A A A A A
Bible Book List

Salme 90-95Dette er Biblen på dansk (DN1933)

90 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.

Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. 10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. 11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! 12 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!

13 Vend tilbage, Herre! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; 14 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. 15 Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! 16 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! 17 Herren vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!

91 Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, siger til Herren: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest; han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot. Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen; du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf; (thi du, Herre, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig. 10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær; 11 thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje; 12 de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten; 13 du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.

14 "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn; 15 kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære: 16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"

92 En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.

Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste, ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

Thi ved dit Værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine Hænders Gerning. Hvor store er dine Gerninger, Herre, dine Tanker såre dybe! Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, men du er ophøjet for evigt, Herre. 10 Thi se, dine Fjender, Herre, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! 11 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; 12 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

13 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; 14 plantet i Herrens Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; 15 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft 16 for at vidne, at Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

93 Herren har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, Herren har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! Strømme lod runge, Herre, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er Herren herlig i det høje! Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, Herre, så længe Dagene varer!

94 Herre du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble? De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; de underkuer, o Herre, dit Folk og undertrykker din Arvelod; de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; de siger: "Herren kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"

Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? 10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? 11 Herren kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

12 Salig den Mand, du tugter, Herre, og vejleder ved din Lov 13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; 14 thi Herren bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. 15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? 17 Var Herren ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. 18 Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, Herre; 19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

20 står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? 21 Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, 22 Herren er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; 23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter Herren vor Gud.

95 Kom, lad os Juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! Thi Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!

Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. 10 Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. 11 Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes