Salme 140-145
Dette er Biblen på dansk
140 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Red mig, Herre, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, 3 der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. 4 De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. 5 Vogt mig, Herre, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. 6 Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. 7 Jeg siger til Herren: Du er min Gud, Herre, lyt til min tryglende Røst! 8 Herre, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. 9 Opfyld ej, Herre, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! 10 Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! 11 Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! 12 Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! 13 Jeg ved, at Herren vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. 14 For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.
141 Herre, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; 2 som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! 3 Herre, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! 4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. 5 Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. 7 Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. 8 Dog, mine Øjne er rettet på dig, o Herre, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! 9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; 10 lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.
142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.
2 Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, 3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. 4 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. 5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. 6 Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! 7 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; 8 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
143 Herre, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, 2 gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! 3 Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 4 Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. 5 Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. 6 Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. 7 Skynd dig at svare mig, Herre, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. 8 Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. 9 Fri mig fra mine Fjender, Herre, til dig flyr jeg hen; 10 lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! 11 For dit Navns Skyld, Herre, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, 12 udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.
144 Lovet være Herren, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, 2 min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! 3 Herre, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? 4 Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. 5 Herre, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; 6 slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; 7 udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, 8 fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. 9 Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, 10 du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. 11 Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
12 I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; 13 vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, 14 fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. 15 Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er Herren!
145 Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. 2 Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. 3 Stor og højlovet er Herren, hans Storhed kan ikke ransages. 4 Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. 5 De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; 6 de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; 7 de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. 8 Nådig og barmhjertig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed. 9 God er Herren mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker. 10 Dine Værker takker dig alle, Herre, og dine fromme lover dig. 11 De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde 12 for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed. 13 Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er Herren i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger). 14 Herren støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. 15 Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid; 16 du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. 17 Retfærdig er Herren på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. 18 Nær er Herren hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. 19 Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, 20 Herren vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. 21 Min Mund skal udsige Herrens Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.