Book of Common Prayer
Guds bud
119 Velsignede er de, som gør Guds vilje,[a]
alle de, som adlyder Herrens love.
2 Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
og søger ham af hele deres hjerte.
3 Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
derfor vælger vi at gøre hans vilje.
4 Vi kender dine befalinger, Herre,
som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
5 Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
6 Ved at fokusere på alle dine befalinger
undgår jeg at blive gjort til skamme.
7 Vore hjerter bryder ud i tak,
når vi forstår dine retfærdige love.
8 Vær tålmodig med mig,
for jeg ønsker at adlyde dine bud.
Lydighed
9 Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
for det hjælper dem til at blive på din vej.
10 Jeg søger dig af hele mit hjerte,
lad mig ikke fare vild fra dine bud.
11 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte
for ikke at synde imod dig.
12 Jeg lover og priser dig, Herre,
lær mig alle dine lovbud.
13 Jeg gentager igen og igen
alle de bud, du har givet mig.
14 Jeg glæder mig over dine befalinger,
som var de alverdens rigdomme.
15 Jeg grunder over dine formaninger
og holder fast ved dine forskrifter.
16 Jeg glæder mig over din vejledning
og vil aldrig glemme dit ord.
At følge Guds lov giver glæde og styrke
17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
og jeg ønsker at følge din vejledning.
Bøn om hjælp i en gudløs tid
12 Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.
2 Herre, kom os til hjælp.
Der er ingen tilbage, som adlyder dig.
Man kan ikke opdrive et ærligt menneske.
3 Alle bedrager hinanden,
de er fulde af løgn og falskhed.
4 Herre, gør en ende på al deres smiger,
sæt en stopper for de pralende ord.
5 De siger hovmodigt: „Vore ord giver os magt,
og vi siger, hvad der passer os!”
6 Men Herren svarer:
„Fordi de svage og forfulgte råber til mig,
vil jeg nu gribe ind og forsvare dem.”
7 Herrens løfter er sande,
hans ord er som det fineste sølv,
forædlet syv gange i ilden.
8-9 Herre, selvom ondskaben sidder i højsædet,
og alle gør, hvad der passer dem,
så ved vi, at du altid beskytter os
og bevarer os fra den slags mennesker.
Et fortvivlet menneskes bøn
13 Til korlederen: En sang af David.
2 Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
3 Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?
4 Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
grib ind og red mig fra døden.
5 Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.
6 Jeg stoler på dig og din trofasthed.
Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
for din underfulde godhed imod mig.
Menneskets ondskab
14 Til korlederen: En sang af David.
Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
2 Fra himlen ser Herren på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger Gud?
3 Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
Ingen gør det gode, ikke én eneste.
4 „Fatter de da intet?” siger Herren.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
5 En dag skal de fyldes af rædsel,
for Gud er med dem, der adlyder ham.
6 Onde mennesker undertrykker de svage,
men Herren er deres beskytter.
7 Gid Herren ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Herren griber ind og genrejser sit folk,
så bliver der jubel og glæde i Israel.
Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder
22 Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand. 23 Da de kom til Mara,[a] fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke. 24 Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de.
25 Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet.
Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde: 26 „Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.”
27 Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.
Manna og vagtler
16 Fra Elim rejste israelitterne ind i Sins ørken, området mellem Elim og Sinai. De kom dertil en måned efter, at de havde forladt Egypten. 2 Igen beklagede hele folket sig bittert til Moses og Aron.
3 „Gid vi dog var blevet i Egypten!” jamrede de. „Der havde vi både kød og brød og kunne spise os mætte. Det var bedre, om Herren havde ladet os dø der. Men nu har I bragt os ud i den her ørken, hvor vi er ved at dø af sult.”
9 Da[b] sagde Moses til Aron: „Sig til folket, at de skal komme frem for Herren, for han har hørt deres beklagelser.”
10 Mens Aron talte til israelitterne, skete der noget ude i ørkenen. Alle vendte sig og kiggede derhen, og nu så de Herrens herlighed vise sig i skysøjlen, som plejede at lede dem.
4 Endvidere sagde Herren: „Jeg vil lade mad falde ned fra himlen som regn. Folket kan så hver dag gå ud og samle så meget, de har behov for til den dag. Jeg vil sætte dem på prøve for at se, om de vil følge mine befalinger. 5 Sig til dem, at de skal samle en dobbelt portion på ugens sjette dag.”
6 Moses fortalte det til Aron, som derefter sagde til folket: „I aften skal I få at se, at det var Herren, som førte jer ud af Egypten. 7 Og i morgen skal I få mere af hans herlighed at se, for han har hørt jeres klage. Det er jo ham, I beklager jer over for, ikke os!” 8 Moses fortsatte: „I aften vil Herren give jer kød at spise, og i morgen vil han give jer brød. Og husk på, at når I beklager jer, er det ikke mod os, men mod Herren selv. Vi er jo kun hans talerør.”
2 Læg derfor al ondskab til side, hvad enten det er falskhed, hykleri, misundelse eller sårende ord.
Kom til Jesus og lad ham forme jer
2-3 Har I oplevet Herrens godhed?[a] Så stræb efter at opleve endnu mere af hans godhed. Som nyfødte børn begærligt sutter mælk i sig, skal I blive ved at suge til jer af den åndelige, uforfalskede mælk,[b] så I kan vokse i jeres frelse. 4-5 Kom til Jesus, som er den dyrebare, levende sten, der blev udvalgt af Gud som hjørnestenen i det nye åndelige tempel, selvom han blev vraget af de menneskelige bygmestre, det jødiske præsteskab. Lad ham bruge jer som levende sten, når han bygger sit nye tempel. I skal være et nyt, helligt præsteskab, der med hjælp fra Jesus Kristus bringer åndelige ofre, som Gud med glæde kan tage imod. 6 Skriften siger det sådan:
„Jeg lægger på Zions bjerg[c]
en udvalgt og dyrebar hjørnesten.
De, der tror på ham,
vil ikke blive skuffede.”[d]
7 For jer, som tror på Jesus, er han den dyrebare hjørnesten. Men for dem, der nægter at tro på ham, opfyldes følgende skriftord:
„Den sten, bygmestrene kasserede,
blev selve hjørnestenen.”[e]
8 „…en anstødssten, som de vil snuble over.”[f]
De, der er ulydige mod Guds ord, snubler og falder. Sådan har Gud bestemt det. 9 Men I er blevet en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, ja, Guds ejendomsfolk, så I kan fortælle om, hvor vidunderlig han er, som kaldte jer ud af mørket og ind i sit underfulde lys. 10 I, der ikke før hørte sammen som et folk, er nu blevet Guds folk. I, som ikke kendte til Guds barmhjertighed, har nu erfaret hans barmhjertighed.
Vinstokken og grenene
15 Mens de gik,[a] fortsatte Jesus med at tale til disciplene: „Jeg er den sande vinstok,[b] og min Far er ejeren. 2 Enhver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og enhver gren, som bærer frugt, den beskærer han, for at den kan bære mere frugt. 3 I er allerede blevet renset gennem det, I har lært af mig.
4 Afbryd ikke forbindelsen til mig, så vil jeg heller ikke afbryde forbindelsen til jer![c] Ligesom grenene på en vinstok kun kan bære frugt, hvis de bliver på stokken, sådan kan I kun bære frugt, hvis I bliver i mig og henter jeres kraft fra mig. 5 De, der bliver i mig, bærer megen frugt, men uden mig kan I intet udrette.
6 De grene, der afbryder forbindelsen til mig, bliver som sagt fjernet og smidt på jorden, fordi de ikke bar frugt. Derpå tørrer de ind og bliver til sidst samlet sammen og brændt.
7 Men hvis I bliver i mig, og handler på mine befalinger, så bed om, hvad I vil, og det vil ske. 8 I ærer min Far ved at bære megen frugt og viser derved, at I er mine disciple.
Kærlighed og lydighed
9 Som Faderen har elsket mig, har jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed. 10 I bliver i min kærlighed ved at adlyde mig, ligesom jeg bliver i min Fars kærlighed ved at adlyde ham. 11 Jeg siger det her til jer, for at min glæde kan være i jer og fylde jeres hjerter.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.