137 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. ² Vi hængte vore Harper i Landets Pile. ³ Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" ⁴ Hvor kan vi synge Herrens Sange på fremmed Grund? ⁵ Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! ⁶ Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

⁷ Herre, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" ⁸ Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! ⁹ Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

138 Jeg vil prise dig Herre, at hele lovsynge dig for Guderne; ² jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. ³ Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. ⁴ Alle Jordens Konger skal prise dig, Herre, når de hører din Munds Ord, ⁵ og synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære, ⁶ thi Herren er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. ⁷ Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. ⁸ Herren vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, Herre, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!

139 Herre, du ransager mig og kender mig! ² Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, ³ du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. ⁴ Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. ⁵ Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. ⁶ At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! ⁷ Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? ⁸ Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; ⁹ tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, ¹⁰ da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

¹¹ Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" ¹² så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

¹³ Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. ¹⁴ Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. ¹⁵ Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; ¹⁶ som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. ¹⁷ Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! ¹⁸ Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

¹⁹ Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, ²⁰ de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. ²¹ Jeg hader jo dem, der hader dig, Herre, og væmmes ved dem, der står dig imod; ²² med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. ²³ Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! ²⁴ Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!

13 Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. ² Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet. ³ Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.

⁴ Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, ⁵ gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; ⁶ glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; ⁷ den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

⁸ Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå; ⁹ thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis; ¹⁰ men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå. ¹¹ Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige. ¹² Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt. ¹³ Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.