Book of Common Prayer
78 En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!
2 Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.
3 Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,
4 det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.
5 Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,
6 forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn
7 og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud
8 og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.
9 Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.
10 De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,
11 og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.
12 For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark[a].
13 Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.
14 Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.
15 Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.
16 Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.
17 Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.
18 Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.
19 Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?
20 Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?
21 Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,
22 fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.
23 Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.
24 Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.
25 Englebrød[b] åt enhver; han sendte dem næring til mette.
26 Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.
27 Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,
28 og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.
29 Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.
30 De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,
31 da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.
32 Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.
33 Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.
34 Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud
35 og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.
36 Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.
37 Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.
38 Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.
39 Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.
40 Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!
41 Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.
42 De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,
43 han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.
44 Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.
45 Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.
46 Og han gav gnageren[c] deres grøde og gresshoppen deres høst.
47 Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.
48 Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.
49 Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.
50 Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.
51 Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.
52 Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.
53 Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.
54 Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.
55 Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.
56 Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.
57 De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.
58 Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.
59 Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.
60 Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.
61 Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.
62 Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.
63 Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.
64 Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål[d].
65 Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.
66 Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.
67 Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,
68 men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.
69 Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.
70 Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;
71 fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.
72 Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.
7 Og Jerubba'al, det er Gideon, og alt folket som var med ham, tok tidlig ut og leiret sig ved Harodkilden; men midianittenes leir lå nordenfor, fra More-høiden og ned i dalen.
2 Da sa Herren til Gideon: Du har for mange folk med dig til at jeg skulde gi midianittene i deres hånd; for da kunde Israel rose sig mot mig og si: Min egen hånd har frelst mig.
3 La nu utrope for folket: Den som er fryktsom og redd, kan vende om og fare hjem igjen fra Gileadfjellet! Da vendte to og tyve tusen av folket om, og ti tusen blev igjen.
4 Men Herren sa til Gideon: Ennu er det for mange folk; la dem gå ned til vannet, så vil jeg prøve dem for dig der, og den som jeg sier skal gå med dig, han skal gå med dig; men hver den som jeg sier ikke skal gå med dig, skal ikke gå.
5 Så lot han folket gå ned til vannet, og Herren sa til Gideon: Alle som lepjer vannet i sig med tungen likesom hunden, skal du stille for sig selv, og likeså alle som legger sig på kne for å drikke.
6 Og tallet på dem som lepjet med hånden til munnen, var tre hundre; men hele resten av folket la sig på kne og drakk av vannet.
7 Da sa Herren til Gideon: Med de tre hundre mann som lepjet, vil jeg frelse eder og gi midianittene i din hånd; men resten av folket kan gå hver til sitt.
8 Så tok de til sig folkets matforråd og deres basuner, og alle de andre Israels menn lot han fare hver til sitt telt; men de tre hundre mann lot han bli igjen hos sig. Og midianittenes leir var lenger nede i dalen.
9 Og samme natt sa Herren til ham: Stå op og dra ned imot leiren! Jeg har gitt den i din hånd.
10 Men er du redd for å dra ned, så gå med din tjener Pura ned til leiren
11 Og hør efter hvad de sier; så skal du kjenne dig så sterk at du tør dra ned imot leiren. Og han og hans tjener Pura gikk ned til de krigsfolk som holdt vakt ytterst i leiren.
12 Men midianittene og amalekittene og alle Østens barn lå der i dalen så tett som gresshopper, og det var ikke tall på deres kameler; de var tallrike som sanden på havets bredd.
13 Med det samme Gideon kom, var der en mann som fortalte en annen en drøm og sa: Jeg hadde en drøm, og se, et byggbrød kom rullende imot midianittenes leir, og da det kom til teltet, støtte det til det, så det falt; det kastet det over ende, og teltet lå der.
14 Da svarte den andre og sa: Dette er ikke noget annet enn israelitten Gideons, Joas' sønns sverd; Gud har gitt midianittene og hele leiren i hans hånd.
15 Og da Gideon hørte denne drøm fortalt og hvorledes den blev tydet, tilbad han. og han vendte tilbake til Israels leir og sa: Stå op! Herren har gitt midianittenes leir i eders hånd.
16 Og han delte de tre hundre mann i tre flokker og gav dem alle sammen basuner i hendene og tomme krukker, og inne i krukkene var det fakler.
17 Og han sa til dem: I skal se på mig og gjøre som jeg; når jeg kommer til utkanten av leiren, så skal I gjøre som jeg gjør.
18 Når jeg støter i basunen, jeg og alle de som er med mig, da skal også I støte i basunene rundt omkring hele leiren og rope: For Herren og for Gideon!
3 Men Peter og Johannes gikk sammen op i templet ved bønnens time, som var den niende.
2 Og det blev båret frem en mann som var vanfør fra mors liv av, og som de daglig la ved den tempeldør som kalles den fagre, for å be dem som gikk inn i templet, om almisse.
3 Da han så Peter og Johannes som vilde gå inn i templet, bad han om å få en almisse.
4 Men Peter så skarpt på ham sammen med Johannes og sa: Se på oss!
5 Han gav da akt på dem, for han ventet å få noget av dem.
6 Men Peter sa: Sølv og gull eier jeg ikke; men det jeg har, det gir jeg dig: I Jesu Kristi, nasareerens navn - stå op og gå!
7 Så grep han ham ved den høire hånd og reiste ham op,
8 og straks fikk hans føtter og ankler styrke, og han sprang op og stod og gikk omkring, og han fulgte med dem inn i templet, og gikk omkring der og sprang og lovet Gud.
9 Og hele folket så ham gå omkring og love Gud,
10 og de kjente ham, de så at han var den som satt der ved den fagre tempeldør for å få almisse, og de blev fulle av forundring og redsel over det som var vederfaret ham.
11 Mens han nu holdt sig nær til Peter og Johannes, strømmet hele folket i forundring sammen om dem ved den buegang som kalles Salomos buegang.
19 Og dette er Johannes' vidnesbyrd, da jødene sendte prester og levitter fra Jerusalem for å spørre ham: Hvem er du?
20 Da bekjente han og nektet ikke; han bekjente: Jeg er ikke Messias.
21 Og de spurte ham: Hvad da? Er du Elias? Han sa: Det er jeg ikke. Er du profeten? Og han svarte: Nei.
22 De sa da til ham: Hvem er du? så vi kan gi dem svar som har sendt oss; hvad sier du om dig selv?
23 Han sa: Jeg er en røst av en som roper i ørkenen: Gjør Herrens vei jevn, som profeten Esaias har sagt.
24 Og de som var utsendt, var fariseere,
25 og de spurte ham: Hvorfor døper du da, når du ikke er Messias, og heller ikke Elias, og heller ikke profeten?
26 Johannes svarte dem: Jeg døper med vann; midt iblandt eder står den I ikke kjenner,
27 han som kommer efter mig, han hvis skorem jeg ikke er verdig til å løse.
28 Dette skjedde i Betania på hin side Jordan, hvor Johannes døpte.