7 En Sjiggajon af David, som han sang for Herren i anledning af Benjaminiten Kusj's Ord.

² Herre min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger, ³ at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier. ⁴ Herre min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder, ⁵ har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men, ⁶ så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.

⁷ Herre, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten! ⁸ Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje! ⁹ Herren dømmer Folkeslag. Mig dømme du, Herre, efter min Retfærd og Uskyld! ¹⁰ På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud. ¹¹ Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet; ¹² retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.

¹³ Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter; ¹⁴ men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile. ¹⁵ Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk; ¹⁶ han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde. ¹⁷ Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse. ¹⁸ Jeg vil takke Herren for hans Retfærd, lovsynge Herren den Højestes Navn.

8 Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.

² Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! ³ Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

⁴ Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, ⁵ hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? ⁶ Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; ⁷ du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, ⁸ Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, ⁹ Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. ¹⁰ Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!

9 Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.

² Jeg vil takke Herren af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere, ³ glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste, ⁴ fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn. ⁵ Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer. ⁶ Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt. ⁷ Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

⁸ Men Herren troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom, ⁹ skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret. ¹⁰ Herren blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider; ¹¹ og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, Herre. ¹² Lovsyng Herren, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort! ¹³ Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb: ¹⁴ "Herre, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte, ¹⁵ at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!" ¹⁶ Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte. ¹⁷ Herren blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela. ¹⁸ Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu. ¹⁹ Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.

²⁰ Rejs dig, Herre, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn; ²¹ Herre, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.

18 Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth ² Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik han. ³ Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem og arbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk. ⁴ Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbeviste Jøder og Grækere. ⁵ Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er Kristus. ⁶ Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine Klæder og sagde til dem: "Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg er ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne." ⁷ Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus, som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen. ⁸ Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige med hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og bleve døbte. ⁹ Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: "Frygt ikke, men tal og ti ikke, ¹⁰ eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for at gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By." ¹¹ Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ord iblandt dem. ¹² Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde: ¹³ "Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven." ¹⁴ Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: " Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, tålmodigt høre på eder. ¹⁵ Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting." ¹⁶ Og han drev dem bort fra Domstolen. ¹⁷ Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette.

¹⁸ Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afsked med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og Akvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ; thi han havde et Løfte på sig. ¹⁹ Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne. ²⁰ Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han ikke; ²¹ men han tog Afsked og sagde: " (Jeg må endelig holde denne forestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbage til eder, om Gud vil." Og han sejlede ud fra Efesus ²² og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog så ned til Antiokia.

²³ Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien og styrkede alle Disciplene.

²⁴ Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus. ²⁵ Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's Dåb. ²⁶ Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla og Akvila hørte ham,toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej nøjere. ²⁷ Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte; ²⁸ thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved Skrifterne, at Jesus er Kristus.