Add parallel Print Page Options

81 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.

Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

"Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela. Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! 10 En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! 11 Jeg, Herren, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! 12 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. 13 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. 14 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! 15 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! 16 Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; 17 jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"

88 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman.

Herre min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, 10 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, Herre, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

11 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. 12 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? 13 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? 14 Men jeg, o Herre, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. 15 Hvorfor forstøder du, Herre, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? 16 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; 17 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, 18 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; 19 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.

92 En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.

Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste, ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!

Thi ved dit Værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine Hænders Gerning. Hvor store er dine Gerninger, Herre, dine Tanker såre dybe! Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, men du er ophøjet for evigt, Herre. 10 Thi se, dine Fjender, Herre, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! 11 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; 12 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

13 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; 14 plantet i Herrens Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; 15 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft 16 for at vidne, at Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.

93 Herren har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, Herren har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! Strømme lod runge, Herre, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er Herren herlig i det høje! Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, Herre, så længe Dagene varer!