Book of Common Prayer
45 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af Koras Sønner. En Maskil. En Sang om Kærlighed.
2 Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
3 Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt. 4 Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt, 5 Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din høj re lære dig frygtelige Ting! 6 Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet. 7 Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav. 8 Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller, 9 af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller, 10 Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofrguldets Skrud ved din højre.
11 Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og din Faders Hus, 12 at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre. 13 Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest. 14 Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld; 15 fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen. 16 De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.
17 Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet! 18 Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.
47 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud! 3 Thi Herren, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden. 4 Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod; 5 han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela. 6 Gud steg op under Jubel, Herren under Homets Klang. 7 Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge; 8 thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud. 9 Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde. 10 Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!
48 En Sang. En Salme af Koras Sønner.
2 Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad. 3 Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By. 4 Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge. 5 Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen; 6 de så og tav på Stedet, flyed i Angst, 7 af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder. 8 Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.
9 Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers Herres By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela. 10 I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed; 11 som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd, 12 Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme. 13 Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne, 14 læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der 15 kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.
29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, 3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, 4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, 5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, 6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, 7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. 8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, 9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
14 Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og Grækere, troede. 2 Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind og satte ondt i dem imod Brødrene. 3 De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og Undere ske ved deres Hænder. 4 Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre med Apostlene.
5 Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem, 6 og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land, 7 og der forkyndte de Evangeliet. 8 Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam fra Moders Liv, og han havde aldrig gået. 9 Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst: 10 "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring. 11 Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os." 12 Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet. 13 Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne. 14 Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren, 15 råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem; 16 han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje, 17 ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde." 18 Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem.
31 Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham. 32 Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?" 33 Jøderne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud." 34 Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder? 35 Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes), 36 sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? 37 Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke! 38 Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen." 39 De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.
40 Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der. 41 Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt." 42 Og mange troede på ham der.