grundlæggende sandheder i Guds ord. Ja, I er som små børn, der endnu kun tåler mælk og ikke fast føde. ¹³ De, der lever af mælk, har svært ved at forstå Guds vilje. De er endnu på begynderstadiet. ¹⁴ Men den faste føde er for de modne kristne, som gennem øvelse har lært at skelne mellem det rigtige og det forkerte.

Manglende tro^(A)

³⁷ Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor skare mennesker dem i møde. ³⁸ En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn, ³⁹ og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham. ⁴⁰ Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.”

⁴¹ „Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”

⁴² Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen. ⁴³ Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.

Jesus taler igen om sin død^(B)

Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: ⁴⁴ „Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Det varer ikke længe, før Menneskesønnen bliver forrådt og overgivet i menneskers vold.” ⁴⁵ Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham.

Den største er den, som vil tjene^(C)

⁴⁶ Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. ⁴⁷ Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig. ⁴⁸ Så sagde han: „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, har i virkeligheden accepteret mig; og den, der har accepteret mig, har accepteret min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”

Den, der ikke er imod, er for^(D)

⁴⁹ Johannes sagde nu til Jesus: „Mester, vi så en mand drive onde ånder ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med. Han var jo ikke en af dine disciple.”

⁵⁰ Men Jesus svarede: „Lad være med at hindre ham. Den, som ikke er imod jer, er for jer.”