87 Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær, ² Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. ³ Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela. ⁴ Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender Herren, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der. ⁵ Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt. ⁶ Herren tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela. ⁷ Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"

88 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman.

² Herre min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; ³ lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! ⁴ Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, ⁵ jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, ⁶ kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. ⁷ Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; ⁸ tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. ⁹ Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, ¹⁰ mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, Herre, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

¹¹ Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. ¹² Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? ¹³ Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? ¹⁴ Men jeg, o Herre, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. ¹⁵ Hvorfor forstøder du, Herre, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? ¹⁶ Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; ¹⁷ din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, ¹⁸ som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; ¹⁹ Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

13 Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, ² så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning; men de, som modstå, skulle få deres Dom. ³ Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det gode, og du skal få Ros af den. ⁴ Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. ⁵ Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for Straffens Skyld, men også for Samvittighedens. ⁶ Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som just tage Vare på dette. ⁷ Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære.

⁸ Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven. ⁹ Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig selv," ¹⁰ Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde.

¹¹ Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi bleve troende. ¹² Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben; ¹³ lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik, ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind; ¹⁴ men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg for Kødet, så Begæringer vækkes!