Afgrunden hvisker: ‚Den er ikke her!’ Havdybet bruser: ‚Heller ikke hos mig!’

Fandt du ud af, hvor dødsrigets porte var? Så du indgangen til afgrundens verden?

Herren hjælper dem, der gør hans vilje, men de gudløses vej ender i afgrunden.

Han løftede mig op fra afgrunden, op af den mudrede sump. Han stillede mig på et sikkert sted, gav mig fast grund under fødderne.

Gud, send de onde bedragere i afgrunden, mordere og løgnere skal dø i deres ungdom. Men jeg sætter min lid til dig.

Men jeg var på nippet til at miste min tro, jeg var kommet snublende nær til afgrunden.

Du har kastet mig i det dybe hul, i den mørkeste afgrund.

Vil afgrunden opleve dine undere? Huskes din godhed i glemslens land?

Lad gloende kul vælte ned over dem, styrt dem i afgrunden, så de aldrig kommer op igen.

Folkets ledere er som selviske børn og dominerende kvinder. De vejleder jer ikke, de vildleder jer! De fører jer på afveje, så I ender i afgrunden.

Folkets ledere førte dem vild, de viste dem vej til afgrunden.

I stedet blev du styrtet i dødsriget, i dets allerdybeste afgrund.

Zoans ledere giver tåbelige råd, vismændene fra Memfis er ført bag lyset. Deres råd har ført Egypten til afgrundens rand.

Da blev min sorg vendt til glæde og fred. Du reddede mig fra dødsrigets afgrund. Alle mine synder har du lagt væk.

Eller har du fuldstændig forkastet os? Er din vrede som en bundløs afgrund?

Stakkels mit folk, som har vendt mig ryggen. De styrer mod afgrunden, for de har gjort oprør imod mig. Jeg vil gerne redde dem, men de er fulde af falskhed og løgn.