1 Salomos Højsang ² Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end Vin. ³ Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor har Kvinder dig kær. ⁴ Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.

⁵ Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salmas Forhæng. ⁶ Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.

⁷ Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde?

⁸ Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.

⁹ Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde. ¹⁰ Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne. ¹¹ Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.

¹² Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords; ¹³ min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst, ¹⁴ min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.

¹⁵ Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!

¹⁶ Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt, ¹⁷ vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!

2 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje ² Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

³ Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

⁴ Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed. ⁵ Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed. ⁶ Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn. ⁷ Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

⁸ Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene. ⁹ Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret. ¹⁰ Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom! ¹¹ Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen, ¹² Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land; ¹³ Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom, ¹⁴ min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.

¹⁵ Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!

¹⁶ Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer; ¹⁷ til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!

3 På mit Leje om Natten søgte Ham, som min Sjæl har kær, jeg søgte, men fandt ham ikke. ² "Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke. ³ Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som min Sjæl har kær?" ⁴ Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjæl har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i min Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig. ⁵ Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

⁶ Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftet af Myrra og Røgelse, alskens Vellugt? ⁷ Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte, Israels Helte, ⁸ alle med Sværd i Hånd, oplærte til Krig, hver med sit Sværd ved Lænd mod Nattens Rædsler. ⁹ Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ fra Libanon, ¹⁰ gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten er Ibenholt indlagt, Sædet er Purpur. ¹¹ Jerusalems Døtre, gå ud og se på Kong Salomo, på Kronen, hans Moder kroned ham med på hans Brudefærds Dag, hans Hjertens Glædes Dag!

2 Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med. ² Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves. ³ Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev tvungen til at omskæres, ⁴ nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle. ⁵ For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder. ⁶ Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje. ⁷ Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne, ⁸ (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne;) ⁹ og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de omskårne; ¹⁰ kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har bestræbt mig for at gøre.

¹¹ Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans åbne Øjne, thi domfældt var han. ¹² Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen. ¹³ Og med ham hyklede også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas blev dragen med af deres Hykleri. ¹⁴ Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en Jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder? ¹⁵ Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd; ¹⁶ men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af Lovens Gerninger, men kun ved Tro på Jesus Kristus, så have også vi troet på Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte al Tro på Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens Geringer skal intet Kød blive retfærdiggjort. ¹⁷ Men når vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus, også selv fandtes at være Syndere, så er jo Kristus en Tjener for Synd? Det være langtfra! ¹⁸ når jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg mig selv som Overtræder. ¹⁹ Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for Gud. ²⁰ Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i Kødet, det lever jeg i Troen, på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig. ²¹ Jeg ophæver ikke Guds Nåde; thi er der Retfærdighed ved Loven, da er jo Kristus død forgæves.