Book of Common Prayer
Bøn om hjælp
28 En sang af David.
Herre, jeg råber til dig om hjælp,
for du er min eneste redning.
Hvis du ikke griber ind,
må jeg se døden i øjnene.
2 Herre, lyt til min bøn om nåde,
jeg råber til dig om hjælp
med løftede hænder mod din helligdom.
3 Lad mig ikke ende som de ondskabsfulde,
der taler venligt til folk,
mens de udtænker onde planer.
4 Giv dem den straf, de fortjener,
lad dem lide for deres grusomme handlinger.
Straf dem for al deres ondskab.
5 De ænser ikke Guds veje,
de følger ikke hans bud.
Derfor vil Gud rive dem ned
som et hus, der aldrig skal genopbygges.
6 Lovet være Herren,
for han har hørt min bøn.
7 Han er min styrke og mit skjold,
jeg stoler på ham af hele mit hjerte.
Når han hjælper, fyldes jeg med glæde,
mit hjerte jubler af lovsang til ham.
8 Herren bevarer sit folk,
han giver sejr til sin udvalgte konge.
9 Herre, befri dit folk,
velsign dem, der hører dig til.
Vær som en hyrde for dem,
bær dem i dine arme for evigt!
Lovsang efter helbredelse
30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
2 Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
3 Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du helbredte mig.
4 Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
5 Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Pris hans hellige navn!
6 Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Selvsikkerhedens fristelse
7 Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
8 Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
9 Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
12 Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig.
Resten af Joash’ tid som konge i Juda(A)
17-18 Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. 19 Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem.
20 Da kom Guds Ånd over Zekarja, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!”
21 Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zekarja af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zekarja, så han blev stenet til døde i forgården til templet. 22 Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab—ved at dræbe hans søn! Zekarjas sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!”
Menigheden udvælger syv menighedstjenere
6 Efterhånden som flere og flere kom til tro, begyndte de græsktalende jødekristne i menigheden at beklage sig overfor de hebraisktalende, fordi de mente, at deres enker blev tilsidesat ved den daglige maduddeling. 2 Derfor indkaldte de 12 apostle alle lederne til et møde og sagde: „Det er ikke godt, at vi forsømmer forkyndelsen af Guds ord for at tage vare på maduddelingen. 3 Derfor skal I finde syv erfarne og åndsfyldte mænd iblandt jer, som har et godt ry. Dem vil vi give ansvaret for maduddelingen, 4 så vi selv kan koncentrere os om bønnen og tjenesten med at forkynde ordet.”
5 De syntes alle, at det var et godt forslag, og de valgte derfor syv mænd: Stefanus (en mand, som var fuld af tro og Helligåndens kraft), Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos fra Antiokia (en græker, der tidligere havde sluttet sig til jødedommen). 6 De syv blev så fremstillet for apostlene, som bad for dem og indsatte dem til tjeneste ved at lægge hænderne på dem og velsigne dem.
7 Guds ord nåede ud i stadig videre kredse, og antallet af disciple voksede stærkt i Jerusalem. Også en del af de jødiske præster kom til tro.
Lovsang som tak for sejr[a]
118 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Syng med, Israels menighed:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
3 Syng med, Arons præsteslægt:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
4 Syng med, alle I, der kender Herren:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
5 I min nød bad jeg til Herren,[b]
han svarede og satte mig fri.
6 Herren er med mig, så jeg vil intet frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?
7 Herren hjælper mig,
han besejrer alle mine fjender.
8 Det er bedre at stole på Herren
end at sætte sin lid til mennesker.
9 Det er bedre at søge hjælp hos ham
end at stole på stormænd og fyrster.
10 Jeg var omringet af fjendtlige hære,
men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
11 De kom imod mig fra alle sider,
men i Herrens kraft sejrede jeg over dem.
12 De sværmede om mig som bier,
de blussede op som ild i en bunke kvas,
men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
13 Jeg blev angrebet hårdt og var ved at bukke under,
men Herren kom mig til undsætning.
14 Herren hjalp mig og gav mig styrke,
han gav mig sejr over mine fjender.
15 Der høres jubel og sejrsråb i de gudfrygtiges telte:
„Herren gav os sejr!
16 Herren er stor og mægtig!
Det var ham, der gav os sejren!”
17 Jeg er ikke død, jeg lever stadig.
Jeg vil fortælle, hvad Herren har gjort.
18 Selv om Herren satte mig på en hård prøve,
skånede han dog mit liv.
19 Luk helligdommens porte op,
så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
20 De porte fører ind til Guds nærhed,
kun de gudfrygtige kan gå derind.
21 Jeg takker dig, Herre,
for du hørte min bøn og gav mig sejr.
22 Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.[c]
23 Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.
24 Det er Herrens dag i dag,
kom, lad os juble og fryde os.
25 Herre, hjælp os, når vi er i nød,
red os og giv os fremgang!
26 Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
Vi velsigner jer fra Herrens hus.
27 Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
Lad folk komme i festligt optog
til alterets horn med flettede grene.[d]
28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
Jeg vil fortælle om din storhed og magt.
29 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid!
59 Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60 Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.
8 Og Saul syntes det var godt, at han blev dræbt.
Forfølgelse i Jerusalem
Samme dag blev der iværksat en voldsom forfølgelse mod de troende i Jerusalem. De fleste disciple af Jesus forlod byen og spredtes over hele Judæa og Samaria. Apostlene blev dog i Jerusalem. 2 Nogle gudfrygtige jøder begravede Stefanus og sørgede dybt over ham. 3 Men Saul søgte at komme de Jesus-troende til livs. Han gik fra hus til hus og arresterede både mænd og kvinder og fik dem sat i fængsel.
Filip bringer Guds rige til Samaria
4 De disciple, som nu var blevet spredt, forkyndte budskabet om Jesus overalt, hvor de kom frem. 5 Filip kom til byen Samaria og fortalte folk dér, at Jesus var Messias. 6 Store menneskeskarer lyttede opmærksomt til, hvad han havde at fortælle, for de så de mirakler, han gjorde. 7 Mange onde ånder blev drevet ud og forlod deres ofre med høje skrig. Mange handicappede blev helbredt, 8 og der blev stor glæde i byen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.