46 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. Al-alamot. En Sang.

² Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde ³ Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød, ⁴ om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.

⁵ En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig; ⁶ i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr. ⁷ Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv, ⁸ Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

⁹ Kom hid og se på Herrens Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord. ¹⁰ Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand. ¹¹ Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden! ¹² Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

47 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

² Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud! ³ Thi Herren, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden. ⁴ Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod; ⁵ han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela. ⁶ Gud steg op under Jubel, Herren under Homets Klang. ⁷ Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge; ⁸ thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud. ⁹ Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde. ¹⁰ Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!

48 En Sang. En Salme af Koras Sønner.

² Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad. ³ Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By. ⁴ Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge. ⁵ Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen; ⁶ de så og tav på Stedet, flyed i Angst, ⁷ af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder. ⁸ Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.

⁹ Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers Herres By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela. ¹⁰ I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed; ¹¹ som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd, ¹² Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme. ¹³ Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne, ¹⁴ læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der ¹⁵ kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.

28 Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta. ² Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld. ³ Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd. ⁴ Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet." ⁵ Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt. ⁶ Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han var en Gud. ⁷ Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os venligt Herberge i tre Dage. ⁸ Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på ham og helbredte ham. ⁹ Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte. ¹⁰ De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

¹¹ Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes Mærke. ¹² Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage. ¹³ Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli. ¹⁴ Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og så droge vi til Rom. ¹⁵ Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede Mod. ¹⁶ Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

¹⁷ Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som Fange i Romernes Hænder, ¹⁸ og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi der ikke var nogen Dødsskyld hos mig. ¹⁹ Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for. ²⁰ Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke." ²¹ Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt eller sagt noget ondt om dig. ²² Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse." ²³ Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften. ²⁴ Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke. ²⁵ Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt: ²⁶ "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se; ²⁷ thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem." ²⁸ Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle også høre." ²⁹ Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes. ³⁰ Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham, ³¹ idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret.