Salme 36-39
Dette er Biblen på dansk
36 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David.
2 Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; 3 thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. 4 Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; 5 på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. 6 Herre, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, 7 din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre, du frelser Folk og Fæ, 8 hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; 9 de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 10 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
11 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. 12 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. 13 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
37 Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret! 2 Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne. 3 Stol på Herren og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab, 4 da skal du have din Fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår. 5 Vælt din Vej på Herren, stol på ham, så griber han ind 6 og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag. 7 Vær stille for Herren og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker. 8 Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm. 9 Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på Herren, skal arve Landet. 10 En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke. 11 Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred. 12 Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham; 13 men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme. 14 De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret; 15 men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen. 16 Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom; 17 thi de gudløses Arme skal brydes, men Herren støtter de retfærdige; 18 Herren kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig; 19 de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage. 20 Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er Herrens Fjender, de svinder, de svinder som Røg. 21 Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver; 22 de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes. 23 Af Herren stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; 24 om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans Hånd. 25 Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; 26 han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. 27 Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; 28 thi Herren elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; 29 de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. 30 Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; 31 sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. 32 Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, 33 men, Herren giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. 34 Bi på Herren og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. 35 Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder 36 men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. 37 Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; 38 men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. 39 De retfærdiges Frelse kommer fra Herren, deres Tilflugt i Nødens Stund; 40 Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.
38 En Salme af David. Lehazkir.
2 Herre, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! 3 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. 4 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; 5 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. 6 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; 7 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. 8 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, 9 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. 10 Herre, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; 11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; 13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. 14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, 15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. 16 Thi til dig står mit Håb, o Herre, du vil bønhøre, Herre min Gud, 17 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" 18 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; 19 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. 20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, 21 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. 22 Herre, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, 23 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" 3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, 4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. 7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. 8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. 9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. 13 Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!