74 Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? ² Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. ³ Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. ⁴ Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. ⁵ Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. ⁶ Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. ⁷ På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. ⁸ De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. ⁹ Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. ¹⁰ Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? ¹¹ Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

¹² Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. ¹³ Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; ¹⁴ du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; ¹⁵ Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; ¹⁶ din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, ¹⁷ du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

¹⁸ Kom i Hu, o Herre, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! ¹⁹ Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; ²⁰ se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. ²¹ Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! ²² Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, ²³ lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

75 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En Sang.

² Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere. ³ "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd; ⁴ vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." - Sela.

⁵ Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet, ⁶ løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!" ⁷ Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge.

⁸ Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden. ⁹ Thi i Herrens Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker. ¹⁰ Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud; ¹¹ alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse!

76 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.

² Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel, ³ i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion. ⁴ Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela. ⁵ Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge. ⁶ De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper. ⁷ Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.

⁸ Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde? ⁹ Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav, ¹⁰ da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela. ¹¹ Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig. ¹² Aflæg Løfter og indfri dem for Herren eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver. ¹³ Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.

¹⁶ Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig. ¹⁷ Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå, for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde forkyndes på hele Jorden." ¹⁸ Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

¹⁹ Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod? ²⁰ Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således? ²¹ Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? ²² Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, ²³ også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? ²⁴ Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger, ²⁵ som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede; ²⁶ og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn." ²⁷ Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses. ²⁸ Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden." ²⁹ Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra."

³⁰ Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro; ³¹ men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke til en sådan Lov. ³² Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De stødte an på Anstødsstenen, ³³ som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme."