140 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Red mig, Herre, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, ³ der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. ⁴ De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. ⁵ Vogt mig, Herre, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. ⁶ Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. ⁷ Jeg siger til Herren: Du er min Gud, Herre, lyt til min tryglende Røst! ⁸ Herre, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. ⁹ Opfyld ej, Herre, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! ¹⁰ Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! ¹¹ Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! ¹² Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! ¹³ Jeg ved, at Herren vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. ¹⁴ For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.

141 Herre, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; ² som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! ³ Herre, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! ⁴ Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. ⁵ Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

⁶ Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. ⁷ Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. ⁸ Dog, mine Øjne er rettet på dig, o Herre, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! ⁹ Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; ¹⁰ lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

² Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, ³ udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. ⁴ Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. ⁵ Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. ⁶ Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! ⁷ Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; ⁸ udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

14 Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men mest efter at profetere. ² Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden. ³ Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst. ⁴ Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed. ⁵ Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan få Opbyggelse deraf. ⁶ Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære? ⁷ Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen? ⁸ Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig? ⁹ Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret. ¹⁰ Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der er intet af dem, som ikke har sin Betydning. ¹¹ Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar for mig. ¹² Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige derpå ¹³ " Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne udlægge det. ¹⁴ Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd, men min Forstand er uden Frugt. ¹⁵ Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også lovsynge med Forstanden. ¹⁶ Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger? ¹⁷ Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke. ¹⁸ Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger. ¹⁹ Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger. ²⁰ Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne!