Book of Common Prayer
26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. 2 Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; 3 thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. 4 Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. 5 Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. 6 Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, 7 for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. 8 Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.
9 Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, 10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. 11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! 12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.
28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. 2 Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. 3 Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. 4 Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! 5 Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!
6 Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; 7 min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.
8 Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. 9 Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!
36 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David.
2 Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; 3 thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. 4 Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; 5 på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. 6 Herre, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, 7 din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre, du frelser Folk og Fæ, 8 hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; 9 de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 10 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
11 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. 12 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. 13 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" 3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, 4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. 7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. 8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. 9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. 13 Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
16 I må ikke friste Herren eders Gud, som I gjorde ved Massa. 17 I skal omhyggeligt holde Herren eders Guds Bud, Vidnesbyrd og Anordninger, som han har pålagt dig; 18 og du skal gøre, hvad der er ret og godt i Herrens Øjne, for at det må gå dig vel, og du må komme ind og få det herlige Land i Eje. som Herren tilsvor dine Fædre, 19 idet han jager alle dine Fjender bort foran dig, som Herren har sagt!
20 Når din Søn i Fremtiden spørger dig: "Hvorledes har det sig med de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, som Herren vor Gud gav eder?" 21 så skal du svare din Søn således: "Vi var engang Faraos Trælle i Ægypten; men Herren førte os ud af Ægypten med stærk Hånd. 22 Og Herren udførte Tegn og store, ødelæggende Undere på Ægypten, på Farao og hele hans Hus, lige for vore Øjne; 23 men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det Land, han havde tilsvoret vore Fædre. 24 Dengang pålagde Herren os at handle efter alle disse Anordninger, idet vi frygter Herren vor Gud, for at det altid må gå os vel, for at han kan lade os blive i Live, som det hidtil er sket. 25 Og vi skal stå som retfærdige for Herren vor Guds Ansigt, når vi handler efter alle disse Anordninger, således som han har pålagt os!"
2 Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke skulle rives bort. 2 Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn, 3 hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, 4 idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin Villie.
5 Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om hvilken vi tale. 6 Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham? 7 Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham; 8 alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte ham; 9 men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle, Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.
10 Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser.
19 Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: "Hvem er du?" 20 Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." 21 Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej." 22 Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?" 23 Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt." 24 Og de vare udsendte fra Farisæerne, 25 og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, dersom du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?" 26 Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med Vand; midt iblandt eder står den, I ikke kende, 27 han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse." 28 Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte.