Book of Common Prayer
Herrens trofasthed imod sit folk
106 Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
3 Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
5 Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
og for at vise sin magt for verden.
9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
og folket kunne gå tørskoet over.
10 Han frelste dem fra deres fjender,
friede dem fra egypternes had.
11 Vandet skyllede hen over forfølgerne,
så de druknede alle som en.
12 Da troede folket på Guds løfter
og brød ud i lovsang til ham.
13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,
de holdt op med at søge hans vilje.
14 I ørkenen krævede de kød at spise,
de udfordrede Guds tålmodighed.
15 Han gav dem, hvad de forlangte,
men straffede dem også for deres oprør.
16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses
og på Aron, Guds udvalgte præst.
17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,
lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.
18 Ild for ned fra himlen
og fortærede dem, der gjorde oprør.
19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
20 De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
22 Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land,
for de troede ikke på Guds løfte.
25 De sad bare i deres telte og surmulede
og ville slet ikke høre på Herrens ord.
26 Derfor svor han højt og helligt,
at oprørerne skulle dø i ørkenen.
27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene
og gøres til flygtninge i fremmede lande.
28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,
de holdt fest og ofrede til livløse afguder.
29 Deres opførsel krænkede Herren dybt,
og han lod en pest bryde ud iblandt dem.
30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,
og det gjorde, at plagen holdt op.
31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,
og det vil han altid blive husket for.
32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,
og Moses faldt i unåde hos Herren.
33 De gjorde ham nemlig så oprørt,
at han talte i vrede og handlede overilet.
34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,
som Herren havde befalet dem at udrydde.
35 De giftede sig tilmed ind i deres familier,
lærte sig deres ugudelige skikke,
36 så de dyrkede de fremmedes afguder
og derved blev skyld i deres egen ulykke.
37 De ofrede både deres sønner og døtre
til de fremmede folkeslags guder.
38 Fordi de myrdede uskyldige børn
og ofrede dem til afguderne,
blev landet besmittet af det udgydte blod.
39 Guds folk var blevet urent i hans øjne,
deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.
40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem,
han følte afsky for sit ejendomsfolk.
41 Han overgav dem i fremmedes vold,
deres fjender undertrykte dem.
42 De gjorde livet surt for dem
og kuede dem på alle måder.
43 Gang på gang befriede Herren sit folk,
men de blev ved med at gøre oprør
og falde dybere og dybere i synd.
44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,
han hørte deres råb om nåde.
45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk,
og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.
46 Han sørgede for, at de fremmede herskere
fik medlidenhed med dem.
47 Vor Herre og Gud, frels os!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan give dig taknemmelighedsofre
og lovprise dit hellige navn.
48 Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Lad hele folket svare: Amen!
Halleluja!
Byg op i stedet for at rive ned
13 Hold op med at dømme hinanden. I skulle hellere tage den beslutning aldrig at gøre noget, der kan føre til, at en medkristen mister troen. 14 Jeg er overbevist om, at ifølge Herren Jesus er der ingen mad, der i sig selv er uren, og derfor ikke må spises. Men de, der har samvittighedskvaler ved at spise visse ting, skal hellere lade være. 15 Hvis du sårer en af dine medkristne ved det, du spiser, handler du ikke længere i kærlighed. Lad ikke din frihed til at spise hvad som helst ødelægge et menneske, som Kristus døde for. 16 Frihed er godt, men det må ikke føre til, at I får et dårligt ry. 17 Guds rige er nemlig ikke et spørgsmål om, hvad man spiser og drikker, men om at opleve den accept, fred og glæde, der kommer fra Helligånden. 18 Hvis I tjener Kristus med den holdning, vil I glæde Gud og blive respekteret af mennesker.
19 Gør alt, hvad I kan, for at leve i harmoni med hinanden og styrke fællesskabet. 20 Ødelæg ikke Guds værk på grund af maden. Det er tilladt at spise alt, men det bliver til noget forkert for dem, der spiser, hvad deres samvittighed forbyder dem. 21 Du bør derfor hverken spise kød, drikke vin eller foretage dig andre ting, hvis dine handlinger får en medkristen til at miste troen. 22 Den overbevisning du har om frihed til at spise alt, bør du holde for dig selv. Vær du glad, hvis du ikke er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, 23 men de, der tvivler på, at de gør det rigtige, har allerede dømt sig selv, for så handler de ikke ud fra deres egen overbevisning. Gør du noget, du mener, er forkert—ja, så er det forkert.
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde(A)
40 Da Jesus nåede tilbage over søen, tog folkeskaren imod ham med åbne arme, for de havde ventet ham med længsel. 41 En synagogeforstander ved navn Jairus nærmede sig, knælede ned foran ham og bad ham følge med hjem, 42 for hans eneste datter lå for døden. Hun var 12 år gammel.
Mens Jesus fulgte med ham, masede mængden sig ind på ham fra alle sider.
43 Nu var der en kvinde, som havde lidt af blødninger i 12 år, uden at nogen havde kunnet helbrede hende, selv om hun havde brugt alle sine penge på lægehjælp. 44 Hun nærmede sig bagfra og rørte ved kvasten på hans bedesjal. Straks standsede blødningen.
45 „Hvem var det, der rørte ved mig?” spurgte Jesus.
Da ingen meldte sig, sagde Peter: „Mester, folk maser jo ind på dig fra alle sider.”
46 „Der var en, der rørte ved mig,” insisterede Jesus, „for jeg kunne mærke en kraft forlade mig.”
47 Kvinden indså nu, at Jesus var klar over, hvad der var sket. Skælvende kom hun frem og faldt på knæ foran ham, og i hele mængdens påhør fortalte hun, hvorfor hun havde rørt ved ham, og at hun nu var rask.
48 Jesus sagde da til hende: „Min ven, det er din tro, der har reddet[a] dig! Fred være med dig!”
49 Mens han endnu talte, kom en mand med besked til Jairus fra hans hjem: „Din datter er død. Du behøver ikke ulejlige mesteren mere.” 50 Da Jesus hørte det, sagde han til Jairus: „Vær ikke bange! Tro på mig, så vil hun blive reddet!”
51 Da de nåede frem til huset, ville Jesus kun have Peter, Johannes, Jakob og den lille piges forældre med ind i det værelse, hvor hun lå. 52 Huset var fyldt med grædende og jamrende mennesker. „Lad være med at græde,” sagde Jesus. „Hun er ikke død. Hun sover bare.” 53 Men de lo overbærende, for de vidste godt, at hun var død. 54 Jesus gik hen og tog pigen i hånden. „Stå op, lille pige!” kaldte han. 55 Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod straks op. Så sagde Jesus, at de skulle give hende noget at spise. 56 Forældrene var ude af sig selv af undren, men Jesus sagde, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad der var sket.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.