20 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn! ³ Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig; ⁴ han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela. ⁵ Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd, ⁶ at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! Herren opfylde alle dine Bønner!

⁷ Nu ved jeg, at Herren frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde. ⁸ Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved Herren vor Guds Navn. ⁹ De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode. ¹⁰ Herre, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!

21 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Herre, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! ³ Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela. ⁴ Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. ⁵ Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende. ⁶ Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham. ⁷ Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham. ⁸ Thi Kongen stoler på Herren, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.

⁹ Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd. ¹⁰ Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem. ¹¹ Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn. ¹² Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet; ¹³ thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

¹⁴ Herre, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!

22 Til Sangmesteren. Efter "Morgenrødens Hind". En Salme af David.

² Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. ³ Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. ⁴ Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. ⁵ På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; ⁶ de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; ⁸ alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: ⁹ "Han har væltet sin Sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

¹⁰ Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; ¹¹ på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. ¹² Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! ¹³ Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, ¹⁴ spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. ¹⁵ Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig; ¹⁶ min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv. ¹⁷ Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder, ¹⁸ jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig. ¹⁹ Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod. ²⁰ Men du, o Herre, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! ²¹ Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold! ²² Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

²³ Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: ²⁴ "I, som frygter Herren, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! ²⁵ Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!" ²⁶ Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme; ²⁷ de ydmyge skal spise og mættes; hvo Herren søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt! ²⁸ Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn; ²⁹ thi Herrens er Riget, han er Folkenes Hersker. ³⁰ De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. ³¹ Ham skal Efterkommeme tjene; om Herren skal tales til Slægten, der kommer; ³² de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

21 Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara. ² Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi om Bord og afsejlede. ³ Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning. ⁴ Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. ⁵ Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt Bøn ⁶ toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de vendte tilbage til deres Hjem.

⁷ Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem. ⁸ Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og bleve hos ham. ⁹ Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede. ¹⁰ Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa ved Navn Agabus. ¹¹ Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne Fødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand, hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder." ¹² Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om ikke at drage op til Jerusalem. ¹³ Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld." ¹⁴ Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: "Herrens Villie ske!"

¹⁵ Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til Jerusalem. ¹⁶ Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem vi skulde have Herberge. ¹⁷ Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde.