Derfor vil jeg dømme jer og straffe jer for øjnene af alle de andre nationer.

Jeg gør jeres land øde til skræk og advarsel for jeres nabolande. Enhver, som kommer forbi og ser ødelæggelsen, vil udtale nedladende ord imod jer. I bliver et skræmmende eksempel på hvilke voldsomme konsekvenser det får, når Herren udøser sin straf over en nation.

Kun enkelte af jer får lov at overleve, og den rest, der bliver tilbage, skal spredes blandt verdens nationer.

Derfor skal du sige til judæerne i eksilet: Jeg fordrev jer fra min helligdom og spredte jer mellem verdens nationer. Men jeg vil selv være jeres helligdom, mens I er i eksil.

Jeg vil samle jer sammen fra de nationer, jeg fordrev jer til, føre jer tilbage til Israels land og lade jer bo i landet igen.

Kongen vil i nattens mulm og mørke forlade byen gennem et hul i muren med tilhyllet ansigt, så han ikke kan se det land, han forlader, og med sin oppakning på skuldrene.

Rygtet om din skønhed nåede ud til alle nationer. Det var mine gaver, som gjorde dig til det, du var.

Mens de endnu var i ørkenen, lovede jeg højt og helligt, at jeg ville sprede dem blandt verdens nationer, fordi de havde forkastet mine love og forordninger. Sabbatten holdt de ikke hellig, og de blev ved med at dyrke deres forfædres afguder.

Alle nationer, både nære og fjerne, skal håne dig for dit indre kaos og din afgudsdyrkelse.

bliver I som straf overgivet til jeres fjender, så I bliver udryddet og ikke længere er en nation og et folk. Da vil I indse, at jeg er Herren.

Derfor åbner jeg Moabs østgrænse, så landets stolte byer, Bet-Jeshimot, Ba’al-Meon og Kirjatajim går tabt. Dem giver jeg til ørkenbeduinerne fra øst, som strømmer ind i landet, ligesom de gør i Ammon. Moab bliver udslettet som nation og folk.

Dine varer blev værdsat af mange nationer, jordens konger blev rige på grund af dig.

Derfor udleverede jeg dig til en mægtig nation, der kunne straffe dig for din gudløshed og ondskab. Jeg forkastede dig.

„Du menneske, syng en sørgesang for Egyptens konge: Du var som en løve blandt nationerne, som et uhyre fra havet fór du frem, piskede Nilens vande op og trampede bredderne til mudder.

„Du menneske, sørg over Egypten, for jeg styrter landet ned i dødsriget sammen med andre, mægtige nationer.

Jeg samler dem sammen fra de fremmede folk og nationer, hvor de er i landflygtighed, og fører dem hjem til deres eget land. De skal få lov at græsse på Israels højdedrag og langs floderne, hvor jorden er frugtbar og god.

De skal ikke længere være et let bytte for fremmede nationer. De vilde dyr får ikke lov at fortære dem. De skal bo sikkert og trygt uden at frygte andres trusler.

Landet skal blive kendt for de frodige planter, jeg lader vokse der, og mit folk skal ikke længere sulte eller være skydeskive for nationernes hån.

Så vil de nationer, som endnu er tilbage, erkende, at det er mig, Herren, som står bag genopbygningen af ruinerne og tilplantningen af det hærgede land. Det er et løfte fra mig, Herren, og det vil ske, som jeg har sagt.

så de bliver til én nation i Israels højland med en og samme konge. De skal ikke længere være splittet i to nationer.

Og fordi jeg altid er til stede iblandt mit folk, skal nationerne komme til erkendelse af, at jeg er Herren, og at jeg er den, som gør Israel til et helligt folk.”

På den måde skal min hellighed blive kendt i hele Israel. Jeg vil ikke længere acceptere, at mit navn bliver vanæret. Alle nationer skal erkende at jeg, Herren, er Israels hellige Gud.

Herren fortsatte: „Jeg vil demonstrere min magt og herlighed over for nationerne. De bliver alle vidne til, hvordan jeg straffer Gog og hele hans hær.

og nationerne vil forstå, hvorfor Israels folk blev sendt i landflygtighed. Jeg måtte straffe dem for deres oprør og utroskab imod mig. Derfor vendte jeg ryggen til dem og lod deres fjender ødelægge dem.