Salme 26-31
Dette er Biblen på dansk
26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. 2 Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; 3 thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. 4 Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. 5 Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. 6 Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, 7 for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. 8 Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.
9 Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, 10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. 11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! 12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.
27 Herren er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? 2 Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! 3 Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. 4 Om eet har jeg bedet Herren, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i Herrens Hus for at skue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel. 5 Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. 6 Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise Herren.
7 Herre, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! 8 Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, Herre; 9 skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! 10 Thi Fader og Moder forlod mig, men Herren tager mig til sig. 11 Vis mig, Herre, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; 12 giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. 13 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue Herrens Godhed i de levendes Land - 14 Bi på Herren, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på Herren!
28 Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven. 2 Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel. 3 Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord. 4 Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste! 5 Thi Herrens Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!
6 Lovet være Herren, thi han har hørt min tryglende Røst; 7 min Styrke, mit Skjold er Herren, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.
8 Herren er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse. 9 Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!
29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, 2 giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! 3 Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! 4 Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, 5 Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, 6 får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! 7 Herrens Røst udslynger Luer. 8 Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! 9 Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" 10 Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. 11 Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!
30 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.
2 Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; 3 Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. 4 Fra Dødsriget, Herre, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. 5 Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige Navn! 6 Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.
7 Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" 8 Herre, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. 9 Jeg råbte, Herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren: 10 "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? 11 Herre, hør og vær nådig, Herre, kom mig til Hjælp!" 12 Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, 13 at min Ære skal prise dig uden Ophør. Herre min Gud, jeg vil takke dig evigt!
31 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, 3 du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; 4 thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig, 5 fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt, 6 i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, Herre, du tro faste Gud, 7 du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på Herren, 8 jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide. 9 Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
10 Vær mig nådig, Herre, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. 11 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres. 12 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig. 13 Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar. 14 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
15 Men, Herre, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, 16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig, 17 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed. 18 Herre, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. 19 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.
20 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne. 21 Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. 22 Lovet være Herren, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. 23 Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig. 24 Elsk Herren, alle hans fromme; de trofaste skærmer Herren; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. 25 Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på Herren!