Book of Common Prayer
Om at sætte sin lid til Herren
146 Halleluja!
Min sjæl, pris Herren!
2 Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
3 Stol ikke på stormænd,
for mennesker kan ikke frelse jer.
4 De dør og bliver lagt i deres grav,
da er det slut med alle deres planer.
5 Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
de, der sætter deres lid til Herren.
6 Han skabte himlen og jorden,
havet og alt, hvad der lever deri.
Han er trofast til evig tid.
7 Han står på de undertryktes side
og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
8 og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
han elsker dem, der gør hans vilje.
9 Han tager sig af de fremmede,
viser omsorg for enker og forældreløse,
men de ondes planer forpurrer han.
10 Herren skal regere for evigt!
Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!
Den almægtige Gud
147 Halleluja!
Det er godt at synge lovsange til Gud,
ja, det er herligt at prise hans magt.
2 Herren genopbygger Jerusalem
og bringer de landflygtige hjem til Israel.
3 Han heler de sønderbrudte hjerter,
læger de sår, de har fået.
4 Herren satte stjernerne på himlen,
han har givet dem alle et navn.
5 Han er stor og mægtig,
hans visdom er uden grænser.
6 Herren rejser den ydmyge op
og kaster den onde i støvet.
7 Syng takkesange for Herren,
spil på jeres harper for Gud.
8 Han samler skyerne på himlen,
sender byger af regn ned på jorden,
så græs spirer frem på bakkerne.
9 Han giver dyrene deres føde,
mætter den skrigende ravneunge.
10 Han er ikke interesseret i stærke heste,
ikke imponeret af krigerens styrke.
11 Han glæder sig over dem, der adlyder ham
og har tillid til hans trofaste omsorg.
12 Jerusalems befolkning, pris Herren.
Zions indbyggere, lovsyng jeres Gud.
13 Han beskytter byen mod fjenders angreb
og velsigner dens indbyggere.
14 Han skaber fred i landet
og sørger for en rigelig høst.
15 Han sender sit ord ud over jorden,
hans vilje bliver udført i hast.
16 Han breder sneen ud som et tæppe,
spreder rimfrost på jorden som mel.
17 Han kaster hagl som byger af småsten,
hvem kan holde stand mod den isnende kulde?
18 På hans ord begynder isen at smelte,
når han ånder på den, pibler vandet frem.
19 Han sendte sit ord til Israels folk,
gav dem sine forskrifter og lovbud.
20 Han sendte det ikke til de andre folk,
de kender ikke hans love.
Halleluja!
Hele skabningen skal lovsynge Herren
148 Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
2 Pris ham, I engle,
lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
3 Pris ham, sol og måne,
lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
4 Pris ham, I højeste himle,
lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
5 I skal alle prise Herren,
for I er skabt på hans befaling.
6 Han gav jer hver jeres faste plads
ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
7 Lad Herrens pris lyde fra jorden,
lovsyng ham, alle I havets skabninger.
8 Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
9 Pris ham, I bjerge og bakker,
lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
10 Pris ham, både rovdyr og husdyr,
lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
11 Pris ham, I jordens konger,
lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
12 Pris ham, I unge mænd og unge piger,
lovsyng ham, både I børn og I ældre.
13 I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
Han har al magten i himlen og på jorden.
14 Han har ført sit folk frem til sejr,
han har givet sine tjenere grund til glæde,
det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!
Guds folks triumf
149 Halleluja!
Syng en ny sang for Herren,
pris ham i de gudfrygtiges forsamling.
2 Israel, glæd dig over din Skaber,
Jerusalem, bryd ud i takkesang for din konge.
3 Pris ham ved at danse af glæde,
lovsyng ham med tamburiner og lyrer.
4 Herren fryder sig over sit folk,
han kommer de ydmyge til undsætning.
5 Lad de gudfrygtige fryde sig over sejren,
juble af glæde natten igennem.
6 Med lovsang til Gud i hjerte og mund,
og et tveægget sværd i hånden,
7 fuldbyrder de Guds dom over nationerne
og udfører straffen over de fremmede folkeslag.
8 De lægger fjendernes konger i lænker
og stormændene i fodjern.
9 De udfører den dom, der er afsagt,
men Guds trofaste tjenere vil blive æret.
Halleluja!
3 Så sagde Moses til folket: „Den her dag er en dag, I altid vil huske, for det var den dag, I forlod Egypten og blev reddet ud af slaveriet. Herren førte jer ud ved sin vældige magt og mægtige undere. På den dag må I kun spise brød, der er bagt uden surdej.
4-5 Denne dag i aviv[a] måned skal hvert år fejres til minde om jeres befrielse fra slaveriet i Egypten. Når Herren har ført jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, hivvitterne og jebusitterne bor—det land, som han lovede jeres forfædre, et land, som ‚flyder med mælk og honning’, så skal I holde påske hvert år i aviv måned. 6-7 I syv dage skal I spise usyrnet brød, og den syvende dag skal være en særlig højtidsdag for Herren. I de syv dage højtiden varer, må der ikke findes syrnet brød eller surdej i noget hjem, ja overhovedet ikke inden for landets grænser. 8 Hvert år under denne højtid skal I forklare jeres børn, hvad det er, I fejrer—nemlig hvad Herren gjorde for jer, da han reddede jer fra slaveriet i Egypten. 9 Denne årlige højtid skal være et konkret tegn, der giver jer identitet som Herrens befriede folk. Den skal være som et mærke på jeres hånd og pande og minde jer om, at I altid skal tænke og handle på Herrens befalinger, for med vældig magt og mægtige undere førte han jer ud af Egypten.
10 I skal fejre påske hvert år i aviv måned.
41 Solen har sin særlige udstråling, og månen og stjernerne deres, og den ene stjerne adskiller sig fra den anden i energi og udstråling.
42 Det, der sker i naturen, kan sammenlignes med det, der sker, når de døde genopstår. Det, der lægges i jorden, er forgængeligt; det, der opstår, er uforgængeligt. 43 Det, der lægges i jorden, er værdiløst; det, der opstår, er herligt. Det, der lægges i jorden, er magtesløst; det, der opstår, er fuldt af kraft. 44 Der lægges et fysisk legeme ned, men der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et fysisk legeme, må der også findes et åndeligt. 45 Skriften siger jo også, at den første mand, Adam, blev et levende væsen og gav det fysiske liv videre. Men den sidste Adam, Kristus, giver åndeligt liv. 46 Det fysiske liv kommer først, derefter det åndelige.
47 Adam blev skabt af jordens muld, men Kristus kom ovenfra—fra Himlen. 48 Alle mennesker har den samme slags legeme som Adam, et jordisk legeme, men alle, der hører Kristus til, vil få samme slags legeme som ham, et himmelsk legeme. 49 Ligesom vi fik et jordisk legeme, skal vi også få et himmelsk legeme. 50 Hør godt efter, venner: Et almindeligt menneske af kød og blod kan ikke få del i det kommende Guds rige. Det forgængelige kan ikke få del i det uforgængelige.
Jesu sidste ord til disciplene(A)
16 De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. 17 Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.
18 „Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus. 19 „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre[a] Faderen og Sønnen og Helligånden, 20 og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.