89 En Maskil af Ezraiten Etan.

² Om Herrens, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. ³ Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. ⁴ Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: ⁵ "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. ⁶ Og Himlen priser dit Under, Herre, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. ⁷ Thi hvem i Sky er Herrens Lige, hvo er som Herren iblandt Guds Sønner? ⁸ En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. ⁹ Herre, Hærskarers Gud, hvo er som du? Herre, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. ¹⁰ Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. ¹¹ Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. ¹² Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. ¹³ Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. ¹⁴ Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. ¹⁵ Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. ¹⁶ Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! ¹⁷ De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. ¹⁸ Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; ¹⁹ thi vort Skjold er hos Herren, vor Konge er Israels Hellige!

²⁰ Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; ²¹ jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; ²² thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. ²³ Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; ²⁴ jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; ²⁵ med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; ²⁶ jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; ²⁷ mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. ²⁸ Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; ²⁹ jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; ³⁰ jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. ³¹ Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, ³² hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, ³³ da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; ³⁴ men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; ³⁵ jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. ³⁶ Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: ³⁷ Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, ³⁸ stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.

³⁹ Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; ⁴⁰ Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; ⁴¹ du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; ⁴² alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. ⁴³ Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; ⁴⁴ hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; ⁴⁵ du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, ⁴⁶ afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. ⁴⁷ Hvor længe vil du skjule dig, Herre, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? ⁴⁸ Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! ⁴⁹ Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. ⁵⁰ Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? ⁵¹ Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, ⁵² hvorledes dine Fjender håner, Herre, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.

⁵³ Lovet være Herren i Evighed, Amen, Amen!

96 Syng Herren en ny sang, syng for Herren, al jorden, ² syng for Herren og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag, ³ kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! ⁴ Thi stor og højlovet er Herren, forfærdelig over alle Guder; ⁵ thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, Herren er Himlens Skaber. ⁶ For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom. ⁷ Giv Herren, I Folkeslags Slægter, giv Herren Ære og Pris, ⁸ giv Herren hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde, ⁹ tilbed Herren i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden! ¹⁰ Sig blandt Folkeslag: "Herren har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene." ¹¹ Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse, ¹² Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer ¹³ for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.

100 Råb af Fryd for Herren, al jorden, ² tjener Herren med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel! ³ Kend, at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. ⁴ Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn! ⁵ Thi god er Herren, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!

101 Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre. ² Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge, ³ på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge; ⁴ det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke; ⁵ den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke. ⁶ Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener; ⁷ ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje. ⁸ Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af Herrens By.

105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! ² Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; ³ ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; ⁴ spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; ⁵ kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, ⁶ I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! ⁷ Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; ⁸ han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, ⁹ Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; ¹⁰ han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, ¹¹ idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." ¹² Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, ¹³ og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, ¹⁴ tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger ¹⁵ "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" ¹⁶ Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; ¹⁷ han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; ¹⁸ de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, ¹⁹ indtil hans Ord blev opfyldt; ved Herrens Ord stod han Prøven igennem. ²⁰ På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: ²¹ han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; ²² han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. ²³ Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. ²⁴ Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; ²⁵ han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. ²⁶ Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; ²⁷ han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; ²⁸ han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; ²⁹ han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; ³⁰ af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; ³¹ han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; ³² han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; ³³ han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; ³⁴ han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, ³⁵ de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; ³⁶ alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; ³⁷ han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled ³⁸ Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. ³⁹ Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; ⁴⁰ de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; ⁴¹ han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. ⁴² Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; ⁴³ han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; ⁴⁴ han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. ⁴⁵ Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!

132 Herre, kom David i Hu for al hans møje, ² hvorledes han tilsvor Herren, gav Jakobs Vældige et Løfte : ³ "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje, ⁴ under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile, ⁵ før jeg har fundet Herren et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!" ⁶ "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark; ⁷ lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!" ⁸ Herre, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark! ⁹ Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd! ¹⁰ For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"

¹¹ Herren tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone. ¹² Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone! ¹³ Thi Herren har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig : ¹⁴ Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket. ¹⁵ Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød, ¹⁶ dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd. ¹⁷ Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe. ¹⁸ Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"