Book of Common Prayer
89 En læresalme av Etan, esrahitten.
2 Om Herrens nådegjerninger vil jeg synge til evig tid; fra slekt til slekt vil jeg kunngjøre din trofasthet med min munn.
3 For jeg sier: Miskunnhet bygges op til evig tid, i himmelen grunnfester du din trofasthet.
4 [Du sier:] Jeg har gjort en pakt med min utvalgte, jeg har svoret David, min tjener:
5 Til evig tid vil jeg grunnfeste ditt avkom, og jeg vil bygge din trone fra slekt til slekt. Sela.
6 Og himlene priser din underfulle gjerning, Herre, og din trofasthet prises i de helliges forsamling.
7 For hvem i det høie er å ligne med Herren? Hvem er Herren lik blandt Guds sønner,
8 en Gud, såre forferdelig i de helliges hemmelige råd og fryktelig for alle dem som er omkring ham?
9 Herre, hærskarenes Gud, hvem er sterk som du, Herre? Og din trofasthet er rundt omkring dig.
10 Du er den som hersker over havets overmot; når dets bølger reiser sig, lar du dem legge sig.
11 Du har sønderknust Rahab[a] som en ihjelslått; med din styrkes arm har du spredt dine fiender.
12 Dig hører himlene til, dig også jorden; jorderike og alt det som fyller det - du har grunnfestet dem;
13 nord og syd - du har skapt dem; Tabor og Hermon jubler over ditt navn.
14 Du har en arm med velde; sterk er din hånd, ophøiet er din høire hånd.
15 Rettferd og rett er din trones grunnvoll; nåde og sannhet går frem for ditt åsyn.
16 Salig er det folk som kjenner til jubel[b]; Herre, i ditt åsyns lys skal de vandre.
17 I ditt navn skal de fryde sig hele dagen, og ved din rettferdighet blir de ophøiet.
18 For du er deres styrkes pryd, og ved din godhet ophøier du vårt horn.
19 For Herren er vårt skjold, og Israels Hellige vår konge.
20 Dengang[c] talte du i et syn til dine fromme[d] og sa: Jeg har nedlagt hjelp hos en helt, jeg har ophøiet en ung mann av folket.
21 Jeg har funnet David, min tjener, jeg har salvet ham med min hellige olje.
22 Min hånd skal alltid være med ham, og min arm skal gi ham styrke.
23 Fienden skal ikke plage ham, og den urettferdige skal ikke undertrykke ham.
24 Men jeg vil sønderknuse hans motstandere for hans åsyn og slå dem som hater ham.
25 Og min trofasthet og min miskunnhet skal være med ham, og i mitt navn skal hans horn ophøies.
26 Og jeg vil la ham legge sin hånd på havet og sin høire hånd på elvene.
27 Han skal rope til mig: Du er min far, min Gud og min frelses klippe.
28 Og jeg vil gjøre ham til den førstefødte, til den høieste blandt kongene på jorden.
29 Jeg vil bevare min miskunnhet mot ham til evig tid, og min pakt skal stå fast for ham.
30 Og jeg vil la hans avkom bli til evig tid og hans trone som himmelens dager.
31 Dersom hans barn forlater min lov og ikke vandrer i mine bud,
32 dersom de krenker mine forskrifter og ikke holder mine befalinger,
33 da vil jeg hjemsøke deres synd med ris og deres misgjerning med plager.
34 Men min miskunnhet vil jeg ikke ta fra ham, og min trofasthet skal ikke svikte;
35 jeg vil ikke bryte min pakt og ikke forandre hvad som gikk ut fra mine leber.
36 Ett har jeg svoret ved min hellighet, sannelig, for David vil jeg ikke lyve:
37 Hans avkom skal bli til evig tid, og hans trone som solen for mitt åsyn.
38 Som månen skal den stå evindelig, og vidnet i det høie er trofast. Sela.
39 Og du har forkastet og forsmådd, du er blitt harm på din salvede.
40 Du har rystet av dig pakten med din tjener, du har vanhelliget hans krone ned i støvet.
41 Du har revet ned alle hans murer, du har lagt hans festninger i grus.
42 Alle de som går forbi på veien, har plyndret ham; han er blitt til hån for sine naboer.
43 Du har ophøiet hans motstanderes høire hånd, du har gledet alle hans fiender.
44 Og du lot hans skarpe sverd vike og lot ham ikke holde stand i striden.
45 Du har gjort ende på hans glans og kastet hans trone i støvet.
46 Du har forkortet hans ungdoms dager, du har dekket ham med skam. Sela.
47 Hvor lenge, Herre, vil du skjule dig evindelig? Hvor lenge skal din harme brenne som ild?
48 Kom dog i hu hvor kort mitt liv er, hvor forgjengelige du har skapt alle menneskenes barn!
49 Hvem er den mann som lever og ikke ser døden, som frir sin sjel fra dødsrikets vold? Sela.
50 Hvor er, Herre, dine forrige nådegjerninger, som du tilsvor David i din trofasthet?
51 Kom i hu, Herre, dine tjeneres vanære, at jeg må bære alle de mange folk i mitt skjød,
52 at dine fiender håner, Herre, at de håner din salvedes fotspor!
53 Lovet være Herren til evig tid! Amen, amen.
49 Og Jakob kalte sine sønner til sig og sa: samle eder, så vil jeg forkynne eder hvad som skal hende eder i de siste dager[a].
2 Kom sammen og hør, I Jakobs sønner, hør på Israel, eders far!
3 Ruben, min førstefødte er du, min kraft og min styrkes første frukt, høiest i ære og størst i makt.
4 Du bruser over som vannet, du skal intet fortrin ha; for du steg op på din fars leie; da vanhelliget du det - i min seng steg han op!
5 Simeon og Levi er brødre, voldsvåben er deres sverd.
6 Møt ikke i deres hemmelige råd, min sjel, ta ikke del i deres sammenkomster, min ære[b]! For i sin vrede slo de menn ihjel, og i sin selvrådighet skamskar de okser.
7 Forbannet være deres vrede, for den var vill, og deres grumhet, for den var hård! Jeg vil kaste dem omkring i Jakob og sprede dem i Israel.
8 Juda - dig skal dine brødre prise, din hånd skal være på dine fienders nakke, for dig skal din fars sønner bøie sig.
9 En ung løve er Juda; fra rov er du steget op, min sønn! Han legger sig ned, han hviler som en løve, som en løvinne; hvem våger å vekke ham?
10 Ikke skal kongespir vike fra Juda, ikke herskerstav fra hans føtter, inntil fredsfyrsten kommer, og folkene blir ham lydige.
11 Han binder til vintreet sitt unge asen og til den edle ranke sin aseninnes fole; han tvetter i vin sitt klædebon og i druers blod sin kjortel.
12 Dunkle er hans øine av vin, og hvite hans tenner av melk.
13 Sebulon - ved havets strand skal han bo, ved stranden hvor skibene lander; hans side er vendt mot Sidon.
14 Issakar er et sterktbygget asen, som hviler mellem sine hegn.
15 Og han så at hvilen var god, og at landet var fagert; da bøide han sin rygg under byrden og blev en ufri træl.
16 Dan skal dømme sitt folk, han som de andre Israels stammer.
17 Dan skal være en slange på veien, en huggorm på stien, som biter hesten i hælene, så rytteren faller bakover.
18 Efter din frelse bier jeg, Herre!
19 Gad - en fiendeflokk hugger inn på ham, men han hugger dem i hælene.
20 Fra Aser kommer fedmen, hans mat, og lekre retter som for konger har han å gi.
21 Naftali er en lekende hind; liflig er ordet han taler.
22 Et ungt frukttre er Josef, et ungt frukttre ved kilden; grenene skyter ut over muren.
23 Og de egger ham og skyter på ham, de forfølger ham - de pileskyttere.
24 Men fast står han der med sin bue, og hans hender og armer er raske - ved Jakobs Veldiges hender, fra ham, fra hyrden, Israels klippe,
25 fra din fars Gud, og han hjelpe dig, fra den Allmektige, og han velsigne dig med velsignelser fra himmelen der oppe, med velsignelser fra dypet der nede, med brysters og morslivs velsignelser!
26 Din fars velsignelser stiger høit op over mine forfedres velsignelser, de når op til de evige høiders grense; de skal komme over Josefs hode, over hans isse, han som er høvding blandt sine brødre.
27 Benjamin er en glupende ulv; om morgenen eter han op rov, og om aftenen deler han ut hærfang.
28 Alle disse er Israels stammer, tolv i tallet, og således var det deres far talte til dem; han velsignet dem, hver av dem velsignet han med den velsignelse som tilkom ham.
14 Derfor, mine elskede, fly fra avgudsdyrkelsen!
15 Jeg taler til eder som til forstandige; døm selv det jeg sier!
16 Velsignelsens kalk som vi velsigner, er den ikke samfund med Kristi blod? Brødet som vi bryter, er det ikke samfund med Kristi legeme?
17 Fordi der er ett brød, er vi ett legeme, enda vi er mange; for vi har alle del i det ene brød.
18 Se til Israel efter kjødet: Har ikke de som eter offerne, samfund med alteret?
19 Hvad mener jeg altså? at det er noget avguds-offer til? eller at det er nogen avgud til?
20 Nei, men at det de ofrer, det ofrer de til onde ånder og ikke til Gud; men jeg vil ikke at I skal komme i samfund med de onde ånder.
21 I kan ikke drikke Herrens kalk og onde ånders kalk; I kan ikke ha del I Herrens bord og i onde ånders bord.
22 Eller tør vi egge Herren til nidkjærhet? vi er vel ikke sterkere enn han?
23 Jeg har lov til alt, men ikke alt gagner; jeg har lov til alt, men ikke alt opbygger.
24 Ingen søke sitt eget, men enhver søke den annens beste!
25 Alt det som selges i slakterboden, kan I ete uten at I for samvittighetens skyld spør mere efter det;
26 for jorden og alt det som fyller den, hører Herren til.
27 Og dersom nogen av de vantro ber eder til gjest, og I vil gå dit, da kan I ete alt som settes frem for eder, uten at I for samvittighetens skyld spør mere efter det.
28 Men dersom nogen sier til eder: Dette er avguds-offer, da la være å ete det, for hans skyld som sa eder det, og for samvittighetens skyld!
29 Jeg mener ikke ens egen samvittighet, men næstens. For hvorfor skal min frihet dømmes av en annens samvittighet?
30 Dersom jeg nyter det med takk, hvorfor skal jeg da spottes for det som jeg takker for?
31 Enten I altså eter eller drikker, eller hvad I gjør, så gjør alt til Guds ære!
32 Vær uten anstøt både for jøder og for grekere og for Guds menighet,
33 likesom også jeg i alt streber å tekkes alle og ikke tenker på mitt eget gagn, men på de manges, at de må bli frelst.
11 Bli mine efterfølgere, likesom jeg efterfølger Kristus! / [1KO 11, 1 er i trykte bøker plassert på slutten av kapittel 10.]
24 Og han stod op og gikk bort derfra til Tyrus' og Sidons landemerker. Og han gikk inn i et hus, og vilde ikke at nogen skulde få vite det, og det kunde dog ikke holdes skjult;
25 men en kvinne hvis datter hadde en uren ånd, hadde fått høre om ham, og kom straks og falt ned for hans føtter.
26 Men kvinnen var en hedensk kvinne, syrofønikisk av ætt; og hun bad ham at han vilde drive den onde ånd ut av hennes datter.
27 Og han sa til henne: La først barna bli mette! for det er ikke vakkert å ta brødet fra barna og kaste det for de små hunder.
28 Men hun svarte ham: Det er sant, Herre! de små hunder eter jo under bordet av barnas smuler.
29 Og han sa til henne: For dette ords skyld sier jeg dig: Gå bort! Den onde ånd er faret ut av din datter.
30 Og hun gikk bort til sitt hus og fant at barnet lå på sengen, og at den onde ånd var faret ut.
31 Og da han gikk ut igjen fra Tyrus' landemerker, kom han gjennem Sidon til den Galileiske Sjø, midt igjennem Dekapolis-landet.
32 Og de førte til ham en mann som var døv og hadde ondt for å tale, og de bad ham legge sin hånd på ham.
33 Og han tok ham avsides fra folket, og stakk sine fingrer i hans ører og spyttet og rørte ved hans tunge,
34 og så op mot himmelen, sukket og sa til ham: Effata! det er: lat dig op!
35 Og straks blev hans ører oplatt, og hans tunges bånd blev løst, og han talte rent.
36 Og han forbød dem å si det til nogen; men jo mere han forbød dem det, dess mere kunngjorde de det.
37 Og de var overvettes forundret og sa: Han har gjort alle ting vel; både gjør han at de døve hører, og at de målløse taler.