68 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.

² Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn, ³ som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn. ⁴ Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn. ⁵ Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! Herren er hans Navn, jubler for hans Åsyn, ⁶ faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig, ⁷ Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.

⁸ Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden, ⁹ ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds. ¹⁰ Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du; ¹¹ din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed, ¹² Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær: ¹³ "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte. ¹⁴ Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld. ¹⁵ Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon." ¹⁶ Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg; ¹⁷ Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor Herren også vil bo for evigt? ¹⁸ Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, Herren kom fra Sinaj til Helligdommen. ¹⁹ Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, Herre, o Gud.

²⁰ Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela. ²¹ En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre Herren er Udgange fra Døden. ²² Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder. ²³ Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,

²⁴ at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne." ²⁵ Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen! ²⁶ Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker: ²⁷ "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!" ²⁸ Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.

²⁹ Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud! ³⁰ For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem. ³¹ Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid! ³² De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder. ³³ I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng Herren; ³⁴ hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst. ³⁵ Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne, ³⁶ frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!

69 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.

² Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen, ³ jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig; ⁴ træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud; ⁵ flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte! ⁶ Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.

⁷ Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers Herre, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud! ⁸ Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel; ⁹ fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner. ¹⁰ Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig: ¹¹ jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot; ¹² i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld. ¹³ De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

¹⁴ Men jeg beder, Herre, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig! ¹⁵ Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb, ¹⁶ lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig. ¹⁷ Svar mig, Herre, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed; ¹⁸ dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig; ¹⁹ kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld! ²⁰ Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender. ²¹ Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde; ²² de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

²³ Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde; ²⁴ lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle! ²⁵ Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem; ²⁶ deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte! ²⁷ Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred. ²⁸ Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd; ²⁹ lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!

³⁰ Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud! ³¹ Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak; ³² det er mer for Herren end Okser end Tyre med Horn og Klove!

³³ Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives! ³⁴ Thi Herren låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

³⁵ Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der; ³⁶ thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; ³⁷ hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.

8 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. ² Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. ³ Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, ⁴ for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden. ⁵ Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. ⁶ Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, ⁷ efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. ⁸ Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. ⁹ I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. ¹⁰ Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. ¹¹ Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

¹² Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet; ¹³ thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. ¹⁴ Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. ¹⁵ I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! ¹⁶ Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. ¹⁷ Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.

¹⁸ Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. ¹⁹ Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. ²⁰ Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, ²¹ med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.