Book of Common Prayer
Bøn om hjælp
70 Til korlederen: En sang af David, skrevet som en bøn til Gud.
2 Gud, vær mig nådig og frels mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
3 Lad dem, som vil slå mig ihjel,
blive forlegne og flove.
Lad dem, som ønsker at gøre mig fortræd,
blive tvunget til at trække sig tilbage.
4 Lad dem, som håner mig,
selv blive ydmyget og hånet.
5 Må alle, som søger hjælp hos dig,
opleve glæde og lykke.
Må de, som oplever din hjælp,
dag efter dag sige: „Gud er stor!”
6 Jeg er svag og værgeløs.
Skynd dig at hjælpe mig, Gud.
Du er den, der redder og befrier mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
En gammel mands bøn
71 Herre, jeg søger ly hos dig,
for du svigter mig aldrig.
2 Kom og red mig,
for du er altid trofast.
Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig.
3 Vær du min fæstning, mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
4 Min Gud, red mig fra de onde mennesker,
fra de frygtelige voldsmænds kløer.
5 Herre, jeg sætter min lid til dig,
fra barndommen af har jeg stolet på dig.
6 Jeg har været i din varetægt, siden jeg blev født,
jeg har altid kunnet støtte mig til dig.
Jeg takker dig hver eneste dag.
7 Mit liv vidner om din trofasthed,
jeg har altid kunnet regne med din hjælp.
8 Jeg priser og ærer dig dagen lang,
fortæller om din storhed til alle og enhver.
9 Svigt mig ikke, nu hvor jeg er gammel,
for jeg er svag og har brug for din hjælp.
10 Mine fjender lægger planer imod mig,
de lurer på at slå mig ihjel.
11 „Gud har forladt ham,” siger de.
„Vi overfalder ham nu, hvor han er alene.”
12 Åh, Gud, bliv ikke stående i det fjerne.
Skynd dig at komme og hjælpe mig.
13 Slå ned på mine anklagere,
så de alle bliver gjort til skamme.
Gå imod dem, der vil gøre mig fortræd,
så de selv bliver hånet og spottet.
14 Jeg sætter altid min lid til dig
og priser dig igen og igen.
15 Jeg har ikke tal på de gange,
hvor du trofast har reddet mig.
Jeg vil fortælle alle mennesker
om din store godhed og nåde.
16 Jeg vil fortælle om din vældige magt, Herre,
forkynde om dine retfærdige handlinger.
17 Du har vist mig din storhed, lige fra jeg var barn,
og jeg fortæller stadig om dine underfulde gerninger.
18 Nu, hvor jeg er gammel og grå,
må du ikke svigte mig, Gud.
Giv mig lov at fortælle om dine undere
også til den kommende generation.
19 Din godhed når til skyerne, Gud,
du har gjort vidunderlige ting.
Hvor findes en Gud som dig?
20 Du har tilladt, at jeg lider nu, Gud,
men jeg er sikker på, at du vil hjælpe mig igen.
Træk mig tilbage fra gravens rand.
21 Kom og red mig endnu en gang,
så jeg bliver æret som før.
22 Jeg vil takke dig med harpespil,
lovprise din trofasthed, Gud.
Jeg vil spille på min lyre og lovsynge dig,
for du er Israels hellige Gud.
23 Jeg vil råbe af fryd og synge din pris.
Jeg vil takke dig, når du sætter mig fri.
24 Dagen lang vil jeg fortælle om din godhed.
Alle mine fjender bliver ydmyget og gjort til skamme.
Bøn om Israels genoprettelse
74 En visdomssang[a] af Asaf
Åh, Gud, har du forkastet os for evigt?
Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.
2 Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage.
Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk.
Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.
3 Prøv at gå en runde i byens ruiner,
se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.
4 De udstødte sejrsråb midt i dit tempel,
de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.
5 De angreb dit tempel som skovhuggere,
der svinger økserne mod de store træer.
6 De knuste det udskårne træværk,
huggede det i stumper og stykker.
7 De satte ild til din helligdom, Herre.
De jævnede din bolig med jorden.
8 De besluttede at knuse os helt
og afbrændte alle vore bedehuse.
9 Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk.
Der er heller ingen profeter tilbage.
Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.
10 Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud?
Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?
11 Hvorfor gør du ikke noget?
Hvorfor straffer du dem ikke?
12 Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider,
ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.
13 Du skilte vandene med vældig kraft,
du knuste hovederne på havets uhyre,
14 ja, du knuste Livjatans hoveder
og gav den som føde til ørkenens folk.
15 Du åbnede kilder og lod vand springe frem,
du standsede flodernes løb.
16 Du satte solen til at herske om dagen
og månen til at skinne om natten.
17 Du fastlagde jordens grænser,
du lod sommer og vinter afløse hinanden.
18 Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre,
de gudløse nationer spotter dit navn.
19 Giv ikke din due i rovdyrets vold,
forkast ikke for evigt dit stakkels folk.
20 Husker du ikke din pagt og dine løfter?
Verden er jo fyldt med vold og ondskab.
21 Lad ikke dit forpinte folk blive til spot,
men giv os grund til at lovprise dig.
22 Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære.
Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.
23 Glem ikke alt, hvad de gudløse siger,
deres hån og forbandelser stiger og stiger.
Døm ikke hinanden
14 Vis forståelse for de svage i troen, og lad være med at dømme hinandens motiver. 2 Nogle mener, at det er i orden at spise hvad som helst. De svage i troen mener, at man kun må spise grønsager.[a] 3 De, der spiser alt, må ikke ringeagte dem, der ikke gør det, og de, der ikke spiser alt, må ikke fordømme dem, der gør det, for Gud har accepteret dem. 4 Det er ikke dit ansvar at være dommer over andres meninger. Det er Gud, der afgør, om de gør det rigtige eller ej, for det er ham, de tjener. Og Gud er i stand til at hjælpe dem, så de ikke til sin tid bliver dømt.
5 Nogle mener, at visse dage er mere hellige end andre dage. Andre mener, at alle dage er lige gode. Her må hver enkelt nå frem til sin egen overbevisning. 6 De, der betragter bestemte dage som mere hellige end andre, gør det til Guds ære. De, der mener, at man kan spise alt, gør det til Guds ære, for de takker ham for maden. De, der mener, at man ikke bør spise visse ting, gør det til Guds ære, og de takker ham også for maden. 7 Der er jo ingen af os, der lever eller dør for selv at få ære. 8 Nej, vi ønsker at leve til Guds ære og dø til Guds ære. Hvad enten vi lever eller dør, så tilhører vi ham. 9 Da Kristus døde og blev levende igen, blev han herre over både de døde og de levende.
10 Hvor tør du dømme dine medkristne eller se ned på dem? Husk på, at vi alle en dag vil blive stillet for Guds domstol. 11 Der står jo skrevet: „Så sandt jeg lever, siger Herren, skal alle bøje knæ for mig, og alle skal erklære, at jeg er Gud.”[b] 12 Altså skal hver eneste af os en dag stå til regnskab over for Gud.
Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt(A)
26 De sejlede nu videre ind imod gadarenernes egn, som ligger over for Galilæa. 27 Da Jesus steg i land, kom en mand fra landsbyen løbende hen imod ham. Han var besat af onde ånder, og i lang tid havde han flakket hjemløs om uden tøj på. Han holdt til i klippehulerne, hvor man begravede de døde. 28-29 Han faldt nu på knæ foran Jesus, og Jesus befalede den onde ånd at fare ud af ham. Men han skreg op: „Lad mig være i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg beder dig om ikke at pine mig!” Mange gange havde ånden slæbt af sted med den stakkels mand. Man havde lænket ham med jernkæder på hænder og fødder og holdt ham bevogtet, men hver gang havde han revet sig løs og var af den onde ånd blevet drevet ud i ødemarken.
30 „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus.
„Legion!” råbte manden, for han var besat af en mængde dæmoner. 31 De begyndte nu at bønfalde Jesus om ikke at jage dem ned i afgrundens mørke. 32 Der gik en flok svin og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden, og dæmonerne bad om lov til at fare i svinene. I samme øjeblik Jesus gav dem lov, 33 fór de ud af manden og ind i svinene, og hele svineflokken styrtede ned ad skrænten og ud i søen, hvor de druknede.
34 Da svinehyrderne så det, flygtede de, og de fortalte om det i by og på land. 35 Snart var en strøm af mennesker på vej ud for at se, hvad der var sket. Da de nåede derhen, fik de øje på manden, der havde været besat af onde ånder. Han sad nu roligt, påklædt og fuldstændig normal ved Jesu fødder. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. 36 De, der havde set, hvordan den besatte var blevet reddet, forklarede, hvordan det var sket. 37 Derefter bad alle folk der fra egnen Jesus om at forlade deres område, for de var bange for, hvad han ellers kunne finde på at gøre.
Jesus gik da op i båden for at sejle tilbage til Galilæa. 38 Manden, der havde været besat af onde ånder, bad om at få lov til at følge med, men Jesus sagde: 39 „Gå tilbage til din familie og fortæl, hvor stort et under, Gud har gjort for dig.” Manden gik da hjem og fortalte over hele byen om det forunderlige, Jesus havde gjort.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.