33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; ² lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; ³ en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!

⁴ Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; ⁵ han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. ⁶ Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. ⁷ Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. ⁸ Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; ⁹ thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. ¹⁰ Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; ¹¹ Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. ¹² Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

¹³ Herren skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; ¹⁴ fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; ¹⁵ han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

¹⁶ Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; ¹⁷ til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. ¹⁸ Men Herrens Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, ¹⁹ for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. ²⁰ På Herren bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; ²¹ thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

²² Din Miskundhed være over os, Herre, så som vi håber på dig.

34 Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.

² Jeg vil love Herren til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund ³ min Sjæl skal rose sig af Herren, de ydmyge skal høre det og glæde sig. ⁴ Hylder Herren i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn! ⁵ Jeg søgte Herren, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler. ⁶ Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes. ⁷ Her er en arm, der råbte, og Herren hørte, af al hans Trængsel frelste han ham. ⁸ Herrens Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

⁹ Smag og se, at Herren er god, salig den Mand, der lider på ham! ¹⁰ Frygter Herren, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet. ¹¹ Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger Herren, dem fattes intet godt. ¹² Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer Herrens Frygt. ¹³ Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke, ¹⁴ så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig; ¹⁵ hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og j ag derefter.

¹⁷ Mod dem, der gør ondt, er Herrens Åsyn for at slette deres Minde af Jorden;^{[a] 16} på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb; ¹⁸ når de skriger, hører Herren og frier dem af al deres Trængsel. ¹⁹ Herren er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt. ²⁰ Den retfærdiges Lidelser er mange, men Herren frier ham af dem alle; ²¹ han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes. ²² Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige. ²³ Herren forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.

24 Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus. ² Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: ³ "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed. ⁴ Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig. ⁵ Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti, ⁶ ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov. ⁷ Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder ⁸ og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham." ⁹ Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt sig således.

¹⁰ Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag, ¹¹ da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. ¹² Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden. ¹³ Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for. ¹⁴ Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne, ¹⁵ og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige. ¹⁶ Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene. ¹⁷ Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre, ¹⁸ hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien, ¹⁹ og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget på mig at sige. ²⁰ Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Rådet, ²¹ uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."

²² Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg påkende eders Sag." ²³ Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at gå ham til Hånde. ²⁴ Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus Jesus. ²⁵ Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig." ²⁶ Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham også oftere hente og samtalede med ham. ²⁷ Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker.