Book of Common Prayer

40 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.

² Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig. ³ Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed, ⁴ en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren. ⁵ Salig den Mand, der sætter sin Lid til Herren, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn. ⁶ Mange Undere gjorde du, Herre min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

⁷ Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke. ⁸ Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift; ⁹ at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre." ¹⁰ I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; Herre, du ved det. ¹¹ Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling. ¹² Du, Herre, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

¹³ Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet. ¹⁴ Du værdiges, Herre, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp. ¹⁵ Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel; ¹⁶ Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig! ¹⁷ Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "Herren er stor!" ¹⁸ Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

54 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David, ² da Zifiterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os."

³ Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, ⁴ hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! ⁵ Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

⁶ Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! ⁷ Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! ⁸ Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o Herre, thi det er godt; ⁹ thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!

51 Til Sangmesteren. En Salme af David, ² dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.

³ Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, ⁴ tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! ⁵ Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. ⁶ Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. ⁷ Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. ⁸ Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. ⁹ Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; ¹⁰ mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; ¹¹ skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; ¹² skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; ¹³ kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; ¹⁴ glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! ¹⁵ Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. ¹⁶ Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; ¹⁷ Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.

¹⁸ Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. ¹⁹ Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.

²⁰ Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! ²¹ Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.

⁸ Og Herrens Ord kom til Zaka rias således: ⁹ Så siger Hærskarers Herre: Fæld redelig Dom, vis Miskundhed og Barmhjertighed mod hverandre, ¹⁰ undertryk ikke Enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre! ¹¹ Men de vilde ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres Ører døve ¹² og deres Hjerter hårde som Diamant for ikke at høre Loven og de Ord, Hærskarers Herre sendte gennem sin Ånd ved de tidligere Profeter. Derfor kom der stor Vrede fra Hærskarers Herre. ¹³ Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskarers Herre, ikke høre, når de kalder; ¹⁴ og jeg blæste dem bort blandt alle de Folk, de ikke kendte, og Landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige Land til en Ørk.

8 Hærskarers Herres Ord kom således: ² Så siger Hærskarers Herre: Jeg er fuld af Nidkærhed for Zion, ja i stor Vrede er jeg nidkær for det. ³ Så siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og fæster Bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste By, og Hærskarers Herres Bjerg det hellige Bjerg. ⁴ Så siger Hærskarers Herre: Atter skal gamle Mænd og Kvinder sidde på Jerusalems Torve, alle med Stav i Hånd for deres Ældes Skyld, ⁵ og Byens Torve skal vrimle af legende Drenge og Piger. ⁶ Så siger Hærskarers Herre: Fordi det i disse Dage synes det tiloversblevne af dette Folk umuligt, skulde det så også synes mig umuligt, lyder det fra Hærskarers Herre. ⁷ Så siger Hærskarers Herre: Se, jeg frelser mit Folk fra Østerleden og Vesterleden ⁸ og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit Folk, og jeg vil være deres Gud i Trofasthed og Retfærd.

⁶ Og jeg så, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke ere de syv Guds Ånder, som ere udsendte til hele Jorden. ⁷ Og det kom og tog Bogen af hans højre Hånd, som sad på Tronen.

⁸ Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner. ⁹ Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og Folkeslag, ¹⁰ og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger på Jorden. ¹¹ Og jeg så, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder, ¹² og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at få Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse! ¹³ Og hver Skabning, som er i Himmelen og på Jorden og under Jorden og på Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder på Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder! ¹⁴ Og de fire Væsener sagde: Amen! Og de Ældste faldt ned og tilbade.

¹⁴ Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte på sine Tjenere og overgav dem sin Ejendom; ¹⁵ og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands. ¹⁶ Men den, som havde fået de fem Talenter, gik hen og købslog med dem og vandt andre fem Talenter ¹⁷ Ligeså vandt også den, som havde fået de to Talenter,andre to. ¹⁸ Men den, som havde fået den ene, gik bort og gravede i Jorden og skjulte sin Herres Penge. ¹⁹ Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder Regnskab med dem. ²⁰ Og den, som havde fået de fem Talenter, kom frem og bragte andre fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se, jeg har vundet fem andre Talenter. ²¹ Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres Glæde! ²² Da kom også han frem, som havde fået de to Talenter, og sagde: Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre Talenter. ²³ Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres glæde! ²⁴ Men også han, som havde fået den ene Talent, kom frem og sagde: Herre! jeg kendte dig, at du er en hård Mand, som høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte; ²⁵ og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se, her har du, hvad dit er. ²⁶ Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor jeg ikke spredte; ²⁷ derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og når jeg kom, da havde jeg fået mit igen med Rente. ²⁸ Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har de ti Talenter. ²⁹ Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. ³⁰ Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.