31 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, ³ du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; ⁴ thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig, ⁵ fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt, ⁶ i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, Herre, du tro faste Gud, ⁷ du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på Herren, ⁸ jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide. ⁹ Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

¹⁰ Vær mig nådig, Herre, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. ¹¹ Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres. ¹² For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig. ¹³ Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar. ¹⁴ Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

¹⁵ Men, Herre, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, ¹⁶ mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig, ¹⁷ lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed. ¹⁸ Herre, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. ¹⁹ Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

²⁰ Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne. ²¹ Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. ²² Lovet være Herren, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. ²³ Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig. ²⁴ Elsk Herren, alle hans fromme; de trofaste skærmer Herren; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. ²⁵ Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på Herren!

32 Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult: ² saligt det Menneske, Herren ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

³ Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, ⁴ thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela. ⁵ Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for Herren!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela. ⁶ Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. ⁷ Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

⁸ Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig. ⁹ Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig. ¹⁰ Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på Herren, omgiver han med Nåde. ¹¹ Glæd jer i Herren, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!

¹⁶ Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det. ¹⁷ Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham." ¹⁸ Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om." ¹⁹ Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?" ²⁰ Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham. ²¹ Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn." ²² Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."

²³ Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat; " ²⁴ og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks. ²⁵ Og han skrev et Brev af følgende Indhold: ²⁶ "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks. ²⁷ Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer. ²⁸ Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Råd ²⁹ og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel. ³⁰ Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham." ³¹ Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris. ³² Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen. ³³ Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de også Paulus for ham. ³⁴ Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han: ³⁵ "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede." Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.