54 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David, ² da Zifiterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os."

³ Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, ⁴ hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! ⁵ Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

⁶ Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! ⁷ Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! ⁸ Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o Herre, thi det er godt; ⁹ thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!

55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.

² Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, ³ lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, ⁴ jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; ⁵ Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. ⁶ Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. ⁷ Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, ⁸ ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. ⁹ Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. ¹⁰ Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; ¹¹ de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; ¹² Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

¹³ Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; ¹⁴ men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, ¹⁵ og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

¹⁶ Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! ¹⁷ Jeg, jeg råber til Gud, og Herren vil frelse mig. ¹⁸ Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre ¹⁹ og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. ²⁰ Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

²¹ På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. ²² Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

²³ Kast din Byrde på Herren, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. ²⁴ Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

56 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.

² Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; ³ mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! ⁴ Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, ⁵ og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? ⁶ De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. ⁷ De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. ⁸ Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! ⁹ Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. ¹⁰ Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. ¹¹ Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med Herrens Hjælp skal jeg prise hans Ord. ¹² Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? ¹³ Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. ¹⁴ Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

3 Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen? ² Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem betroede. ³ Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet? ⁴ Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette." ⁵ Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis). ⁶ Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme Verden? ⁷ Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder? ⁸ Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

⁹ Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd, ¹⁰ som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een; ¹¹ der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud; ¹² alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een." ¹³ "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;" "der er Slangegift under deres Læber;" ¹⁴ "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;" ¹⁵ "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod; ¹⁶ der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje, ¹⁷ og Freds Vej have de ikke kendt." ¹⁸ "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne." ¹⁹ Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud, ²⁰ efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

²¹ Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne. ²² nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel. ²³ Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, ²⁴ og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus, ²⁵ hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder, ²⁶ for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus.

²⁷ Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov. ²⁸ Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger. ²⁹ Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers; ³⁰ så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen. ³¹ Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven.